Her er 10 fødevarer, der giver dig luft i maven - og otte ting, der kan afhjælpe det

Det er helt naturligt at slippe en vind, men hvis maven gør ondt, kan det skyldes, at du spiser forkert.

Luft i maven har mange navne, men uanset hvad vi kalder det, er det aldrig helt belejligt at slå en prut.

Heldigvis er det faktisk muligt at spise sig til mindre luft i maven og dermed færre prutter.

Det fortæller Marie Steenberger, der er ernæringsekspert og madmentor i 'Go’ morgen Danmark'.

Hvis man undgår en række madvarer og vælger nogle andre til, kan man faktisk hjælpe sig selv - og sine tarme.

- Den almene dansker prutter 10 gange om dagen, så det er helt normalt. Men lige så snart det bliver en pressende fornemmelse, og maven bliver udspilet som en ballon, så bliver man nok nødt til at se på, hvad det er, man indtager, siger Marie Steenberger.

Sunde fødevarer kan give luft

Der kan være mange årsager til, at man får luft i maven, men der er faktisk en række fødevarer, der regnes for sunde, som kan give maveproblemer, fordi tyndtarmen har svært ved at nedbryde kulhydraterne.

Tyggegummi med kunstige sødestoffer, sodavand eller danskvand, jordskokker, løg, bønner, hvidkål og rosenkål, æbler og pærer, fuldkornsbrød og rødt kød er allesammen fødevarer, der kan give luft i maven, lyder det fra ernæringseksperten.

Her er ti ting, der giver luft i maven

  1. Tyggegummi med kunstige sødestoffer
  2. Sodavand/danskvand
  3. Jordskokker
  4. Løg
  5. Bønner
  6. Kål
  7. Æbler og pærer
  8. Fuldkornsbrød
  9. Rødt kød (en bøf)
  10. For lidt vand, der giver en dårligere fordøjelse

Kilde: Marie Steenberger, ernæringsekspert

- En tommelfingerregel er, at noget af det sunde mad - det, som vi ved, er sundt, det er faktisk også noget af det, som giver os allermest luft i maven. Der er nogle grøntsager og noget frugt, som provokerer mere end andet, siger Marie Steenberger.

Eksempelvis indeholder løg sukkerstoffet inulin og fruktaner, som også findes i hvidløg, løg, forårsløg, porre og flere kornsorter, og som nogle danskere kan have svært ved at optage.

Optages det ikke i tyndtarmen, vandrer stofferne videre til tyktarmen, hvor der findes en masse bakterier, som sætter gang i en gæringsproces, hvor der udvikles gasarter.

- Det giver luft i maven, lyder det fra Marie Steenberger.

Sukker giver gas i tarmen

Generelt er sukker en drillepind i forhold til maven - især de kunstige typer af slagsen såsom maltitol, aspertam og sukrose, der eksempelvis findes i tyggegummi og mange halspastiller.

- De kan give store problemer med luft og ondt i maven. Særligt tyggegummi, hvor man samtidig går og sluger luft, når man går rundt og tygger, forklarer Marie Steenberger.

Dog skal man ikke blive forskrækket, hvis man begynder at slå en masse ildelugtende prutter.

Det kan også være et sundhedstegn.

Hvis børnenes prutter lugter

Kål er en af de grøntsager, som, de fleste ved, kan give luft i maven - og som kan medføre, at man slår nogle ildelugtende prutter, lyder det fra ernæringseksperten.

Det skyldes, at kål indeholder svovl, som binder brinten i tarmen, og dermed udvikler man svovlbrinte.

- Det giver altså nogle heftige prutter, men det er altså sunde ting. Så når børnene kommer hjem fra børnehaven, og de slår nogle heftige prutter, skal man huske, at det ikke er fordi, der er noget galt med deres tarmsystem. Det er fordi, de får en masse grønt - og fiber, som også skaber en masse ravage nede i tarmen, forklarer Marie Steenberger.

Har man til gengæld hang til røde bøffer, skal man være opmærksom på, hvordan kroppen reagerer efter et måltid.

For der er nogen, der kan have problemer med at fordøje rødt kød.

- Det kan give forstoppelse, og forstoppelse gør, at vi ikke kan komme af med luften. Så hvis man er den type, der har svært ved at fordøje rødt kød - og det er der ret mange, der har - så skal man nok tage de lidt lysere former for kød, siger Marie Steenberger.

Mad som modvirker luft i maven

​Kombucha (fermenteret the)

​Vandkefir (fermenteret sødet vand)

Yoghurt (syrnede mælkeprodukter generelt)

Tabletter med mælkesyrebakterier (probiotiske tabletter)

Mango og papaya

Kostfibre

​Friske krydderurter (basilikum, kardemomme eller mynte)

​Masser af vand (to liter per dag)