Patrick er den ensomme vandrer: - Uden selskab går jeg i stå

For fire måneder siden var Patrick Cakirli ensom og alene. I dag har han bogstaveligt talt fundet vej ud af ensomheden.

Det begyndte en kold december-dag sidste år. 26-årige Patrick Cakirli gik gennem den hårdeste periode i sit liv. Han var selvmordstruet og ensom.

I en form for desperation skrev han på det sociale medie Jodel, at han ville befinde sig på Rådhuspladsen i København fra klokken 14 til 20. 

- Jeg havde nået det punkt, hvor jeg var ligeglad med, at folk dømte mig. Jeg havde brug for nogen at snakke med, og det fik jeg så, sagde han til TV 2 Lorry 16. december 2016.

17 mennesker endte med at besøge Patrick den aften, hvor grundstenen til Facebook-gruppen 'Smilet' blev skabt. En gruppe, som i dag er vokset til næsten 10.000 medlemmer, som alle ønsker at møde mennesker og finde et fællesskab.

Uden selskab går han i stå

Alligevel begav Patrick sig ud på en rejse på ti dage. Til fods. Fra hjemmet på Østerbro i København og tværs over landet til smilets by, Aarhus. En gåtur på knap 300 km.

Da jeg gik rundt og følte ensomhed, var jeg overbevist om, at jeg var den eneste, der følte det.

Patrick Cakirli

- Vi vil jo gerne vise Danmark, at det er sgu okay at være ensom og tale om det. Vi skal ikke gå rundt med de her problemer alene, siger han til TV 2, da vi møder ham på vejen.

Som om det ikke er nok benspænd at være ensom, så havde Patrick Cakirli givet sig selv den udfordring på sin rejse, at han ikke måtte gå, hvis han var alene. Han skulle have selskab for at komme fremad. Han var ligeledes afhængig af fremmede menneskers hjælp, når han skulle søge ly for natten. 

- Da jeg gik rundt og følte ensomhed, var jeg overbevist om, at jeg var den eneste, der følte det - der var jo ikke nogen andre, der snakkede højt om det. Hvis jeg så snakker højt om det, så håber jeg, at andre vil snakke højt om det til os i gruppen eller til deres pårørende, siger han. 

Venligheden har været overvældende

Der har heldigvis været en stor vilje til at hjælpe, og han har på sin rejse overnattet ti forskellige steder, som har åbnet deres hjem for ham.

Undervejs har han fået følge af 25-30 mennesker, som har sørget for, at han kunne komme fremad.

- Folk har åbnet deres hjem for mig, ladet mig sove på deres senge og sofaer og købt en mobil til mig, siger Patrick Cakirli og henviser til den telefon, som var hans livsline til omverdenen, så folk kunne finde ham og følge ham videre på hans færd. 

Den gik nemlig i stykker og skabte en smule panik. 

- Dem, som kom med en ny telefon, de har taget flere ensomme i gruppen til sig og har givet så meget. Det er helt utroligt, siger han og fortsætter:

- Det anslås, at der findes omkring 200.000 ensomme mennesker i Danmark, og jeg vil blive ved med at prøve at skabe opmærksomhed om det. Det slutter på ingen måde i dag, siger Patrick Cakirli.

Han nåede Aarhus i dag søndag klokken 16.00.