Mistede sin mor til demens: 'Det var de ting, hun sagde, der afslørede det'

Demens vendte op og ned på Bodil Jørgensens forhold til sin mor.

Mor er hende, der kommer med varm kakao, når man er syg som barn, og når man er voksen, bliver man kimet ned i tide og utide og kaldt "sveske" og "perle" i røret.

Sådan var det i hvert fald for Bodil Jørgensen, inden hendes mor, Rigmor, blev dement.

Det er nu fire år siden, hun døde, og selvom Bodil Jørgensen er fyldt 56 år, savner hun stadig den mor, hun havde engang.

- Jeg savner at have en mor og en far. Man bliver aldrig gammel nok til at blive forældreløs. Folk siger, at det rykker sig, og man selv bliver den, andre skal læne sig op ad. Det er jeg uenig i, siger hun.

- Jeg har jo stadig mine forældres telefonnummer, og jeg har stadig lyst at ringe og snakke. Jeg er glad for, at de ikke oplevede min traktorulykke, men når der sker gode ting, så vil jeg gerne fortælle det til min mor, siger skuespilleren.

Gentog sig selv

Allerede i 1970’erne, da Bodil Jørgensen var ung, viste hendes mor tegn på, at noget var galt.

Men det var først efter Bodils søn, Johannes, kom til verden, at familien blev sikre på, det var demens.

- Det var de ting, hun sagde, der afslørede det. Hun spurgte mig: "Hvad er det, du går og laver". To minutter efter spurgte hun: "Hvad er det, du laver lige nu". Så sagde hun: "Hvor gammel er det nu, Johannes er?". Lige efter spurgte hun, hvor gammel Johannes efterhånden var blevet, fortæller Bodil Jørgensen.

Forsvandt langsomt

Med årene forsvandt Bodil Jørgensens mor lidt efter lidt ind i sygdommen. Det vendte op og ned på deres forhold.

- Min mor begyndte at blande ting sammen, og hun sad og pillede i ting, hun lige havde ordnet. Hun satte kaffemaskinen over uden vand. Hun satte kedlen over og glemte det. De tegn blev stærkere og stærkere. Det blev jo sådan, at hun ikke havde noget sprog til sidst. Så vi kommunikerede meget med berøring. Men jeg fortalte løs om, hvad jeg og børnene lavede. Og jeg aede hende, redte hendes hår og klippede hendes negle, fortæller Bodil Jørgensen. 

Kunne ikke klare sig alene

Imens det stod på, blev Bodil Jørgensen far loyalt ved sin hustrus side.

- Han var der altid for hende, som en stor støtte da hun var hjemme, men en dag faldt min far fra en stige og var nødt til at ligge ned i lidt tid. Så begyndte min mor at lave ulykker. Hun gik ud på gaden og stak af. Hun glemte at komme hjem. Hun ville tænde lys, som hun glemte alt om. Det var simpelthen farligt, så hun kom på plejehjem, siger Bodil Jørgensen. 

Bodil Jørgensens far kom sig, og han besøgte sin hustru på plejehjemmet to gange om dagen. 

- Han passede på hende og plejede hende. Han var han hendes besøgsven, siger Bodil Jørgensen.

Gav op af kærlighed

Først da Bodil Jørgensens far gik bort, hendes mor op med at kæmpe mod demenssygdommen.

Hun stoppede med at spise og drikke, og halvanden måned efter farens død, måtte Bodil Jørgensen også begrave sin mor. 

- Min fars besøg holdt hende fast i livet. Det var ekstraordinært, at hun levede så længe, med den type demens hun havde. Da min far faldt om med en hjerneblødning, så tror jeg, hun tog et valg om at vende væk fra verden. Som præsten sagde ved begravelsen, kan man stadig dø af ulykkelig kærlighed, fortæller Bodil Jørgensen, der hver dag fortsat har sin mor med sig i form af et billede af sin inderlomme.