Carsten havde ikke dyrket motion i 15 år - nu skal han løbe 402 kilometer

Carsten Nøhr Nielsen havde ikke dyrket motion i 15 år. Så meldte han sig til DHL-stafetten med kollegerne, og det ændrede alt.

Carsten Nøhr Nielsen havde ikke dyrket motion i 15 år, men nu skal han deltage i Munga Race i Sydafrika, hvor han planlægger at løbe 20 timer i døgnet - i fem dage i træk.

Carsten er IT-leder hos PFA til daglig og levede altså et forholdsvis inaktivt liv, indtil han i 2012 løb sin første DHL-staffet.

- Det har udviklet sig relativt hurtigt siden da, siger han i 'Go' aften Danmark' tirsdag.

I 2013 løb han et par maratonløb, og i 2014 begyndte han at løbe de såkaldte ultraløb, der dækker over løb, som er længere end 50 kilometer.

- Og så har jeg bare løbet nogle super spændende løb igennem 2015 og 2016, og nu kulminerer det altså i det her temmelig lange løb i Sydafrika, fortæller Carsten Nøhr Nielsen.

Og løbet er virkelig langt. Løberne starter 220 kilometer øst for Johannesburg, og skal derfra løbe 402 kilometer igennem meget kuperet terræn.

Carsten starter øst for Johannesburg og slutter i en af verdens største dale - Blyde River Canyon.
Carsten starter øst for Johannesburg og slutter i en af verdens største dale - Blyde River Canyon. Foto: TV 2

- Stigningerne bliver en udfordring, men der er også andre faktorer, der er udfordrende for mig som dansker, siger Carsten Nøhr Nielsen, og uddyber:

- Vi løber ret højt oppe, mellem 1500 og 2000 meters højde, og derudover bærer man på en masse grej.

Er man vant til at løbe i en bestemt højde, kan det nemlig være krævende at præstere på samme niveau som man plejer. Danmark ligger forholdsvis lavt, så det bliver derfor vanskeligt for Carsten at løbe lige så godt i Sydafrikas højder.

Derudover er terrænet også uvant.

- Vi kommer til at løbe på grusveje, i jungleområder og i bjerge, forklarer han.

Og alt det skal foregå med seks kilo udstyr på ryggen og cirka tre liter vand.

Planen er lagt. Carsten vil ikke sove mere end to timer per nat, og så vil han bruge et par timer i døgnet på at pleje fødder og udstyr.

- Jeg påregner at løbe dag og nat, siger han og viser sin mere detaljerede plan frem:

Sådan ser Carstens plan ud. Cirka hver firsende kilometer er det er stop, hvor løberne kan hvile, spise eller pleje sår.
Sådan ser Carstens plan ud. Cirka hver firsende kilometer er det er stop, hvor løberne kan hvile, spise eller pleje sår. Foto: TV 2

Carsten mener ikke, at løbet er noget som man egentlig kan træne op til. Han er dog overbevist om, at det bliver en mental udfordring mere end noget andet.

- Jeg skal bare bevæge mig fremad hele tiden, siger Carsten Nøhr Nielsen afsluttende.