16x9

Derfor tonser betjent og kappeklædt sygeplejerske 42 kilometer gennem Københavns gader

I samarbejde med Telenor

Interessen for løb og maratonløb er i en intens spurt, og den synes utrættelig.

- Min lyske smertede derudad, og jeg følte, at mine lægge var ved at gå til i krampe, hver gang jeg tog et sving. Varmen og den stride modvind hjalp ikke på det.

Sådan beskriver den første dansker over målstregen, politibetjenten Thorkild Sundstrup, de sidste kilometer ved sidste års Telenor CPH Marathon.

Han klarede løbet på 2 timer, 27 minutter og 33 sekunder. En tid, der sikrede ham 10. pladsen blandt de i alt 10.234 deltagere. I år forventes også over 10.000 løbere. Inklusive Thorkild Sundstrup, der har sat sig nye mål.

- Jeg nyder at løbe på hjemmebane og få opbakning og tilråb fra publikumszonerne. De bærer mig psykisk igennem, ligesom det hjælper mig at se venner, der hujer og løber parallelt med mig ude på fortovet. I år går jeg efter at slå min personlige rekord, siger han.

Interessen for Telenor CPH Marathon står Thorkild Sundstrup ikke alene med. Disciplinen fra oldtidens Grækenland er især præget af én ting: Vokseværk.

- Interessen for løb er eksploderet. På de sidste fem år er det kun gået én vej. Og det er fremad

Per Hviid, formand for Klub 100 Marathon

Deltagerlisten fra løbet over de seneste 20 år viser nemlig, at flere løbere hopper med på vognen. Siden 2014 er det imidlertid gået nedad. Forklaringen kan hænge sammen med, at udbuddet af danske maratonløb er blevet meget, meget større.

I 2015 blev 405 maratonløb afholdt i Danmark. Tallet var sidste år steget til 554, ifølge løbesitet Motionsløb.dk. Det er en fremgang på 37 procent på to år.

- Maratonløbet er motionisternes blå bånd (maritim udmærkelse, red.) og er en kraftanstrengelse, man ikke bare lige sådan gennemfører. Og på baggrund af deltagerlisterne fra verdens mange maratonløb kan man konkludere, at danskerne er blandt de mest engagerede løbere, siger formand for Dansk Atletikforbund Jakob Larsen.

Men det er ikke kun ved maratonløb, at det klør i kondiskoene.

- Interessen for løb er eksploderet. På de sidste fem år er det kun gået én vej. Og det er fremad. Det er både ved halvmaraton, maraton og kortere distanceløb, siger formanden for elitemaratonforeningen Klub 100 Marathon, Per Hviid.

Det ses blandt andet hos DHL-stafetten, der på fem år er gået fra at have 197.500 deltagere til at have 206.000, og hos Eventyrløbet i Odense, der havde 18.000 deltagere i år 2012 og sendte 22.000 løbere af sted ved startskuddet sidste år.

Tendensen bakkes yderligere op af Eurostat, der fastslår, at danskerne er de mest ivrige motionister. Hele 55 procent af befolkningen bruger 2,5 timer om ugen på motion.

- Jeg vil slå min personlige rekord

square to 16x9
Thorkild Sundstrup til sidste års Telenor Copenhagen Marathon. Foto: Thorkild Sundstrup / Privatfoto

Nogle har måske den opfattelse, at maratonløb er et soloprojekt. Det er forkert, mener Per Hviid.

- Deltagerne forbereder sig i løbeklubber, de rejser rundt i verden til diverse løb, og nogle holder afterparties sammen, når løbet er slut, fortæller han og tilføjer:

- Danskernes store fokus på sundhed og livskvalitet får flere løbere til at snøre skoene. Målstregen i et maratonløb er et konkret, ambitiøst og prestigefyldt mål at arbejde hen imod. Med den i baghovedet får folk deres ugentlige motion gennemført.

Andre har måske den opfattelse, at maratonløb er for unge sportsudøvere, hvis fysiske form er på sit højeste. Det er også forkert, viser tal fra Sparta.

Copenhagen Marathon i tal

Gennemsnitsalder: 39 år

Største aldersgruppe: 40-44 år

Internationale løbere: 36,2 procent

Kvindelige deltagere: 25,7 procent

Mandlige deltagere: 74,3 procent

Kilde: Copenhagenmarathon.dk

Den gennemsnitlige løber er 40-44 år.

- Hastighed betyder ikke det samme i maratonløb som udholdenhed – både fysisk og mentalt. Løberne, hvoraf de fleste er mellem 40 og 60 år, har fået ældre børn, der kan passe sig selv. De har fået styr på karrieren, og de er færdige med at gå i byen. De har med andre ord tiden og disciplinen, der skal til for at løbe langt. Og derfor ser vi mange ældre maratonløbere.

Claus Høier begyndte først at dyrke langdistanceløb i sine 30'ere. Han løber maraton, fordi han vil vise andre, at det er sjovt. I løbekredse er han bedre kendt som Claus 'Superman'.

- Et standard maraton blev bare for opnåeligt

square to 16x9
Claus Høier løber Holger Danske Strandvejs Marathon i 2014 iklædt supermandskostume. Foto: Thomas Voller / Privatfoto

- Jeg har løbet 50, 60, 100, 200 og 300 kilometer i terræn og i bjerge. Et standard maratonløb, som mange ser som en kæmpe udfordring, blev bare for opnåeligt, fortæller Claus Høier, der til dagligt er sygeplejerske på Hillerød Hospital, og tilføjer:

- Så en dag sagde en kammerat til mig: "Du kan ikke gennemføre et maraton i Superman-kostume". Det viste sig, at det kunne jeg godt. Derfor fik jeg navnet Claus 'Superman'.

Claus 'Superman' Høier har også løbet som Batman ved 100-årsjubilæet ved Athens Marathon og som Tony The Tiger fra Kelloggs-reklamerne til Venice Marathon samt mange andre.

Jeg skulle kæmpe hårdere end alle andre, men sporten beviste, at jeg ikke bare var det lille skvat, som jeg var født til

Claus 'Superman' Høier, maratonløber og sygeplejerske

Den kappeklædte maratonløber har deltaget i Copenhagen Marathon 17 gange, men hans interesse for løb startede endnu længere tilbage.

- Da jeg var lille dreng, havde jeg astma, eksem og dårlig ryg. Det vendte sport totalt om på. Jeg blev fascineret af at presse mig selv. Jeg ville nok overbevise mig selv om, at jeg kunne noget.

- Dengang måtte man jo ikke noget, hvis man var 'syg'. Min mor sagde det omvendte. Heldigvis. Så jeg gik til sport. Jeg skulle kæmpe hårdere end alle andre, men sporten beviste, at jeg ikke bare var det lille skvat, som jeg var født til. Det er måske en hård påstand. Men det hjalp mig helt vildt.

I dag er maratonløb mere en livsstil for den 45-årige sygeplejerske. Han løber hver dag og kan slet ikke lade være. Distancerne varierer dog og kan være alt mellem 5 og 35 kilometer.

- Jeg har desværre lavet børn, så der skal være tid til det hele, siger han og griner.

Claus 'Superman' Høier vil også deltage ved dette års Telenor CPH Marathon.

Løbet skydes i gang klokken 9.30 den 13. maj på Islands Brygge ved Langebro i København.