Vi skal drikke 2,5 liter væske dagligt i heden - og vand tæller også, fastslår overlæge

16x9
Raske mennesker kan sagtens drikke postevand for at blive hydreret i varmen - ældre bør tænke mere over, hvad de hælder indenbords. Foto: Shutterstock / Shutterstock

Der skal masser af væske indenbors, når solen bager, anbefaler lægen, som ser flere tilfælde af dehydrerede patienter netop nu.

For de fleste melder tørsten sig naturligt, når solen bager, men efter flere uger med et dansk klima, som mest af alt minder om det sydeuropæiske, er det særlig vigtigt stadig at huske at få den nødvendige væske.

Sådan lyder opfordringen fra overlæge på Odense Universitetshospital Michael Hansen-Nord.

- Over dage i denne sommervarme falder appetitten og væskeindtagelsen hurtigt, siger han.

På hospitalets akutklinik er halvdelen af de medicinske patienter de seneste uger blevet behandlet for dehydrering - en lidelse, som heldigvis er nem at komme til livs. 

- Alle bør drikke mindst to 2 til 2,5 halv liter væske om dagen, når vejret er som nu. 

Den væske kan være både være postevand, te, kaffe eller sukkerholdige drikke - det kommer ifølge lægen helt an på den enkeltes behov. For især ældre bør tænke over, hvad de hælder ind.

Ældre bør drikke saft

I en tidligere artikel på TV2.dk udtalte Michael Hansen-Nord, at saftevand, sodavand, juice og danskvand var at foretrække frem for almindelig postevand, men han har siden præciseret sit budskab. 

- Hvis du er sund og rask og spiser almindelig kost, kan du sagtens drikke postevand i de anbefalede mængder, skriver han til TV 2.

Anbefalingen med de øvrige drikke er udelukkende til ældre, skrøbelige personer, der generelt ikke får nok mad eller væske. For dem kan det nemlig være meget farligt at drikke for meget postevand, der ikke indeholder noget salt. 

- Hvis man giver disse personer vand fra hanen, kan der opstå ”vandforgiftning”, hvor indholdet af salt i kroppen falder, og den tilstand er også potentiel dødelig, siger Michael Hansen-Nord.

Det påvirker blandt andet hjernen og symptomerne kan vise sig som koncentrationsbesvær og epileptiske anfald.

Afstemning

Mange bliver dehyrerede

På andre akutmodtagelser i Danmark har varmen også givet ekstra travlhed. I Region Sjælland oplyser de til TV 2, at en del af deres patienter er dehydrerede. Ligeledes blev 10 mennesker kørt på skadestuen i forbindelse med et bilarrangement i Padborg, oplyser Sydjyllands Politi på Twitter.

Michael Hansen-Nord frygter da også, at det kan blive ved.

- Hos os er antallet stigende, og med vejrudsigten for de kommende dage er der al mulig grund til at advare om, at det her er noget, man kan dø af, siger han og fortæller, at det udelukkende er ældre, der er blevet indlagt for dehydrering. 

Pas på dig selv og dine familiemedlemmer

Derfor er det særlig vigtigt at være opmærksom på ældre familiemedlemmer eller venner i varmen og sørge for, at de får nok at drikke.  

- Anskaf nogle kander, som du ved, hvor meget der er i, og sørg for, at de bliver drukket inden for et døgn, siger han.  

Generelt foreslår Michael Hansen-Nord, at man mærker efter sin krops signaler, når der er risiko for dehydrering. De typiske tegn er tiltagende træthed, manglende fødeindtagelse, hukommelsessvigt og koncentrationsbesvær, forklarer han.

- Så mærk efter, og pas nu på den næste uge, hvor de høje temperaturer fortsætter. 

Så klart lyder opfordringen fra akutmodtagelsesoverlægen.