Flere unge har lidelsen 'selfitis'

Tager du selfies for at blive bekræftet og for at føle dig bedre tilpas? Så lider du måske af selfitis.

For fem år siden fandtes ordet ikke engang i de danske ordbøger.

I dag er selfies - kunsten at tage billeder af sig selv - en så udbredt disciplin på sociale medier, at det for nogle går hen og bliver en lidelse.

Det giver mig lidt en følelse af anerkendelse, hvis folk liker mit billede

Sandra, 18 år, tager tre selfies om dagen

Fænomenet er nu blevet gransket af to forskere fra Thiagarajar School of Management i Indien og Nottingham Trent University i England.

De har givet besættelsen af at tage selfies det mundrette navn 'selfitis' efter at have kortlagt og undersøgt 400 studerendes selfievaner.

Flere grader af selfitis

En af projektets konklusioner er, at en selfie ikke bare er en selfie.

Ethvert billede knytter sig nemlig til nogle sociale og psykologiske motivationer hos den enkelte. Det kan være, at en selfie giver selvtillid, at den øger tilknytningen til ens omgangskreds, at man søger opmærksomhed, eller at billedet indgår som en del af en social konkurrence.

Tager du mere end seks selfies dagligt, og er disse grunde meget udtalte, er der tale om selfitis.

Nederst i artiklen kan du ud fra en række udsagn om selfitis se, om du måske lider af det.

Det er meget rart at have sine selfies, hvis man føler sig mega grim eller sådan noget

Ellen, 18 år, tager en selfie om dagen

Gennem fokusgruppeinterviews blandt 200 indiske studerende har forskerne bag studiet udviklet en såkaldt 'Selfitis behavior scale' (selfitis adfærdsskala, red.), som fordeler tilfældene af selfitis i tre sværhedsgrader:

Borderline (på grænsen, red.), som er den laveste grad, beskriver en person, der tager mindst tre selfies dagligt uden nødvendigvis at poste dem på sociale medier.

Acute (tilspidset, red.) er dem, der tager mindst tre seflies dagligt og lægger dem alle på sociale medier.

Chronic (kronisk, red.) er et ukontrollerbart behov for at tage billeder hele dagen og lægge dem på nettet mere end seks gange dagligt.

Det er meget selvbekræftende at få likes på sine selfies, man bliver glad for det, og det booster ens selvværd mega meget

Ellen, 18 år, tager en selfie dagligt

Testen er efterfølgende blevet testet på 400 studerende.

Danske unge tager selfies

På gaden i København møder TV 2 en række unge, som hver dag tager selfies, og de bekræfter, at der er en masse følelser knyttet til det - og at det kan være svært at lade være.

- Det er meget rart at have sine selfies, hvis man føler sig mega grim eller sådan noget, siger 18-årige Ellen til TV 2. Hun tager dog kun én selfie om dagen.

Det kan ikke passe, at man skal få sin anerkendelse gennem likes

Amanda, 24 år, tre selfies om dagen

Det er milevidt fra 27-årige Christian.

- Jeg tager cirka mellem 20 og 100 selfies om dagen. Det gør jeg for at holde lidt øje med mine kammerater, nogle søde piger, og hvad der ellers hører til. Og så for at få lidt bekræftelse fra folk, siger han.

24-årige Amanda er ikke overrasket over, at det kan betegnes som en lidelse.

- Jeg synes på en måde, det er trist. Det kan ikke passe, man skal få sin anerkendelse gennem likes. De sociale medier styrer så meget, og jeg synes ikke, de skal styre ens liv. Jeg synes ikke, de skal styre, den måde man ser sig selv på, siger Amanda, som tager tre selfies om dagen.

I listen herunder kan du se en lang række tegn på selfitis. Vurder hver af udsagnene på en skala fra 1-5, hvor 1 er "slet ikke enig", og 5 er "helt enig".

Kan du genkende disse følelser? Så har du måske 'selfitis'

Det at tage selfies giver mig en følelse af bedre at kunne slappe af i mine omgivelser

Jeg deler mine 'selfies' for at skabe en sund konkurrence med mine venner og kollegaer

Jeg får masser af opmærksomhed ved at dele mine selfies på de sociale medier

Det virker afstressende på mig at tage 'selfies'

Jeg føler mig selvsikker, når jeg tager 'selfies'

Jeg bliver i højere grad accepteret i min omgangskreds, når jeg tager selfies og deler dem på sociale medier

Jeg er i stand til at udtrykke mig selv mere gennem selfies

Det øger min sociale status at posere på forskellige måder til mine 'selfies'

Jeg føler mig mere populær, når jeg lægger 'selfies' på de sociale medier

Jo flere selfies, jeg tager, jo bedre bliver mit humør

Jeg får et mere positivt syn på mig selv, når jeg tager selfies

Jeg bliver et stærkere medlem af min sociale gruppe gennem det at lægge selfies ud

Når jeg tager 'selfies' giver det bedre minder omkring mine oplevelser

Jeg lægger jævnligt 'selfies' ud for at få flere "likes" og kommentarer på sociale medier

Når jeg lægger 'selfies' ud forventer jeg, at mine venner roser mig

Det påvirker mit humør med det samme, når jeg tager en selfie

Jeg tager flere selfies og kigger på dem for mig selv for at få bedre selvtillid

Når jeg ikke tager selfies, føler jeg mig afkoblet fra mine venner og omgangskreds

Jeg tager selfies som trofæer og som minder

Jeg bruger fotoredigering for at gøre mine selfies smukkere og se bedre ud end andre