Hans Engell ville tabe 20 kilo - sådan gik det

Målet var at komme ned på 106 kilo - nu viser den politiske kommentator badevægten frem.

For tre måneder siden satte Hans Engell sig et mål. Han ville tabe sig 20 kilo inden den 20. juni.

Nu er dagen kommet, hvor han afslører sit resultat.

- De første måneder går det hurtigt, og du bliver top motiveret. På de første to måneder tabte jeg 10 kilo. Men så begyndte det at gå langsommere og blive sværere, siger Hans Engell.

Hans Engell kæmpede dog ikke alene. Han havde allieret sig med den personlige træner Kira Eggers.

Og selvom den tidligere politiker og nuværende kommentator var "top motiveret" for at tabe sig, så var Kira Eggers alligevel nødt til at tage nogle ret indgribende forholdsregler.

- Jeg ringede rundt til alle hans små frokoststeder og sagde, "den sædvanlige menu skal ikke på bordet, når Hans kommer", forklarer Kira Eggers smilende.

Trænerens ihærdighed nåede endda at skræmme Hans Engell en smule.

- Jeg tror, at hun har spioner alle vegne! Den anden dag ville jeg ind og drikke en øl og spise saltkringler med min kone og svigerinde, og så kom der en mand forbi og sagde, "har Kira givet dig lov til det?", siger Hans Engell, og Kira Eggers følger op:

- Jeg har ikke altid styr på, hvor han befinder sig, for han er klog nok til ikke at fortælle mig det mere, for i starten ringede jeg bare derhen, hvor han sagde, at han skulle.

Hans Engell var på besøg i 'Go' aften Danmark' for tre måneder siden for at fortælle om sin vægtplan.
Hans Engell var på besøg i 'Go' aften Danmark' for tre måneder siden for at fortælle om sin vægtplan. Foto: TV 2

Til trods for saltkringler og øl er vægten raslet ned hos den politiske kommentator.

Målet var at gå fra 126,9 kilo til 106,9 kilo, men selvom resultatet er flot, vokser træerne ikke ind i himlen. I dag står vægten på 111,2 kilo, og han har altså tabt sig cirka 16 kilo.

- Han har virkelig gjort det flot. Hans er en levemand. Han er altid ude blandt folk, og han bliver præsenteret for den ene fælde efter den anden, og alligevel har han navigeret sig godt igennem det, roser Kira Eggers til slut.