Så vanedannende er den første cigaret

Nikotin er lige så afhængighedsskabende som kokain, fortæller misbrugsekspert.

Det skader jo ikke at prøve.

Sådan tænker mange teenagere måske i sekunderne, inden de fører en cigaret op mod læberne for første gang.

Men det er bestemt ikke rigtigt.

Næsten 69 procent af alle dem, der har prøvet at ryge bare en enkelt cigaret i deres liv, bliver på et eller andet tidspunkt faste rygere, der ryger mindst en smøg om dagen.

Det viser et nyt studie, der er lavet på baggrund af spørgeskemaundersøgelser fra USA, Storbritannien, Australien og New Zealand, hvor mere end 216.000 personer har deltaget.

- Ufatteligt, at nikotin ikke er forbudt

Spørger man misbrugsekspert og psykiater Henrik Rindom, er studiets resultater bestemt ikke overraskende.  

- Det kan jeg godt forestille mig. Der er ikke noget, der er mere afhængighedsskabende end nikotin. Vi har en opfattelse af, at du bliver afhængig af crack-kokain, bare du prøver det én gang, men tobak er faktisk lige så afhængighedsskabende som kokain taget som crack. Det er sindssygt, hvor hurtigt det går, og det er ufatteligt, at nikotin ikke er forbudt, siger han til TV 2.

Også biolog og kemiker Per Kim Nielsen, der har siddet med i et ekspertudvalg, som har været med til at kigge på EU’s tobaksdirektiv, mener at cigaretter burde forbydes.

Rygning i Danmark

16 procent af danskerne ryger hver eneste dag. 

Fem procent ryger i ny og næ.

Hvert år dør omkring 13.600 danskere som følge af rygning.

Kilde: Kræftens Bekæmpelse

Han mener dog, at tilsætningsstofferne i cigaretter også har en rolle at spille i den lynhurtige afhængighed.

- Du bliver ikke afhængig af nikotin lige her og nu efter den første cigaret. Du skal først have vænnet dig til nikotinen. Det, der i første omgang gør dig afhængig, er de her tilsætningsstoffer. De hæmmer de enzymer, der dæmper din lykkefølelse, og derfor får du en større lystfølelse og en større oplevelse, første gang du ryger, siger han.

Alderen er afgørende

Misbrugsekspert Henrik Rindom har mærket på egen krop, hvor hurtigt røgen kan skabe afhængighed.

- Jeg har drukket meget, meget mere end 100 genstande i mit liv, men jeg er aldrig blevet afhængig af alkohol. Det er ikke noget, du bare lige bliver. Til gengæld skulle der ikke mere end to-tre pakker smøger til, før jeg som 17-årig for alvor blev nikotinafhængig, siger Henrik Rindom.

Lige netop hvor gammel man er, når man ryger sin første cigaret, er afgørende, mener Henrik Rindom, som ærgrer sig over, at han i så ung en alder gik i gang med at pulse.

- Hvis jeg er ude at holde oplæg for 100 mennesker, og jeg beder alle dem, der har prøvet at ryge, om at rejse sig op, er der stort set ingen, der bliver siddende. Hvis jeg i stedet beder dem, der røg første gang, efter de var fyldt 20 år, om at rejse sig, så er det altid meget få, der rejser sig. Når man er 20 år, er hjernen så veludviklet, at man godt ved, at det er for tåbeligt at fylde lungerne med røg, siger han.

- Hvis vi kunne få alle unge til at vente med at ryge tobak, til de var over 20 år, ville der stort set ikke være noget problem med rygning, siger Henrik Rindom.

Afstemning

- Sæt prisen op til 150 kroner

Ifølge Kræftens Bekæmpelse ryger 16 procent af danskerne på daglig basis. Det er et tal, der stort set ikke har ændret sig de seneste fem år.

Ifølge Henrik Rindom skal der andre tiltag til end skræmmebillederne på cigaretpakkerne, hvis man vil rygningen til livs.

- Mens jeg røg, var jeg ansat på Lungemedicinsk Afdeling, hvor jeg dagen lang så de konsekvenser, rygning har. Alligevel havde jeg ikke så meget som fået fri, før jeg tog den første smøg. Det viser noget om, hvor afhængig man bliver af det lort, siger misbrugseksperten, der for 19 år siden kvittede smøgerne efter 34 år som ryger.

Derfor mener han, at man bør afholde de unge fra overhovedet at begynde.

- Sæt prisen op til 150 kroner per pakke. Det er et rigtigt godt middel, og de høje priser vil primært ramme de unge. Jo flere, vi kan holde fra det, jo mindre risiko er der for, at de begynder, siger Henrik Rindom.