Ekspert: Unge presser sig selv urimeligt meget - det udløser eksamensangst

Karakterræset kan udløse en eksamensangst, men hvis du lærer at acceptere eksamensangsten, kan du komme den til livs.

Svedige hænder, hjertebanken, tørhed i munden, rysten og angst.

Lige om lidt går landets folkeskoler, gymnasier og uddannelsesinstitutioner på læseferie for at forberede sig til de store eksaminer, og hos mange stikker eksamensangsten dermed igen sit grimme hoved frem.

Men du behøver døje med nervøsiteten, for det er muligt at få komme eksamensangsten til livs.

Det fortæller Anna Stelvig, der er cand. mag. i psykologi med speciale i eksamensangst, i Go’ morgen Danmark.

Det er efterhånden meget almindeligt

Anna Stelvig har gennem sin praksis, Studymind, mødt mange unge og deres forældre, som søger hjælp til at håndtere eksamenssituationen bedre.

Efterhånden er eksamensangst meget almindeligt, lyder det.

- Det, jeg hører fra dem, jeg taler med, er, at der er et ekstremt stort fokus på karakterer. De presser sig selv urimeligt i jagten på de her præstationer, som var det den eneste vej til succes.

- Og det er jo synd,  siger Anna Stelvig.

Tag kontrollen i stedet for piller

Eksamensangst er et problem, for de unge, der lider under den.

For mange bliver ikke bare nervøse, når de skal til eksamen. De får hjertebanken, svedige hænder ved tanken om eksamen, og frygten for at fejle ved det grønne bord er med til at spænde ben for deres faglige præstation op til og under eksamen, lyder det fra psykologen.

Der er flere metoder, man kan bruge for at komme sin eksamensangst til livs.

Mange unge bruger betablokkere, hjertemedicin, for at dæmpe nervøsiteten, og det er også ok, hvis man endnu ikke har fundet de redskaber, man skal bruge, men det er ikke en langtidsholdbar løsning, mener Anna Stelvig.

For der kommer eksamenssituationer gennem hele livet.

Du sætter kroppen i alarmberedskab

I stedet skal man tage kontrollen over situationen og dermed også eksamensangsten for at få has på den.

- Det er den tænkning, der er forbundet med eksamenssituationen, der udløser angsten, forklarer Anna Stelvig.

- Hvis vi fortæller os selv, at der er fare på færde, så sætter vi vores krop i alarmberedskab, og det er jo ikke særligt hjælpsomt i en eksamenssituation, hvor vi skal være rolige og holde fokus på det faglige, tilføjer hun.

Der er ifølge Anna Stelvig tre metoder, man kan bruge for at dæmpe sin eksamensangst:

Sådan dæmper du din nervøsitet

Forsøg at slippe fokus på dig selv

Man har det med at rette opmærksomhed på alt hos sig selv, man finder grimt.
Man kan komme til at tænke: "Åh nu kan de se, jeg får røde kinder", og man kan blive angst for, at andre ser, at man er nervøs, eller at man ikke får formuleret sig godt nok.
Dét fokus gør en nervøs og usikker. Det er det, man kigger efter i sig selv, og så er det også det, der styrer. Og så er der ikke plads til det faglige.
Så i stedet for at kigge for meget efter, hvad der kunne gå galt, så ret fokus på noget andet.

Sæt fokus på det, du kan

Når man er nervøs, har man det med at fokusere på det, man ikke kan, og det fylder.
På eksamensdagen skal man rette sit fokus mod det, man kan, og sige: "Nu kan jeg ikke gøre mere!".
Man skal ikke slå sig selv i hovedet med det, man burde og skulle. Det er ret simpelt, men det er vigtigt at være opmærksom på, for ellers tager man det med sig ind som en dødvægt til eksamensbordet.

Accepter nervøsiteten

I stedet for at bekæmpe nervøsiteten, skal man acceptere den. For den må godt være der.
Den er kun et udtryk for, at man bare gerne vil gøre det godt. Det bliver først et problem, når man går i dialog på den.
En konkret metode er, at man giver den et navn og et billede og siger "Hej angst - du må godt være her. Jeg vælter ikke, fordi du er her. Jeg skal bare sætte fokus på min faglighed".
På den måde bliver det mere konkret, og man kan lære at være sammen med sin nervøsitet.