Mistede sin søn for 4 måneder siden - nu kommer hun med opråb til andre forældre

16x9
Camilla Muus Andersen sammen med Damian. Foto: Privatfoto

For fire måneder siden blev Camilla Muus Andersens 2,5-årige søn kvalt i en vindrue og mistede livet. Både hun og en sygeplejerske advarer nu.

Den 17. marts begyndte som en helt almindelig lørdag for Camilla Muus Andersen.

Hun var på besøg hos sin mor, og sammen havde de været en tur i SuperBrugsen, hvor der var tilbud på tandbørster.

De købte både Minions-tandbørster og -tandpasta til hendes søn Damian på to et halvt, der var på besøg hos sin farfar.

Da de kom hjem, ringede hendes kæreste, Mac Masukume, og heller ikke det var der noget usædvanligt i. Mens Camilla Muus Andersen besøgte sin mor i den nordvestsjællandske by Vig, besøgte han sin mor 15 kilometer derfra.

Da Camilla Muus Andersen tog telefonen, stod det dog klart for hende, at den 17. marts ikke kom til at blive en helt almindelig lørdag, for hun kunne høre på sin grædende kæreste, at der var noget helt galt.

- Han lød enormt panisk, og han sagde, at jeg skulle komme med det samme, fordi Damian havde fået noget galt i halsen, og der var en ambulance på vej, fortæller Camilla Muus Andersen.

Vindrue galt i halsen

Hjemme hos farfaren havde den lille dreng fået serveret eftermiddagsmad, og på tallerkenen lå der blandt andet nogle vindruer.

Det var en af dem, der havde sat sig fast i halsen på den lille dreng, der nu lå livløs, mens ambulancefolkene forsøgte at genoplive ham.

Camilla Muus Andersen vidste godt, at man ikke bør give hele vindruer til små børn, og hun gik meget op i, at Damian kun fik halve eller kvarte druer.

- Vi lagde hurtigt mærke til, at de ikke skar dem over i hans dagpleje, så vi gjorde dem opmærksomme på faren ved at lade børn spise dem hele, fortæller moren, der fik dagplejen til at skifte praksis.

Også når andre skulle passe den 2-årige dreng, fik de påmindelser om altid at skære vindruer over.

- Hans farfar var også klar over det, og han plejede altid at skære vindruerne over, men dem, han havde den dag, var så små, at han ikke tænkte, det var nødvendigt eller ville have nogen betydning, siger Camilla Muus Andersen.

Uden ilt i 45 minutter

Men det skulle vise sig at få fatal betydning.

Vindruen sad, så den lille dreng ikke kunne få luft, og det havde den gjort i mere end 45 minutter, da han blev fløjet med en redningshelikopter til Rigshospitalet i København.

- Der vidste jeg godt, at vi havde mistet ham, fortæller Camilla Muus Andersen, som desværre skulle vise sig at få ret.

Damian og hans forældre leger vandkamp. Selvom Camilla Muus Andersen havde indset, at håbet var ude, satte hun sig alligevel per automatik på bagsædet ved siden af den lille drengs autostol, da hun sammen med sin kæreste kørte mod Rigshospitalet.
Damian og hans forældre leger vandkamp. Selvom Camilla Muus Andersen havde indset, at håbet var ude, satte hun sig alligevel per automatik på bagsædet ved siden af den lille drengs autostol, da hun sammen med sin kæreste kørte mod Rigshospitalet. Foto: Privatbillede

Tre dage senere blev 2-årige Damian erklæret død. Hans hjerne havde været uden ilt så længe, at han ikke stod til at redde.

10.000 delinger på Facebook

I dag, fire måneder senere, er Camilla Muus Andersen ikke vred på farfaren, der godtroende serverede Damian druer. Men hun ærgrer sig over, at det lige netop var en vindrue, der skulle koste hendes søn livet, når hun godt vidste, at små børn risikerer at blive kvalt i dem.

- Det er så uheldigt, at det var det, som gjorde, at han døde, siger hun.

Derfor delte hun søndag et opslag på Facebook, hvor hun forsøger at udbrede budskabet om, at en selv en uskyldig vindrue kan være dræbende.

Samtidig har hun vedhæftet et billede med en guide til, hvordan man som minimum bør skære vindruerne ud, inden de serveres til småbørn.

DEL Jeg laver dette opslag, udelukkende for at minde forældre og andre, der er i kontakt med små børn, om at huske, at...

Posted by Camilla Muus Andersen on Sunday, July 15, 2018

Og det er øjensynligt en information, mange har fundet brugbar. I skrivende stund er opslaget blevet delt næsten 10.000 gange, og flere end tusind Facebook-brugere har tagget – og dermed advaret – venner og bekendte.

Det er kommet bag på Camilla Muus Andersen, at hendes opslag er nået ud til så mange mennesker, som det er.

- Jeg er glad for, at mit opslag har fået så meget opmærksomhed. Men jeg er også lidt overrasket over, at der er så mange, som ikke vidste det, siger hun.

- Men det er kun godt, folk bliver oplyst. Små børn kan jo ikke selv vælge eller forstå konsekvensen af deres handlinger, så de er dybt afhængige af, hvordan vi som forældre og voksne gør i deres nærvær, siger Camilla Muus Andersen og opfordrer samtidig til, at alle småbørnshjem og institutioner anskaffer sig en såkaldt dechoker, der er et hjælpeværktøj, som kan fjerne det, der sidder fast i halsen.

Gælder også nødder og gulerødder

Også sundhedsplejerske og indehaver af netbrevkassen netsundhedsplejerske.dk, Helen Lyng Hansen, opfordrer til, at forældre, der er bekymrede for kvælning, gør en aktiv indsats.

- Jeg oplever mange, der er bekymrede, og så kan det være en god idé at tage et førstehjælpskursus, så man ved, hvad man skal gøre, hvis uheldet er ude, siger hun og fortæller, at der findes kurser tilrettelagt småbørnsforældre.

Derudover opfordrer hun også forældre til at være opmærksomme på, at ikke alle madvarer er egnede som småbørnsmad.

- Man bør ikke give børn under tre år hele nødder, rå stykker gulerod, popcorn eller hele vindruer. Ved disse ting er der simpelthen en risiko for, at de fejlsynker og lukker luftrøret til, siger Helen Lyng Hansen.

Derfor bør man altid hakke nødder, koge eller mose gulerødder og skære vindruer i mindre stykker.

Fjern også skrællen

Lige præcis vindruer er særligt farlige at få galt i halsen, da de ikke bliver opløst, fortæller sundhedsplejersken. Det samme gælder for peanuts.

- De holder faconen i ret lang tid, og de bliver ikke blødere, selvom man skyller efter med vand. Samtidig har både vindruer og peanuts en form, der gør, at de kiler sig fast i overgangen til luftrøret, advarer Helen Lyng Hansen.

For børn, der er endnu yngre, end Damian var, kan også vindruens skræl give problemer. Derfor opfordrer sundhedsplejersken til, at man er endnu grundigere end den guide, Camilla Muus Andersen har delt, opfordrer til.

- Vindruer skal skæres i kvarte, man skal fjerne stenene og helst også skrællen. Ellers skal de helst ikke have dem, siger Helen Lyng Hansen.