Sådan siger du NEJ på fire forskellige måder - og du bør gøre det

Du skal ikke altid have ja-hatten på. Flere burde lære at sige nej, mener rådgiver Sebastian Nybo, der har fire måder, man kan sige 'nej' på.

De fleste af danskere vil gerne nå mange ting, være positive hele tiden – og have den store ja-hat på.

Men vi skal lære at sige nej, for ellers risikerer vi at blive stressede og trætte.

Det mener foredragsholder og erhvervspsykologisk rådgiver, Sebastian Nybo, der har skrevet en ny bog om, hvordan man siger nej.

For lærer man ikke at sige fra - og bliver man ved med at sige ja hele tiden - risikerer man at miste sig selv og brænde ud, lyder hans advarsel.

- Man føler jo, at man skal være på hele tiden. Når man ser på Facebook – de krav, der ligger der, er, at man skal kunne gå i bro og bage speltbrød og gøre det hele på én gang. Det er enormt høje krav, vi stiller til os selv, siger han.

Nederst i artiklen kan du se Sebastian Nybos fire 'nej'er', som man kan bruge i sin hverdag.

Mændene falder oftest i fælden

For mange mennesker er det angsten for afvisning, der får dem til at sige ikke at sige nej, men ifølge Sebastian Nybo er det særligt mænd, der har svært ved at sige nej.

Kvinderne gør det primært, fordi de ikke vil gøre andre kede af det, mens mændene har svært ved at sige nej, fordi de ikke vil fremstå svage, forklarer Sebastian Nybo.

- Jeg tror, det handler om, at man gerne vil fremstå sådan lidt 'Heman-agtig' - Superman-sundromet, hvor man ikke vil fremstå svag.

- Det kan drive folk til at sige ja til alt for meget. Karrieremæssigt vil man ikke sige nej til chefen, for man vil gerne vise, at man kan det hele, og så ender det med, at man får ballade derhjemme, og så kører rouladen, siger Sebastian Nybo.

Sådan siger du nej

Selvom der er brug for, at man siger 'nej', skal ikke bare sige nej, fordi man kan - men man skal være god til at sige nej, når man har brug for det, lyder det fra Sebastian Nybo.

Til det bruger han såkaldte ’pytpoint’ til at udtrykke det overskud, man har.

Har man mange ’pytpoint’ på kontoen, kan man sige: ”Pyt, jeg gør det alligevel, selvom jeg egentligt burde sige nej”, men er der ingen ’pytpoint’ i kassen, skal man sige nej.

- Det er ligesom en tank, hvor man lige skal tjekke, om den er tom eller fyldt, inden man kører videre, forklarer Sebastian Nybo.

Hvordan man bedst kan sige nej, afhænger dog af den situation, man befinder sig i. Faktisk er der ifølge Sebastian Nybo fire forskellige måder, man kan sige nej på:

Her er de fire NEJ'ER

Det kompetente NEJ

Det er et nej, der kan analyseres, struktureres, måles og vejes af dig og modtageren. Det kan eksempelvis være et nej til chefen, der lige har smidt en ekstra arbejdsopgave i din retning. Her skal man fortælle, at man ikke kan nå alle opgaverne og begrunde det.
En måde, man kan sige ’nej’ på, kan være: ”Hvis jeg skal nå det her, er der en anden opgave, der skal skubbes – eller så skal jeg have noget hjælp”.

Det kærlige NEJ

Det er et nej, hvor man siger nej til at deltage i festen, fordi man ikke har overskuddet til at deltage.
Her kan man sige: ”Jeg vil rigtig gerne se dig, men jeg kan bare ikke i aften”.
Du skal ikke finde på en løgnehistorie om, at du har andre planer. Det er bedre – og helt ok - bare at sige, at du er løbet tør for ’pyt-point’. For det er et ’nej’, hvor der er plads til at være menneskelig.

Det forunderlige NEJ

Hvis man står overfor en autoritet, som ikke vil acceptere et nej, kan man være nødt til at bruge det ’forunderlige nej’.
Hvor man siger ’ja’, men i virkeligheden siger ’nej’.
Her kan man sige: ”Ja, det lyder som en spændende ide. Skal vi ikke kigge på det på torsdag?”.
På den måde laver man et ’ja’ om til et ’nej’ og skubber beslutningen, så man kan købe sig tid. Mange vil kalde det kvindelist, men mænd kan naturligvis også bruge det.

Det resolutte NEJ

Dette 'nej' er en handling. Det er et ’nej’, hvor man siger fra over for et eller andet, som man absolut ikke vil – uanset konsekvenserne for den anden part. Det kan være, at man bliver bedt om at gøre noget, som man mener, er moralsk forkert, og så skal man bruge det resolutte nej.
Det er et hårdt nej, som kan være opslidende at bruge, hvis man bruger det for ofte. Så hvis du oplever, at du har et arbejde eller en relation, hvor du ofte har brug for at bruge det resolutte nej, skal du overveje at finde et andet job eller en løsning på problemet.