Sådan kan du forebygge demens

Der er en række ting, man kan gøre for at nedsætte risikoen for en demenssygdom. Se listen her.

Overlæge og hjerneforsker Ellen Garde cyklede til 'Go' morgen Danmark'-studiet på en herrecykel torsdag morgen.

Hun plejer ellers at komme frem til steder på en mountainbike, og netop derfor blev hjernen sat på positivt overarbejde.

- Det var noget af en udfordring, for så skal man lige gøre det lidt anderledes. Det er bittesmå ting i dagligdagen, man kan gøre, siger hun. 

Motion kan udsætte demens

Flere faktorer kan nedsætte risikoen for demens - se en liste nederst i artiklen - og udfordringer som at bruge en anden slags cykel er med til at udbygge netværket i hjernen og holde den sund.

Det kan også være at bytte rundt på kopper og tallerkener i skabet eller sætte sig ved en anden plads end den sædvanlige ved spisebordet.

- Selvfølgelig er vaner godt, for ellers kan vi ikke få hverdagen til at hænge sammen. Men prøv indimellem at fokusere på noget, der kan gøre dagligdagen anderledes, siger hjerneforskeren.

Motion er en anden vigtig faktor, og man kan allerede fra barnsben styrke hjernen, så det er til gavn senere. Men det er vigtigt at holde sig i gang hele livet: 

- Fysisk aktivitet hos teenagere har vist sig at kunne udsætte begyndelsen af demens med flere år. Når vi er midt i livet, så begynder det hele at forfalde lidt, og her er det om muligt endnu vigtigere, at vi tager fat i os selv, siger hun. 

HVAD ER DEMENS?

Demens er fællesbetegnelse for en række sygdomme, hvor mentale funktioner bliver svækket.

Omkring 200 sygdomme kan føre til demens.

Man ved ikke, hvorfor demens opstår, men det skyldes altid sygelige forandringer i hjernen.

I Danmark lever 70.000-85.000 mennesker med en demenssygdom. Heraf har ca. 50.000 Alzheimers sygdom.

Der er ca. 8.000 nye tilfælde af demens hvert år.

Demens er den femte hyppigste dødsårsag i DK.

Der er ingen helbredende kur mod Alzheimers. Man kan mindske symptomerne på nogle af de sygdomme, der giver demens. Derfor er det vigtigt at få stillet en diagnose.

Alzheimerforeningen

Andre kan motivere os

Hjerneforskeren forklarer, at man kan styrke hjernen ved at have fokus på en god nats søvn, ved fysisk- og mental aktivitet og ved at spise god og sund mad. Derudover gavner det, hvis man gør tingene i fællesskab med andre mennesker:

- De kan udfordre os og motivere os, og det er rigtig vigtigt sent i livet, siger hun. 

Der er altid noget at bygge på

Skulle man være blevet ramt af en demenssygdom allerede, så er det fortsat vigtigt at holde hjernen i gang og få den gjort så robust som muligt.  

- Der er altid noget at bygge på, og vi kan altid gøre det netværk, vi har tilbage, bedre, siger hjerneforskeren.

Demente kan blandt andet få meget ud af at træne tidligere færdigheder:

- Hvis man for eksempelvis har været god til at danse eller til musik, er det noget som demente patienter sagtens kan følge med i og have en kæmpe glæde ved at deltage i, siger hun. 

Nationalt Videnscenter for Demens har opstillet disse råd, som kan nedsætte risikoen for demens: 

Nedsæt din risiko for demens – fem gode råd

Hold hjernen aktiv

Når man stopper med at arbejde, mister man cirka 10 procent af sine intellektuelle funktioner efter det første år, hvis man ikke sørger for at holde sig i gang mentalt og socialt.
Det er aldrig for sent at lære nyt. Gå på kursus, lav frivilligt arbejde, hold dig beskæftiget - også efter, at du har forladt arbejdsmarkedet.

Vær social

Sociale aktiviteter er en stimulerende og ofte fornøjelig aktivitet for din hjerne og dine intellektuelle funktioner.

Bor du alene, så opsøg foreninger og arrangementer, hvor du kan komme i kontakt med andre mennesker.
 

Bevæg dig

Forskning viser en klar sammenhæng mellem fysisk aktivitet hos midaldrende og ældre og nedsat risiko for demens senere i livet.
Når du bevæger dig, stimulerer du hjernen, og det er samtidig nemmere at holde normalvægten.
Forskning tyder på, at fysisk aktivitet virker forebyggende.
Dansk forskning har desuden påvist, at fysisk aktivitet kan have en positiv effekt på psykiske symptomer hos mennesker med Alzheimer.

Drop tobakken, drik mindre alkohol og spis sundt

Mange års rygning kan øge risikoen for Alzheimers med 70-80 pct. Risikoen falder med tiden til normalt niveau, når du stopper med at ryge.

En sund kost med masser af fuldkorn, fisk, planteolier og grøntsager som spinat, broccoli og kål ser ud til at nedsætte risikoen for demens.

Et højt forbrug af øl, vin og spiritus øger risikoen for demens. Drik ikke mere end 7 genstande om ugen, hvis du er kvinde, og 14 genstande hvis du er mand.

Hold øje med blodsukker, kolesteroltal og blodtryk

Forhøjet blodtryk og et højt kolesteroltal kan føre til demens. Det samme kan dårlig reguleret diabetes.

Har du symptomer på for højt blodtryk, for meget kolesterol eller diabetes, så gå til lægen.