Læger: Derfor er børn særligt udsatte i varme biler

16x9
Det er heldigvis sjældent, at børn efterlades i bilen på varme dage. Arkivfoto. Foto: Claus Bjørn Larsen / Scanpix Danmark

Børn kan ikke svede og komme af med varmen som voksne. Derfor er de særligt udsatte i en varm bil.

Et højtryk har lagt sig mageligt over Danmark og sørger for masser af varme og solskin. 

Ren fryd for de fleste, men små børn kan være i livsfare, hvis de bliver efterladt eller glemt i en parkeret bil midt i solen. 

- Biler bliver opvarmet som et drivhus. Solens infrarøde stråler kommer ind gennem vinduerne, hvor det rammer overflader og bliver til varme. De kan ikke komme ud af vinduerne igen, og derved stiger temperaturen hurtigt. I princippet ville en bil uden vinduer være køligere.

Det forklarer Christian Bahl, seniorforsker ved DTU Energi.

Og det er netop den pludselige og intense varme, der er farlig for børn. 

TV 2 har dokumenteret, at varmen i en bil parkeret i solen kan stige voldsomt. Fra 25 grader til 52 grader på få timer. 

SÅDAN GJORDE VI:

For at skabe de rigtige rammer for testen, brugte TV 2 tre biler. 

To biler, en hvid og en sort, blev parkeret i direkte sol. Et særligt termometer målte lufttemperaturen hvert femte sekund på bagsædet af hver bil, hvor solens stråler ikke ramte direkte.

Den tredje bil blev parkeret i skygge og et termometer målte temperaturen i bilen hver halve time. 

Forsøget varede cirka fra klokken 11.00 til 14.30. 

Testpersonen opholdte sig i den hvide bil fra cirka kl. 13.00 til 14.15.

Små børn kan ikke svede

Små børns kroppe er nemlig ikke gode til at komme af med varmen, som voksne kan gøre ved eksempelvis at svede. 

Den mindre kropsmasse gør også, at de hurtigere bliver varme.

Det fortæller Hans Christian Laugaard-Jacobsen, ledende overlæge på børneafdelingen, Aalborg Universitetshospital.

Selvom temperaturen udenfor er stabil omkring 20 grader, så stiger varmen i bilen voldsomt.
Selvom temperaturen udenfor er stabil omkring 20 grader, så stiger varmen i bilen voldsomt. Foto: TV 2

- Børn er mest følsomme, når de er under et år gamle. Hvis en bil føles varm for en voksen, så er den alt for varm for et barn, siger han. 

Når temperaturen i bilen nærmer sig hudtemperaturen på mellem 25 og 30 grader, begynder barnet at optage varmen og den lille krop vil langsomt blive varmere og varmere. 

- Når kroppen bliver varmere end 37 grader, så får de forandringer som i feber. Over 41 grader kan kroppen ikke håndtere det længere og cellerne begynder at gå i stykker. Det bliver en multiorganisk skade ved overophedning, siger Jens Veirum, overlæge på børneafdelingen på Aarhus Universitetshospital.

Hvis et barn og en voksen tager på ferie til et varmt sted, så tager det den voksne tre-fem dage at blive akklimatiseret og barnet 10-14 dage. 

Begge børnelæger fortæller samtidig, at det er sjældent, at de tilser børn, som er blevet glemt i varme biler. 

Børn og hunde kan ikke svede og komme af med varmen som voksne. Derfor er de særligt udsatte i en varm bil.
Børn og hunde kan ikke svede og komme af med varmen som voksne. Derfor er de særligt udsatte i en varm bil. Foto: Scanpix

Hvis du finder et barn i en varm bil

Se først efter livstegn. Reagerer barnet, når du banker på vinduet og kalder?

Hvis barnet er bevidstløs eller meget sløv, skal du omgående ringe 112.

- Men hvis barnet skriger og sparker, så er det faktisk okay, siger Hans Christian Laugaard-Jacobsen, ledende overlæge på børneafdelingen, Aalborg Universitetshospital.

Hvis du ødelægger vinduet, skal du kunne bevise, at det var nødvendigt for ikke at hænge på regningen. 

Når barnet er ude, skal det køles ned og indtage væske. Find skygge, et sted med en brise og læg noget kølende på nakken, under armene og ved lysken.