Efter et år i rummet har enæggede tvillinger nu forskellige gener

16x9
Scott (tv) og Mark Kelly fotograferet den 26. marts 2015 - dagen inden Scott rejste mod Den Internationale Rumstation. Foto: Bill Ingalls / Scanpix Denmark

Scott og Mark Kelly har været identiske hele deres liv. Men det ændrede sig, efter Scott var 342 dage i rummet.

Fordi enæggede tvillinger stammer fra det samme æg, er de genetisk identiske.

Men for ét tvillingepar er det ikke længere tilfældet.

Da astronauten Scott Kelly kom hjem efter at have tilbragt næsten et år på Den Internationale Rumstation, var han ikke længere identisk med sin tvillingebror, Mark Kelly.

Scott Kelly var blandt andet blevet fem centimeter højere i løbet af de forgangne 342 dage. Det rettede sig dog hurtigt tilbage, men andre ændringer er endnu ikke gået tilbage til normalen her to år efter hjemkomsten, og det betyder, at de to tvillinger ikke længere er identiske rent genetisk. Det oplyser NASA.

Længste rumrejse for amerikaner

Scott Kelly er den amerikaner i verdenshistorien, der har opholdt sig længst tid i rummet. Efter at have tilbragt 342 dage på Den Internationale Rumstation landede han for to år siden igen på Jorden.

I den mellemliggende tid havde han været adskilt fra sin tvillingebror, men der havde alligevel været ligheder mellem deres hverdage.

Både Mark og Scott er astronauter hos NASA, og de har begge tidligere været på missioner i rummet. Derfor var de oplagte at bruge til et stort tvillingestudie, som skal undersøge, hvad det betyder for kroppen at opholde sig i rummet i længere tid ad gangen.

Herunder kan du se, hvordan det så ud, da Scott Kelly forlod Jorden den 27. marts 2015.

Store ændringer

Både inden, under og efter Scott Kellys 342 dage i rummet har begge brødre deltaget i en række tests.

De viste, at der under Scott Kellys årelange ophold på Den Internationale Rumstation skete en hel del ændringer med hans krop.

Udover at have vokset fem centimeter i højden var han langsommere og mere upræcis i en række kognitive tests.

Og så var det heller ikke helt smertefrit for Scott at vende hjem.

- Fysisk er der stivhed, hævelse i mine ben, udslæt, hvor min hud ikke har rørt ved noget, og kvalme, sagde Scott Kelly i oktober til The Guardian.

På de fleste parametre er Scott Kelly dog kommet sig siden hjemkomsten i 2016, men på ét punkt er han ikke tilbage, hvor han var inden rumrejsen: Hans gener har ændret sig.

Ændret dna slukker for gener

Rna

Rent kemisk ligner rna og dna hinanden, men mens dna har to strenge, der snor sig om hinanden, har rna kun en.

Rna kan bruges til at kopiere dna. Det sker ved, at rna’et sætter sig på den ene dna-streng og dermed laver en kopi.

Samtidig er rna-molekyler en slags mellemmænd, der hjælper til med at få oversat dna-kodningen til proteiner.

Studiet af Scott og Mark Kelly viser, at rejser i rummet kan forårsage kemiske ændringer i astronauternes dna og rna.

Lige da Scott Kelly kom hjem, havde de to tvillinger 200.000 rna-molekyler, der kom forskelligt til udtryk, hvilket er en betydelig mængde.

93 procent af Scotts gener gik dog tilbage til normalen i perioden efter hans hjemkomst, men her to år senere er der stadig syv procent af generne, der er ændrede som følge af den lange rumrejse.

Dna’et indeholder vores genetiske kode, og selv om kroppens mere end 200 forskellige celletyper kan noget vidt forskelligt, indeholder de alle sammen den samme dna. Det kan lade sig gøre, fordi en del af generne er slukkede.

Det er lige netop denne slukkemekanisme, der er gået kuk i for en del af Scott Kellys gener.

Den stresstilstand, kroppen er i, når man befinder sig i rummet, kan blandt andet føre til, at gener bliver tændt eller slukket, hvilket kan betyde, at en celles funktion bliver ændret. NASA kalder gener med disse ændringer for 'rumgener', og dem er der stadig flere hundrede af i Scott Kellys krop.

De endelige resultater af NASA's tvillingeundersøgelser ligger endnu ikke klar, og derfor ved forskerne ikke, hvad de genetiske forskelle kan få af konsekvenser, og om Kelly-tvillingernes gener igen bliver identiske med tiden.

Men lige nu er de to noget så særligt som enæggede tvillinger, der ikke er genetisk ens.