Laura var eneste overlevende i en forfærdelig trafikulykke: Sådan har hun det i dag

24-årige Laura Hansen har fået frisk mod på livet, efter at hun i fire måneder har trænet med sin nye benprotese. Nu flytter hun i lejlighed i Aarhus.

Det er nu snart ni måneder siden, at østjyske Laura Hansen var impliceret i en tragisk trafikulykke i Venezuela, som kostede seks af hendes kammerater livet, og som betød, at hun senere måtte træffe den svære beslutning at lade sit højre ben amputere.

I torsdagens sæsonpremiere på 'Holder Danmark i live' kunne seerne følge, hvordan Laura Hansen i efteråret tog de første usikre skridt ved hjælp af en såkaldt luftpudeprotese på Ortopædisk Genoptræningscenter (OGC) i Aarhus.

Siden tv-optagelserne fandt sted, er der imidlertid sket rigtig meget. Midt i oktober fik Laura sin egen "rigtige" benprotese, som hun med hjælp fra en fysioterapeut har trænet intensivt med lige siden.

- To gange om ugen, tirsdag og torsdag, går jeg til genoptræning, primært for at lære at bruge min benprotese. I dag har jeg været til udetræning i Marselisborg-skovene for at lære at gå i ujævnt terræn, fortæller den nu 24-årige Laura Hansen til TV 2.

Se video-interview med Laura øverst.

Havde bakterie med fra Venezuela

Indtil nu har Laura Hansen haft enetimer hos sin fysioterapeut Jesper Severins Eliassen, fordi hun havde en bakterie med sig hjem fra Venezuela, som hun helst ikke skulle smitte de andre patienter med. 

- Det er en type bakterie, der svarer til MRSA (stafylokok-bakterie, red.), men en særlig venezuelansk slags. Jeg har fået den, bare ved at opholde mig derovre, fortæller Laura og fortsætter.

- I starten skulle jeg være i isolationsrum på hospitalet, og jeg måtte ikke træne sammen med de andre benamputerede. Men nu har jeg været så længe i Danmark, at bakterien gerne skulle være forsvundet igen, siger hun.

Svært at vænne sig til

Selv om Laura Hansen efterhånden er ved at få styr på, hvordan hun skal bruge sit specialfremstillede, kunstige ben, har det krævet en lang tilvænningsperiode.

Fakta om 'Holder Danmark i live'

Torsdag den 6. oktober 2016 blev 100 kameraer sendt ud i det danske sundhedsvæsen for at følge 100 skæbner.

’Holder Danmark i live’ giver et ”øjebliksbillede” af det danske sundhedsvæsen, som 95 procent af danskerne er i kontakt med hvert år.

Programserien sendes nu for tredje gang og er tidligere blevet vist i foråret 2015 og 2016. Denne sæson fokuserer primært på patienterne og de ansatte, fremfor systemet.

Tv-konceptet bygger på 'Keeping Britain Alive', der er blevet sendt på BBC.

’Holder Danmark i live' har ti afsnit og sendes hver mandag klokken 21.25 på TV 2 – med snigpremiere på TV 2 Play.

- Det har været meget svært for mig at vænne mig til at skulle have noget eksternt sat i forlængelse af min krop. I starten syntes jeg, at protesen klemte rigtig meget, men efterhånden kan jeg have den på hver dag i mange timer, før jeg har behov for at få den af. Rekorden er vist nok tolv timer i træk, siger hun.

Ben-protesen fastgøres til lårstumpen, som Laura har tilbage af sit højre ben, ved hjælp af et plastichylster og et "låsesystem", hvor der skabes undertryk, så protesen bogstaveligt talt suges fast til kroppen.

Umiddelbart efter amputationen var lårstumpen meget hævet og fyldt med væske. Efterhånden som hævelsen gradvist forsvinder, skal protesen tilpasses i størrelse hos en bandagist. 

Har fravalgt "kosmetik"

Dén protese, som Laura Hansen har valgt, er et fint, tyndt metalben med et såkaldt genium-knæ, som er et af de mest avancerede og mest fleksible kunstige knæled, der findes.

Laura Hansen har valgt en ben-protese uden
Laura Hansen har valgt en ben-protese uden "kosmetik", så man kan tydeligt se, at benet er lavet af metal. Til gengæld har hun et avanceret genium-knæ. Foto: TV 2-screendump

- Man kan vælge at få noget "kosmetik", som man sætter uden på protesen, så det kommer til at ligne et rigtigt ben. Men det har jeg fravalgt, fordi det betyder, at knæet ikke bøjer lige så nemt. Så man kan tydeligt se, at det er en protese, et metalben, jeg har på. Men det er fint nok for mig, siger hun.

Dét at få benet til at makke ret, er dog heller ikke noget, man sådan lige lærer fra den ene dag til den anden.

Jeg har altid fået at vide, at jeg er stædig. Men nu har jeg det bare rigtig fint med det, for det hjælper mig til at komme videre.

Laura Hansen, 24-årig studerende

- Til at begynde med handlede det om at få benet til at bøje rigtigt, når jeg går. Det næste er, at jeg skal lære at gøre nogle specielle bevægelser, så knæet ved, at nu skal jeg op ad trapper. Så jeg kan få højde på bevægelsen. Det er små fremskridt hele tiden, forklarer Laura, som dog sagtens kan se, at der allerede er sket en stor udvikling.

- I starten gik jeg med to krykker, nu går jeg kun med én. Og målet er selvfølgelig, at jeg skal gå helt uden hjælpemidler. Det er en fantastisk følelse at kunne gå igen, siger hun.

Vil kunne gøre de samme ting som før ulykken

Ifølge Lauras fysioterapeut vil hun formentlig om et års tid være i stand til at gå uden hjælpemidler. Og længere ud i fremtiden er ambitionerne endnu større.

- Min fysioterapeut mener, at jeg vil kunne komme til at løbe og cykle. Alt det, som jeg gjorde før ulykken. Det er målet, lyder det fra Laura Hansen, som heldigvis er så stædig, at hun kører på med fuld kraft.

Laura Hansen træner flittigt med sin benprotese. Målet er, at hun om et års tid kan gå uden hjælpemidler. I fremtiden vil hun også gerne kunne gå og cykle.
Laura Hansen træner flittigt med sin benprotese. Målet er, at hun om et års tid kan gå uden hjælpemidler. I fremtiden vil hun også gerne kunne gå og cykle. Foto: TV 2-screendump

- Jeg har altid fået at vide, at jeg er stædig. Men nu har jeg det bare rigtig fint med det, for det hjælper mig til at komme videre. Hvis min fysioterapeut siger til mig: Nå nej, det kan du nok ikke endnu, eller det behøver du ikke. Så tænker jeg: Det skal du ikke sige, jeg skal nok bevise, at jeg godt kan, konstaterer Laura.

Fantomfornemmelser

Når man har fået amputeret en af sine lemmer, kan der indimellem opstå smerter i den kropsdel, som man ikke længere har. Det kaldes fantomsmerter.

Nogle gange kan jeg godt fornemme det ben, som ikke er der mere.

Laura Hansen, 24-årig studerende

Men den slags smerter har Laura Hansen ikke mærket noget til.

- Jeg har ikke ondt i benet. Jeg har kun noget, som de kalder "fantomfornemmelser". Nogle gange kan jeg godt fornemme det ben, som ikke er der mere, siger Laura og fortsætter.

- Så synes jeg for eksempel, at det kløer under foden, eller at der er et eller andet, der "sover". Men jeg har aldrig smerter, og det er jeg glad for.

Flytter i egen lejlighed igen

Lauras genvundne bevægelighed betyder, at hun nu har fået mod på at flytte hjemmefra sine forældre på Syddjurs, hvor hun har boet siden ulykken i maj 2016.

Onsdag den 15. februar flytter hun i egen lejlighed igen. Hun har fået en førstesals-lejlighed med elevator på Randersvej i Aarhus.

Selv om det er en mindre, etværelses lejlighed, Laura har fået i Aarhus, glæder hun sig meget til at flytte ind 15. februar.
Selv om det er en mindre, etværelses lejlighed, Laura har fået i Aarhus, glæder hun sig meget til at flytte ind 15. februar. Foto: TV 2-screendump

- Det bliver skønt at få mit eget liv igen. Det har selvfølgelig været dejligt og rart for mig, at mine forældre har kunnet hjælpe mig. Men det har også været en udfordring at tilbringe så meget tid sammen. Det er man jo ikke lige vant til, siger Laura med et lille grin og fortsætter.

- Så nogle gange har vi været lidt irriterede på hinanden. Men efter at jeg har fået lejligheden, og der ligesom har været en "slutdato", synes jeg, det har fungeret rigtig fint, siger hun.

Begynder på nye studier

Fra lejligheden er der samtidig forholdsvis kort afstand til universitetet, hvor hun snart skal begynde at læse igen.

- Til september begynder jeg på min kandidat i analytisk journalistik. Jeg har tidligere taget en bachelor i uddannelsesvidenskab, men sidste forår fandt jeg ud af, at jeg ikke ville fortsætte i den retning. Så derfor tog jeg en pause fra studierne for at rejse til Sydamerika, forklarer hun.

Fra nu af og indtil sommerferien får Laura Hansen mulighed for at afprøve journalistikken i praksis. Hun skal nemlig i frivillig praktik hos musikmagasinet 'GAFFA', som har redaktion i centrum af Aarhus.

Kan selv køre bil

Den allerseneste udvikling i Laura Hansens nye, selvhjulpne liv, er, at hun nu også har adgang til en bil, som hun selv kan køre i. Den er indrettet sådan, at hun kan betjene pedalerne med sin venstre fod alene. Det giver hende en stor frihed.

Lauras forældre trængte til en ny bil, så de købte én med automatgear og et ekstra sæt pedaler, der kan betjenes alene med venstre ben. Den får Laura lov til at låne.
Lauras forældre trængte til en ny bil, så de købte én med automatgear og et ekstra sæt pedaler, der kan betjenes alene med venstre ben. Den får Laura lov til at låne. Foto: TV 2-screendump

- Jeg er ikke tryg ved at køre i bus - og har heller ikke turdet gøre det endnu, så det er utroligt skønt, at jeg nu selv kan transportere mig rundt uden at skulle være afhængig af hjælp fra mine venner eller forældre, lyder det fra en glad Laura, der også humørmæssigt har gennemgået en stor udvikling i positiv retning.

- Indimellem kan jeg selvfølgelig stadig blive ked af det ved at tænke på det, der er sket, og på de mennesker, som jeg har mistet. Men det er efterhånden mindre nu, og det er nemmere for mig at komme ud af de triste tanker igen, lyder det fra den gæve, 24-årige kvinde.

Du kan læse et større interview med Laura Hansen, hvor hun fortæller om tiden før og efter ulykken i Venezuela, her.

Gik du glip af sæsonpremieren på 'Holder Danmark i live', kan du se hele afsnittet lige nu på TV 2 Play