Vandt kampen mod overvægt og gæld trods 'ups-dage'

Niels Ryding Olsson har vendt sit liv på hovedet. Han har tabt sig 20 kilo, betalt sin gæld og er blevet direktør i eget firma med ni ansatte.

En stor forbrugsgæld, et alkohol- og stofmisbrug og en uddannelse, han knapt nok bestod.

Da Niels Ryding Olsson gik ud af gymnasiet i 2010 var det med "røven i vandskorpen", som han selv udtrykker det.

I dag har han forvandlet sit liv totalt, og i Go’ morgen Danmark torsdag, gav han opskriften videre.

For den ’turnaround’, som 25-årige Niels Ryding Olsson har været igennem, er bemærkelsesværdig.

På fem år har han tabt sig 20 kilo, betalt sin forbrugsgæld på over 100.000 kroner tilbage, og så er han i dag direktør i sit eget firma med ni ansatte.

Og drømmen om 10 millioner kroner på kontoen synes nu indenfor rækkevidde.

- Nogle gange kan det være sådan, at man ikke helt har lyst til at snakke om, hvordan det var dengang, for kan det nu være rigtigt, at jeg er nået hertil, sagde Niels Ryding Olsson i Go’ morgen Danmark torsdag.

- Man håber på, at man ikke vågner op, og så er tilbage i det gamle.

En tur til Frankrig forandrede det hele

I 2010, da Niels Ryding Olsson blev færdig med gymnasiet, var hans liv ét stort rod. Et rod, som en tur til Frankrig dog fik styr på.

- Meget kort tid inden var jeg sådan set bare på kontanthjælp og havde opbygget en masse gæld og så festede jeg hele tiden. Det var i virkeligheden det, jeg lavede, fortæller han.

Niels Ryding Olsson kom fra en baggrund, hvor familien var meget troende, så på sin vis var det liv, han levede dengang et slags oprør, lyder det.

- Jeg skulle være uordentlig og ufornuftig og bare kaste mig ud i en masse ting, så jeg endte en rigtig dårlig situation, hvor jeg i virkeligheden havde det rigtig skidt, fordi jeg ikke havde udrettet noget, siger Niels Ryding Olsson.

Fremtidsplaner havde han dengang ikke nogen af.

Men så skete der det, at Niels Ryding Olsson fik job som opvasker i Frankrig, og dét forandrede hele hans liv, fortæller han. For bag køkkenvasken var der ingen kære mor.

Vil have 10 millioner kroner

Der var kontant afregning, hvis man pjækkede – til gengæld fik Niels Ryding Olsson ros, når han gjorde det godt, og kombinationen af de to ting gjorde noget godt for den dengang 20-årige dansker.

I løbet af de syv måneder, han levede i Frankrig, besluttede han sig for, at han ville ændre sit liv, og med en opskrift, han havde fundet i bogen ’Awaken the Giant Within’, skrevet af forfatteren Anthony Robbins, har han vundet sit liv tilbage - én dag ad gangen.

- Den lærte mig, at jeg var nødt til at lægge en plan for, hvor jeg gerne ville ende henne, for ellers er det meget svært at få det ud af livet, som du gerne vil have, siger Niels Ryding Olsson.

Opskriften var simpel.

Han begyndte med, at lægge en plan for de næste ti år i sit liv.

- Jeg sagde, at når jeg er 30 år, så vil jeg gerne være direktør i mit eget firma, og jeg vil gerne have de her uddannelser, jeg vil gerne have mit første barn, og jeg vil gerne være gift, jeg vil gerne bo i et hus, og jeg vil gerne have 10 millioner kroner stående på kontoen i mit holdingselskab, fortæller Niels Ryding Olsson.

I dag er han 25 år, og han har allerede nået en del af sine mål.

Det har han blandt andet gjort ved at flytte sit fokus fra sine handlinger til konsekvenserne af de ting, han gør, fortæller Niels Ryding Olsson.

Fokuser på dine konsekvenser

Et eksempel kan være, at man skal fokusere på konsekvenserne af en sundere livsstil i stedet for motionen og den sunde kost.

For selvom man ikke har lyst til at løbe og spise broccoli, kan man alligevel godt få lyst til konsekvenserne af den adfærd - for den gør, at man taber sig, forklarer han.

Derudover bruger han udtrykket ’ups-dage’. Tingene må gerne tage tid, og man må gerne fejle undervejs, men må ikke slå sig selv ned. For i morgen er der en ny dag.

- Sådan er det også i en virksomhed. Nogle dage går det ikke, som det skal. Nogle dage får du ikke præsteret nået de resultater, som du gerne ville have nået, og så er det super vigtigt, at man dagen efter har et friskt sind og er positiv og siger: I dag skal det nok lykkes, slutter han.