Har ikke haft sex i 10 år: - Det lettede

Efter en tid er det blevet en lettelse for Hans Jakob at undvære sex. Han fortæller nu hvorfor.

Lægen var klar i spyttet, da han skulle fortælle Hans Jakob om følgerne af en operation mod prostatakræft:

"Jeg kastrerer Dem, forstår De nok. Der bliver ingen mulighed for seksuel aktivitet bagefter. Det antog jeg, at De vidste".

Sådan fik Hans Jakob Helms beskeden, der ville ændre hans liv radikalt, da han skulle opereres for prostatakræft for 10 år siden.

Nu skriver han en bog om at leve sit liv uden sex, og hvordan det har ændret hans forhold til kvinder og til sig selv. Først og fremmest sætter Hans Jakob fokus på, hvordan man som mand får at vide, at man "ikke vil være den samme slags mand længere".

- Lægen havde jo ret. Jeg vidste det jo godt, men det var måden, han sagde det på. Der er forskel på læger. Han manglede en del empati, den gode mand. Det er uhyre vigtigt, at vi mænd får det præsenteret på en ordentlig måde, når vi kommer ind i den verden, og det der var ikke ok, fortæller Hans Jakob Helms i 'Go' morgen Danmark' torsdag.

Endte med at blive lettet

Da Hans Jakob for 10 år siden fik beskeden "aldrig mere sex", begyndte en lang proces for ham. Han har siden da været bange og ked af det, men i dag har han det "rigtig, rigtig godt".

- Det er jo en stor del af vores mandlige selvforståelse og vores drive. Vi har jo noget, der skal ud. Det giver en ro, når der er ro i bukserne, siger Hans Jakob Helms og fortsætter:

- I sidste instans er jeg endt med at være lidt lettet. Det der pres med at skulle ud og agere seksuelt hele tiden, det er væk. Det er også væk i forhold til mine nærmeste. Jeg skal jo ikke 'bede om sex' længere.

Hans Jakob fortæller, at han faktisk er blevet mere overbærende over for kvinder.

- Jeg prøver jo ikke at komme ind i det seksuelle spil længere, så det betyder, at du kan gå ind i det intellektuelle spil på en helt anden måde. Også med kvinder. Det betyder en vis befrielse - du skal ikke spille Rambo, siger Hans Jakob Helms.

Hans Jakob Helms er langt fra alene. Faktisk rammes flere end 4.500 danske mænd årligt af prostatakræft, og forfatteren oplever, at der er et stort tabu om ikke længere at kunne få rejsning efter sygdommen.

- Prostatakræft er på mange måder for mænd, hvad brystkræft er for kvinder. De taler bare om det. Det er der tilsyneladende mange mænd, der ikke gør, siger forfatteren.

Ved en operation mod prostatakræft kan lægen i sjældne tilfælde operere således, at nerverne, der styrer erektionen, ikke bliver beskadiget. Får man potensfremmende medicin hurtigt efter sådan en nervebesparende operationen, kan 50-60 procent af mændene genvinde evnen til at få rejsning. Efter en almindelig ikke-nervesparende operation af prostata er det kun 25-30 procent, der bevarer rejsningsevnen selv ved medicinsk hjælp.

Bogen "Hold da kræft mand" udkommer den 6. april 2017.