Forskere jubler: Nyt middel mod huller får tænder til at reparere sig selv

16x9
Britiske forskere har testet på mus, hvordan tænder med huller i kan reparere sig selv. Foto: Tandlægeforeningen

Alzheimermedicin kan bruges til at få tænder til at reparere sig selv, viser studie. Men det er ikke et mirakelmiddel, mener dansk professor.

Er tandfyldninger snart fortid? 

Britiske tandlæger har testet nye behandlinger af huller i tænderne og fundet frem til, at et stof fra et alzheimermiddel, der lægges på tandens nerve, kan få tænder til at genskabe sig selv.

- Næsten alle har huller i tænderne på et tidspunkt. Det er en enorm mængde mennesker, der bliver behandlet. Vi har bevidst forsøgt at udvikle noget virkelig simpelt, virkelig hurtigt og virkelig billigt, siger professor Paul Sharpe fra King's College i London til The Guardian.  

- Fyldninger virker fint, men det bedste ville være, hvis tanden kan reparere sig selv, siger han. 

Ikke bevist endnu

De engelske forskerne har undersøgt tandbehandlingen på mus, men en dansk tandlægeprofessor er skeptisk over de foreløbige resultater.

Ifølge den britiske avis vil det nye stof kunne gendanne rådne tænder, der kan mindske behovet for fyldninger. Men det ved man ikke endnu. 

- De britiske forskere forestiller sig, at metoden kan reparere større huller, men det er endnu ikke påvist, fortæller Bente Nyvad, der er professor ved Odontologisk Institut på Aarhus Universitet. 

 Det er en interessant idé, at man bruger et medikament, der er beregnet til at behandle en sygdom

Bente Nyvad, professor ved Odontologisk Institut

Hun forklarer, at selvom det er et interessant cellebiologisk eksperiment, som viser, hvordan tandnervens stamceller kan danne nyt tandvæv, så er princippet ikke nyt.

- Danske patienter har i mange år fået udført en variant af behandlingen - med et andet stof - når de har fået repareret et dybt hul, fortæller tandlægeprofessoren, siger Bente Nyvad og tilføjer:

- Det nye er det materiale, man putter ned i tænderne - udvundet af alzheimermedicin (tideglusib, red.) – som ifølge forskerne virker hurtigere. Det er en interessant idé, at man bruger et medikament, der er beregnet til at behandle en sygdom. 

Kun en vej til at undgå huller

Bente Nyvad er dog skeptisk over flere elementer af forsøget: Der er tale om kunstigt fremstillede huller uden et bakteriemiljø, som kan forpurre tandens genopbygning. Derudover er testhullerne små, og så er stoffet som sagt kun testet på mus og ikke mennesker.

- Så det er for tidligt at sige, om metoden kan bruges til at genopbygge tænder hos mennesker. 

Tandlægeprofessoren anbefaler i stedet at fortsætte med den gode gamle tandbørste og tandpasta, når der skal holdes styr på hullerne. 

- Der er kun en vej til at undgå huller i tænderne. Det er at børste tænderne to gange om dagen med fluortandpasta, og så skal du lade være med at spise meget sukker. Hvis du er god til at børste tænder, så kan du slippe for huller i tænderne hele livet, siger hun og fortsætter: 

- Men det er ikke et sexet budskab. Det er kedeligt at høre om, og så 'tricker' man på så noget som alzheimer-medicin i stedet for.