34-årig har konstant voldsomme smerter - men det tog seks år at finde en forklaring

Da hun fik sin diagnose, brød hun sammen - af lettelse. 34-årig dansker fejler det samme som Lady Gaga.

Bianca Solveig Stjerne har konstant en brændende, dunkende eller skærende smerte i sin krop.

Nogle gange sidder den i halsen, hovedet og ansigtet, andre gange dybt i knoglerne, i lænden eller armene.

Smerten startede, da hun var 21 år gammel, men det tog lægerne mere end seks år at komme frem til, hvad hun fejlede. Og rejsen til en endelig diagnose resulterede i ødelagte venskaber og mentalundersøgelser.

- Dengang for 13 år siden startede det som følelsesforstyrrelser i nakken, hovedet og armene, fortæller Bianca Solveig Stjerne og fortsætter:

- Og jeg troede jo, at der var noget galt, for smerter er jo kroppens måde at fortælle, at noget ikke er, som det skal være.

Men Biancas smerte gik ikke væk, og så startede turene til behandlere, speciallæger og eksperter.

- Lægerne sagde, at jeg skulle komme videre i mit liv, for de kunne ikke finde noget. Problemet er jo, at sygdommen ikke kan ses i blodprøver og på røntgenbilleder, siger Bianca Solveig Stjerne.

- Er jeg bims?

Efter et utal af forsøg på at finde ud af, hvor smerterne i kroppen stammede fra, begyndte både læger, venner og til sidst Bianca selv at tvivle på, om smerterne var reelle. 

Måske var det hele bare noget, som hun fandt på?

- Svarene viste jo ikke noget, så det blev til, at der måtte være noget psykisk galt. Jeg fik at vide, at hvis de skulle undersøge mig yderligere, så skulle jeg også til psykiater, fortæller Bianca Solveig Stjerne og fortsætter:

- Jeg nåede at tænke: "Er jeg sådan lidt bims?"

Men bims var Bianca langt fra. Faktisk skulle det vise sig, at hun led af samme sygdom som verdensstjernen Lady Gaga.

Endelig kommer svaret

Igennem årene mistede Bianca en del venner, for smerterne kunne tiltage uden varsel, og derfor var hun ofte nødt til at aflyse aftaler i sidste øjeblik.

Efter mere end seks år fik Bianca endelig sin diagnose. Hun lider af den kroniske sygdom fibromyalgi.

- Jeg kan huske, at da jeg kom ud fra kontoret, brød jeg sammen, fordi jeg tænkte: "Jeg vidste, at der var noget galt", siger hun.

På trods af, at afklaringen var en lettelse for Bianca, åbnede den dog også for andre bekymringer.

- Fibromyalgi er jo en forfærdelig diagnose at få. Det er egentlig bedre ikke at have den diagnose, for det er stadig så omstridt, om det er noget psykisk, siger Bianca Solveig Stjerne.

Ved fibromyalgi er smertecenteret i hjernen overaktivt, så Bianca oplever smerter, hvor der ikke er noget fysisk galt.

Antallet af danskere med fybromyalgi bliver ikke officielt registreret, så det er derfor svært at fastsætte, hvor mange der lider af sygdommen. Gigtforeningen anslår, at der findes mellem 46.000 og 138.000 danskere med den usynlige sygdom.

Omkring 80-90 procent af personer med fybromyalgi er kvinder.

Superstjerne med smerter

I 1992 anerkendte Sundhedsstyrelsen fybromyalgi som en fysisk sygdom, men selv i dag er den ikke bredt anerkendt blandt alle læger.

- Flere sætter fortsat spørgsmålstegn ved sygdommen og kalder den et modefænomen fra 90’erne. Det betyder, at man for eksempel kan opleve, at arbejdspladsen eller de sociale myndigheder ikke vil anerkende sygdommen for at spare penge, siger Bente Danneskiold-Samsøe, der er forskningschef og professor ved Parker Instituttet, Reumatologisk Klinik på Frederiksberg Hospital, til Netdoktor.

Tidligere på måneden afslørede sangerinden Lady Gaga, at hun lider af fybromyalgi, og det har allerede været med til at gøre sygdommen bredere kendt og anerkendt, siger Bianca Solveig Stjerne.

Senest har verdensstjernen været nødt til at aflyse sin koncert i Royal Arena i København den 21. oktober på grund af sygdommen.

Lady Gaga lider af samme sygdom som Bianca Solveig Stjerne.
Lady Gaga lider af samme sygdom som Bianca Solveig Stjerne. Foto: VALERIE MACON / Scanpix Denmark

I dag er Bianca ved at tage en fjernuddannelse, som hun kan tilpasse efter sine smerter. Hun drømmer om at kunne forsørge sig selv og fortsætte med at være kreativ.