Mor til to gør sovetid til 'magisk tid' - og får døtrene til at sove på få minutter

Man bliver renset for dumme tanker og skænderier, fortæller 11-årige Ida Sofie.

Luk øjnene, og træk vejret dybt.

Har du prøvet at meditere sammen med dine børn lige inden sengetid?

Det skylder du dig selv at prøve, for det gør mirakler for både børn og voksne.

Det mener Gitte Winter Graugaard, der er mindfulness-instruktør og forfatter til flere bøger om børn og meditation.

For meditation hjælper børnene til at lukke af for tankerne, så de nemmere falder i søvn, fortæller hun i ’Go’ morgen Danmark’.

- Børn vokser op i et meget travlt samfund, hvor de får mange stimuli og indtryk i løbet af deres dag, i skolen, derhjemme og med mange fritidsaktiviteter, og rigtig mange børn har svært ved at sove. Meditation hjælper både børn og voksne med at falde i søvn, siger Gitte Winter Graugaard.

Du kan se indslaget i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 Play.

"Det mest magiske i løbet af min dag"

Gitte Winter Graugaard mediterer selv med sine to døtre, 8-årige Karla og 11-årige Ida Sofie, inden de skal sove.

Det har hun gjort, siden pigerne var henholdsvis tre og seks år gamle, og ingen af dem vil undvære det i dag. Heller ikke Gitte Winter Graugaard selv.

- Vi er jo travle familier, og det med at få ro på lige inden sengetid og mærke hinanden og have et nærvær mellem forældre og deres børn er noget af det mest magiske i løbet af min dag, fortæller hun.

Slutter man dagen af med at meditere med sit barn, får man mange nærværende stunder sammen, garanterer Gitte Winter Graugaard.

Falder i søvn i løbet af få minutter

Selve meditationen er ikke svær, for børn lærer generelt lynhurtigt, hvordan de finder roen.

Ofte går der ikke mere end et par minutter, før hendes egne børn er faldet i søvn, og de elsker det, fortæller Gitte Winter Graugaard.

Det kan hendes yngste datter, Karla, bekræfte.

Hjemme hos dem kravler mor og døtre ind i en seng og ligger tæt sammen, mens børnene mediterer med lukkede øjne til deres mors højtlæsning.

- Man lukker øjnene, og så trækker man vejret, og så kommer man ned til den verden, der hedder ’Hjerternes dal’, fortæller hun i ’Go’ morgen Danmark’.

- Jeg har det lidt som om, jeg har fået et indendørs bad. Man er renset for dumme tanker og skænderier, der har været i løbet af dagen, tilføjer storesøster Ida Sofie.

Her er Gitte Winter Graugaards guide til, hvordan man kommer i gang med at meditere med sit barn:

Sådan kommer du i gang med at meditere med dit barn inden sengetid

Find bogen

Find en meditationsbog til børn. De findes også som lydbøger, men hvis du sætter en lydbog på, så bliv i rummet sammen med dit barn.

Sørg for, at tidspunktet er rigtigt

Vælg et tidspunkt, hvor du har det godt og har energi og overskud til at være der for dit barn og hjælpe det til at finde roen.

Find det rigtige sted

Læg eller sæt jer et roligt sted, hvor I ikke bliver forstyrret. Sørg for, at lyset er dæmpet, og læg dig selv godt til rette. Alle skal være veltilpasse, inden I går i gang.

Find roen

Selvom dit barn er uroligt, skal du være rolig. Det er meget vigtigt, for børn mærker hurtigt de voksnes energi, og hvis du udstråler, at du er frustreret eller urolig, bliver dit barn det også.

Fortæl, hvad der skal ske

Når I har fundet roen, så fortæl barnet, hvad der skal ske. Forklar, hvad det går ud på, så dit barn forstår det. Er barnet ikke særlig gammelt, så fortæl barnet, at det skal slappe af, og at det skal bruge sin fantasi.

Øv jer sammen

Nogle børn elsker meditation fra starten, mens andre viser modstand, fordi det er nyt og fremmed. Hvis dit barn viser modstand og ikke vil prøve noget nyt, så start med at læse en bog, de kender. Når bogen er læst, som I plejer, så tilføj meditationen efterfølgende.​

Øv vejrtrækningen

​Bed dit barn om at lægge sig roligt ned og lukke øjnene, når det er parat, og bed det så om at trække vejret langt ned i maven. Læg hånden på barnets mave, og når hånden bevæger sig op og ned med maven, er vejrtrækningen rolig nok til, at I kan begynde. Det er nemlig et tegn på, at barnet slapper af, når det trækket vejret med maven. Læg eventuelt mærke til din egen vejrtrækning, når du er rolig.

Sæt farten ned

Sæt farten ned, inden du læser højt, og læs bogen i et roligt tempo. Led barnet ind i historien, og hold pauser undervejs.

Øv dit barn i tålmodighed

Hvis dit barn protesterer og siger, at det er kedeligt, så hold ud. Øv dit barn i udholdenhed. Sig eventuelt, at det skal have mere tålmodighed og give det tid. Og gør det så igen aftenen efter.

Tal med dit barn bagefter

Tal med dit barn om meditationen i dagene efter, og lyt godt efter barnets respons. Børn har ofte nemmere ved at give sig hen i meditationen, end voksne har, så det kan være, du lærer noget om dit barn, du ikke vidste.
Brug eventuelt passende sort-hvide tegninger, I kan farvelægge, mens I taler om meditationen. Tegn og mal elementerne, mens du spørger ind til de detaljer, der kommer frem, mens barnet farvelægger. Den fordybelse, som meditationen lægger op til, giver sig til udtryk i tegningerne. Det, barnet tegner, er det, det har set under meditationen. Så tegningen giver et indblik i, hvad de forestiller sig, når de mediterer, og du kan snakke med dem om, hvordan de har det, hvilket er et godt udgangspunkt for en samtale om, hvordan barnet har det.