16x9

GUIDE: Her er de syv løbe-apps, som får dig i løbeskoene, uanset hvor god du er

I samarbejde med Telenor

Vi har allieret os med tech-eksperten David Guldager for at give dig syv løbe-apps. Advarsel: Der er risiko for sved på panden.

Det største maratonløb i Danmark er lige om hjørnet. Telenor CPH Marathon afvikles den 13. maj, og målstregen er inden for rækkevidde. For nogle.

For andre kan alene tanken om et maratonløb være en kraftanstrengelse. Men det er der råd for.

Vi har sammen med David Guldager fundet syv løbe-apps. De er vidt forskellige og henvender sig både til maratonløbere i topform og til folk, der gerne vil i gang - selv med de kortere distancer.

Der er blandt andet en app til nybegynderen, eventyreren, den, som vil tabe sig, den toptrænede motionist og én til den, som har hjertet på det rette sted.

Så der er med sikkerhed også én, der passer til dig.

Nedenfor guider tech-ekspert David Guldager dig igennem de syv løbe-apps. Klar, parat, start:

Syv løbe-apps, der får dig i kondiskoene

Til nybegynderen: Couch to 5K – Run Training

Består den ugentlige motion mest i at føre fredagsslik fra skål til mund, så er denne app til dig. Couch to 5K sørger for, at du, som måske har svært ved at springe i joggingtøjet, får løbet nogle kilometer alligevel. Appen er således ikke udviklet til mere erfarne motionister, da målsætningen i første omgang er at ramme fem kilometer.
 
Appen gemmer din løbehistorik og din udvikling, og du får løbende den hjælp, du har brug for. ”Brug 20-30 minutter tre gange om ugen, så kan du løbe fem kilometer om ni uger”, lyder app-beskrivelsen.
 
Og hvis du bliver træt af den belærende eller overpædagogiske stemme i høretelefonerne, så kan du altid skifte stemmen ud til én, du kan lide.
 
Pris: Gratis.

Til den øvede: Endomondo

Med denne alsidige motions-app kan du registrere din distancebaserede træning ved hjælp af GPS. Mens du løber, giver løbecoachen opdateringer på dit tempo, og hvor mange kilometer du har igen på ruten.
 
Du kan også holde øje med, hvor mange kalorier der rasler af dig – både ved indendørs- og udendørstræning. Appen er udviklet i Danmark, og derfor kan sproget naturligvis også være dansk, hvorimod mange andre apps er på engelsk.
 
Appen er en af de mest succesfulde apps herhjemme. I 2014 havde den 23 millioner brugere på verdensplan. Året efter købte det amerikanske fitness-brand Under Armor appen for intet mindre end 557 millioner kroner
 
Pris: Gratis.

Til eventyreren: Zombies, Run!

Er du klar til en løbe-app, der lydmæssigt er taget til the next level, så er det denne, du skal downloade. I appen skal du komme helskindet gennem forskellige missioner, alt imens du bliver jagtet af zombier. Når de kommer tæt på dig, hører du lyden af de sultne, rådne, levende lig, som kun er på jagt efter én ting: Dig.
 
Appen har også et mere konditionsmæssigt aspekt, i kraft af at den logger dine løbeture og statistikker over, hvordan du præsterer. Der er over 200 missioner, som venter på dig. Så det er bare med at komme i sving. 
 
Pris: Gratis.

Til den, som vil tabe sig: Running For Weight Loss

Denne app er, som navnet antyder, designet til dig, der gerne vil smide et par overflødige kilo. Derfor bliver din løbetur fyldt med alt fra hyggetempo til hurtige sprint, som gradvist bliver løftet, i takt med at du forbedrer dig, så mest mulig fedt forbrændes.
 
Du får en app, der nænsomt skubber dig i en lettere og sundere retning – samtidig med at du kan lytte til up-tempo løbemusik, som også er tilgængelig via appen.
 
Endelig giver Running For Weight Loss mulighed for en kostomlægning, da appen også har madplaner med fokus på vægttab.
 
Pris: Gratis.

Til supermotionisten: 21 K Runner

Hvis du allerede er en ambitiøs løber, kan denne app løfte din performance til et endnu højere niveau. Den træner dig, der allerede kan løbe 10 kilometer uden de store problemer, til at komme helt op på en halvmaraton. I app-beskrivelsen påstås det: ”Hvis du kan løbe 10 kilometer i dag, sørger denne app for, at du kan løbe 21 kilometer om 12 uger".
 
Din træningscoach i ørene kan både være en mand eller en kvinde, og stemmen kan ledsages af beep-lyde, så du ved, hvor og hvornår tempoet skal ændres. I takt med at du bliver bedre, vinder du virtuelle præmier. Endelig giver appen links til trænings- og udstrækningsøvelser samt en Q&A over ofte stillede spørgsmål blandt løbere.
 
Pris: 49 kroner.

Til den, der ikke vil løbe alene: Runmeter

Runmeter giver sololøbere en virtuel løbepartner. Tanken bag appen er udsprunget af, at mange motionister løber alene, men alligevel vil nyde godt af en partner. En såkaldt pacer. Med Runmeter kan du skræddersy din egen virtuelle løbepartner, som passer til dét niveau, du gerne vil løbe i.
 
Appen har ifølge app-beskrivelsen ”120 justerbare beskeder til løberens distance, hastighed, tid, løbeudvikling og puls”. Det er en præcis app, som tillader, at man kan nørde helt i bund; digitalt som konditionsmæssigt.
 
Pris: Gratis.

Til den velgørende: Charity Miles

Charity Miles gør, at du kan yde et bidrag til en eller flere velgørende organisationer, afhængigt af hvor mange kilometer du løber. Du løber ganske enkelt for en bedre verden. Beløbet ryger ikke ud af din egen lomme, men ud af de sponsorer, som er integreret i appen.
 
Det gode budskab kan også deles på sociale medier, så du både kan vise offentligheden, at du er på vej til en bedre fysisk form, og at du løber for en god sag.
 
For hver mil du løber, donerer du 25 cent. I dansk valuta og metermål svarer det til, at du cirka bidrager med én krone for hver kilometer, du tilbagelægger.
 
Pris: Gratis.