Ung kvinde vil gøre op med fordomme: - Folk tænker kun 'jeg har en pose lort hængende på maven'

Astrid har hele vejen valgt at dele et hav af billeder og forklaringer, som nogen måske ville finde grænseoverskridende.

For et halvt år siden lå 29-årige Astrid Mygdal-Meyer i en hospitalsseng og var på vej ind til en stor operation. Lægerne skulle skære hendes mave op og fastgøre en stomipose på ydersiden af hendes krop.

Men modsat hvad man måske kunne tro, var Astrid Mygdal-Meyer lykkelig. Lægerne havde faktisk sjældent mødt en så glad patient.

Nu skulle det være slut med et liv, som simpelthen ikke føltes som et liv, tænkte Astrid.

- Jeg var nærmest euforisk ved tanken om, at nu skulle det bare stoppe. Nu skulle jeg vågne i morgen og ikke have nogen smerter, siger Astrid Mygdal-Meyer i 'Go' morgen Danmark'.

En pose lort

Astrid var 25 år, da hun fik konstateret sygdommen morbus crohn. En kronisk sygdom, som sidder i tarmen, og som blandt andet giver voldsom diarré, mavesmerter, kronisk træthed og vægttab.

Astrid har delt mange billeder både før og efter sin operation.
Astrid har delt mange billeder både før og efter sin operation. Foto: Privatfoto

Nogle med sygdommen bliver hjulpet af medicin, som dog kun kan lindre symptomer - sygdommen kan ikke helbredes. For en række patienter er medicin dog ikke nok, og den eneste udvej er at fjerne den syge del af tarmen og erstatte den med en stomipose.

Ifølge Astrid Mygdal-Meyer er en stomi dog enormt tabubelagt, og hun oplever, at mange hellere vil lide end at få stomi.

- Folk ser kun 'jeg har en pose lort hængende på maven'. De ser ikke, at de bliver raske, siger hun.

Dette tabu har Astrid sat sig for at gøre op med.

Bakker Signe Molde op

Igennem hele Astrid Mygdal-Meyers sygdomsforløb har hun været meget åben. Blandt andet har hun valgt at dele et hav af billeder og forklaringer på sin Instagramprofil, som nogle måske ville finde grænseoverskridende.

A post shared by Astrid (@astridmygdal) on

Det gør hun blandt andet for at bryde med et tabu, som hun mener, der er omkring at have en stomi.

- Man kan hurtigt komme til at tænke: "Åh nej, jeg er anderledes", og den fælde ville jeg ikke falde i. Så selvfølgelig er jeg åben på Instagram for at få nogle likes, men det er også for at vise andre mennesker, at jeg har en stomi, men at jeg er helt normal, fortæller Astrid Mygdal-Meyer.

Da den kendte vært Signe Molde for et par uger siden var på forsiden af bladet Euroman, lavede hun grin med sig selv ved at skrive: "Når man bliver fotograferet til Euroman og samtidig tjekker stomiposen".

Den joke fik værten dog promte hug for på de sociale medier. Folk mente ikke, at man måtte joke med at have stomi.

- Lav ikke grin med stomi, det er en stor psykisk belastning, skriver brugeren Flemming Aagaard.

Han bakkes op af Kirsten Madsen:

- Hvis du ikke bruger stomi, er det bare for plat at gøre grin med.

‪Når man skal fotograferes til Euroman og samtidig rette på stomiposen...‬

Posted by Signe Molde on Thursday, September 21, 2017

Dér er Astrid Mygdal-Meyer dog uenig, og hun kommer tv-værten til undsætning.

- Folk er alt for nærtagende. Vi skal tale om det, og vi skal kunne joke med det, ellers bryder vi ikke tabuet, siger Astrid Mygdal-Meyer.

Sagde stop

For Astrid er det især vigtigt at bryde tabuet, så patienter med tarmsygdomme ikke hellere vil lide end at få en stomi.

Inden Astrid Mygdal-Meyer fik sin stomi, stod hendes liv nærmest stille. Hun gik godt nok på arbejde, men derudover kunne hun nærmest ikke noget.

- Jeg lavede ikke mad, jeg handlede ikke ind, jeg vaskede ikke op, jeg vaskede ikke tøj, jeg så ikke mine venner, jeg skulle altid hvile på sofaen, fortæller Astrid Mygdal-Meyer.

Derudover gik Astrid på toilettet hele tiden, og hun var ofte bange for, at der skulle ske et uheld, inden hun nåede derud.

- Det har jeg prøvet flere gange, fortæller hun.

Hendes medicin gav hende også et væld af bivirkninger, hvor hun tabte håret, fik vand i kroppen og fik et svagt immunforsvar.

Efter hun ufrivilligt havde tabt sig 25 kilo, sagde hun stop. Nu skulle lægerne gøre noget ved det, og hun fik en tid til en stomi-operation.

- Det har været den helt rigtige beslutning for mig. Man skal simpelthen bare ikke være flov over det, siger Astrid Mygdal-Meyer afsluttende.

Afstemning