Verdenskendt dukke fyldt med skimmelsvamp og gær - nu skærpes kravene

Test har vist, at de små dyr, som børn har med sig i bad, er fyldt med skimmelsvamp. Og nu griber Sikkerhedsstyrelsen ind.

Sort og smudsig skimmelsvamp har gode vækstbetingelser i legetøj, hvor der kan komme vand i.

Det har TV 2 påvist ved at sende små badedyr og en Baby Born-dukke til test på Teknologisk Institut. I begge tilfælde blev der fundet skimmelsvamp og gær, som børnene altså er i kontakt med, når de leger med legetøjet.

Skimmelsvampen opstår, fordi der kommer vand ind i legetøjet. Blot en enkelt dråbe vand på indersiden af plastikken kan skabe skimmelsvamp, der kan være farlig for børnenes sundhed. Når børn leger med badedyrene, klemmer de for eksempel vand ud af dem, og med vandet ryger der skimmelsvamp ud. Med andre ord bliver børnene badet i skimmelsvamp.

Nyt krav til detailbranchen

Testresultaterne har nu fået Sikkerhedsstyrelsen til at gribe ind. Sikkerhedsstyrelsen kan blandt andet udstede påbud, hvis forbrugernes sikkerhed er i fare. 

- Med hensyn til badedyrene, så har vi på baggrund af TV 2s historie valgt at indskærpe overfor detailbranchen, at der skal følge vejledninger om hygiejne og rengøring med ved legetøj, der er konstrueret på en måde, hvor der kan opstå risiko for skimmelvækst. Det skal gøres for at advare forbrugerne, siger Mette Cramon, kommunikationschef hos Sikkerhedsstyrelsen.

Ifølge legetøjsbekendtgørelsen må legetøj ikke indebære fare for sikkerheden eller sundheden, når det anvendes på en forventelig måde. Yderligere skal legetøjet være udformet og fremstillet på en måde, så det kan rengøres. Advarsler og medfølgende brugsanvisning skal gøre brugerne opmærksomme på de farer og ricisi, der er forbundet med legetøjet, og hvordan man undgår det.

- Vi har besluttet at køre en kontrolindsats, så vi følger op på, om branchen har sørget for korrekt vejledning, siger Mette Cramon, kommunikationschef hos Sikkerhedsstyrelsen.

Afstemning

Sikkerhedsstyrelsen undersøger nu Baby Born

Den tværgående slange i Baby Born-dukken er belagt med sort skimmelsvamp.
Den tværgående slange i Baby Born-dukken er belagt med sort skimmelsvamp. Foto: TV 2

Udover at Sikkerhedsstyrelsen er gået ind i sagen, har TV 2s afsløringer også ført til en ændring hos Zapf Creation AG, der producerer Baby Born-dukken. Selskabet vil tydeliggøre i deres brugsanvisninger, at dukken udvikler svamp, hvis den ikke gøres grundigt ren hver eneste gang, den har været i brug. Det er en svamp, som kommer med ud, når dukken tisser det vand ud, som man kan give den.

Ifølge Elisabeth Morsing fra svampelaboratoriet på Teknologisk Institut og Birgitte Andersen fra Institut for Bioteknologi og Biomedicin på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) er det umuligt at fjerne alt vandet fra dukken, selvom man gør den ren. Og hvis bare der er en enkelt dråbe vand i dukken, så er der gode vækstbetingelser for skimmelsvamp.

- Det er svært at rense dukken, for man kan jo ikke komme ind i den og tørre slangerne af. Det er meget lidt fugt, der skal til, for at Cladosporium-svampen udvikler sig. Den kan virkelig overleve meget - deriblandt svingende fugtigheder. På den måde er det ikke et gennemtænkt produkt, vurderer Birgitte Andersen, der er lektor ved (DTU).

Sikkerhedsstyrelsen har efter at have set rapporten fra Teknologisk Institut nu også valgt at undersøge en Baby Born-dukke samt kontrollere, hvorvidt der er rengøringsvejledning med alle dukkerne. Om de laver en indskærpelse som med ænderne, er endnu ikke afgjort.

Sådan forebygger du skimmelsvamp i børnenes legetøj

Tøm tingene for vand efter brug

Det gælder både badedyr, vandpistoler, badevinger, -bolde og andre legesager med fugt på indersiden.

Opbevar legetøjet tørt og varmt

På den måde mindskes risikoen for fugt, som nærer til svamp og råd.

Stil tingene på hylden - eller smid dem ud

Hvis ovenstående råd ikke hjælper, bør legesagerne skiftes ud eller slet ikke bruges.