I udlandet er det en lidelse at være afhængig af sin computer - i Danmark er det 'hverdagsproblemer'

16x9
Danske eksperter er uenige om, hvorvidt afhængighed af online computerspil bør være en diagnose herhjemme. (Arkivbillede). Foto: Søren Bidstrup / Scanpix Denmark

I Danmark bliver computerspilsafhængighed ikke anset som en diagnose, og derfor tilbyder det offentlige ikke behandling.

Spørger man Verdenssundhedsorganisationen, WHO, er det en psykisk sygdom.

Spørger man derimod de danske sundhedsmyndigheder, findes det slet ikke.

Afhængighed af online computerspil er en diagnose, der befinder sig i en gråzone, og det har betydning for, om danske unge, hvis liv er overskygget af gaming, kan få behandling.

Psykolog: Bekymrende tendens

I januar optog WHO gamingafhængighed på deres liste over psykiske sygdomme, og for nyligt er det første britiske barn blevet diagnosticeret med lidelsen.

Det er en 15-årig dreng, hvis mor i tre år har kæmpet for at få stillet diagnosen, så han kan blive behandlet i det offentlige sundhedssystem. Det skriver den britiske avis The Telegraph.

Herhjemme har sundhedsmyndighederne ikke taget diagnosen til sig, og det betyder, at sygesikringen ikke dækker behandlingen.

Spørger man psykolog David Madsen, der har specialiseret sig i unge mennesker, der spiller så meget computer, at det er blevet en hindring for deres liv, burde man også gøre det til en diagnose i Danmark.

I sin private praksis, Dabeco, behandler han i øjeblikket 50 patienter – alle sammen mænd – der lider af lige netop gamingafhængighed, fortæller han.

- Computerspilafhængighed er en virkelig alvorlig og bekymrende tendens i vores samfund. Det er et behandlingskrævende problem, som bør anerkendes i samfundet, siger David Madsen, der selv engang spillede computer 10 timer i døgnet.

Gaming frastjæler muligheder

Psykologen ser dog ikke online computerspil som et problem i sig selv – heller ikke selvom man sidder opslugt i den virtuelle verden mange timer hver eneste dag.

- Der er forskel på at være passioneret gamer og at være afhængig. Du er afhængig, når spillene bliver en hindring for hele dit liv, og du dropper at investere i det virkelige liv til fordel for det virtuelle.

- Man kan sige, at computerspillene frastjæler dem (unge mennesker, red.) muligheden for at gå i skole og at dyrke deres venner, familie og fritidsinteresser, siger David Madsen.

Den definition stemmer godt overens med den, WHO er kommet med.

- Adfærden er af tilstrækkelig alvorlighed til, at det resulterer i markant svækkelse af personlige, familiære, sociale og uddannelses- og arbejdsmæssige forhold, lyder det.

Isoleret fra familien

De symptomer oplevede moren til den føromtalte 15-årige brite, Kendal Parmar, også hos sin søn.

Drengen, der tidligere dyrkede både rugby og cricket og var foran i skolen, begyndte at undgå den virkelige verden, miste modet til at forlade sit hjem og vælge lektierne fra til fordel for computeren. Det fortæller moren til The Telegraph.

- Han har gode venner online, og han har det sjovt med at styre virtuelle verdener og ikke-eksisterende kongeriger, men det er ikke virkeligt. Det bliver så virkeligt, at der ikke er noget udenfor det længere, siger den frustrerede mor til avisen.

- Den største effekt på vores familie er isolationen fra os. Han er fremmedgjort i vores eget hjem. Vi føler os usynlige for ham. Vi har mistet ham, selvom vi ved, at han er derinde.

Afstemning

Medieforsker: Problemet er uforstående forældre

Anne Mette Thorhauge, der er medieforsker ved Københavns Universitet og forsker i computerspil og spillevaner, mener ikke, at der er noget, der hedder computerspilsafhængighed.

Til gengæld mener hun, at problemet bunder i uforstående forældre, der føler sig fremmedgjorte, ligesom Kendal Parmar.

- Jeg synes simpelthen ikke, at det giver mening at tale om et afhængighedsproblem. Jeg vil gerne adressere, at der er problemer omkring unges computerspil, men jeg vil i stedet kalde det hverdagsproblemer, siger hun.

Anne Mette Thorhauge var i 2014 med til at kortlægge sammenhængen mellem spilaktivitet og mistrivsel hos de 10-18-årige. Her fandt hun og resten af forskerholdet ikke frem til nogen direkte sammenhæng.

- Den tydeligste sammenhæng var, at dem, der spiller, oplever skænderier om computerspil med forældrene. Hvis gamere har det dårligt, er det, fordi deres forældre vil skændes, siger Anne Mette Thorhauge, som har en klar opfordring til forældrene.

- Overvej, om der reelt er et problem, eller om du ser det som et problem, fordi du ikke forstår det.

Hvor er problemets kerne?

Anne Mette Thorhauge er dog godt klar over, at der findes unge, der prioriterer computerspillene over både søvn og skolegang, men hun mener nærmere, at det er et symptom end problemets kerne.

- Det er en klassisk misforståelse, at computerspillene gør dig ensom og indelukket, men hvis du gemmer dig på dit værelse og spiller helt alene, er det så, fordi du er afhængig af at spille, eller fordi du oplever social isolation uden for spillet?

- Min overbevisning er, at spilverdenen er en lokkende verden at lukke sig inde i, hvis man i forvejen har det svært og ikke kan overskue omverdenen. Men i sig selv er gaming en meningsfuld hverdagsaktivitet for unge, siger medieforskeren.

Psykolog: Alle afhængigheder bunder i problemer

Psykolog David Madsen mener, at Anne Mette Thorhauge og hendes kolleger tager direkte fejl i deres konklusioner.

- Mange danske forskere siger, at det ikke er et problem, fordi det ikke er det primære problem. Men hvilken afhængighed er ikke et symptom på et andet problem? spørger han retorisk.

- Computerspillet er katalysator for de problemer, man i forvejen har som angst og tristhed. I takt med at man kommer længere ind i spilverdenen, indskrænker man sit virkelige liv, og det bliver ukendt land at være sammen med andre mennesker, siger David Madsen, som mener, at computerspilsafhængighed er et meget skjult problem.

- De kommer jo sjældent ud fra deres hjem, så derfor ser man dem ikke, siger han.

Den overbevisning deler den britiske mor Kendal Parmar, som nu efter tre års kamp kan se frem til behandling af sin 15-årige søn.

- Hvis han skød i en park, ville alle bekymre sig meget mere, fordi det forstyrrer samfundet. Hvis han var fuld og kørte på motorcykel, ville alle bekymre sig. Men ingen bekymrer sig, når han sidder på sit værelse, siger hun til The Telegraph.