13-årig havde hundredvis af tics hver dag – ny dansk terapiform blev hans redning

En gruppe danske forskere har fundet en terapiform, der lærer børn og unge med tics at kontrollere deres ufrivillige bevægelser.

Vi kender den alle sammen.

Den kildrende fornemmelse, der dukker op i næsen, få øjeblikke før et nys får det til at gå væk.  

Forestil dig, at du flere hundrede gange hver eneste dag får den følelse af at have trang til at gøre noget, der ikke rigtigt kan undertrykkes.

Sådan er det at lide af Tourettes syndrom, og sådan har Tue Lauridsen Munch haft det, siden han var tre år.

I dag er han 13 år, og selvom han de seneste 10 år har været vant til at blinke kraftigt, kigge til siden og kaste hovedet bagover flere hundrede gange hver dag, var det stort set ikke til at se på ham, at han lider af syndromet, da han søndag morgen besøgte ’Go’ morgen Danmark’.

Det er ikke bare rent held, at Tue Lauridsen Munch ikke ramtes af ticsene, mens han gæstede den røde sofa, for han har med hjælp fra en gruppe danskere forskere lært sig selv at undertrykke trangen til at give efter for ticsene.

Gav selv efter

Tidligere har man behandlet Tourettes syndrom med forskellige typer af medicin. Dermed er Tue Lauridsen Munch blevet behandlet med adhd-medicin, men ligesom mange andre i hans situation gjorde medicinen ikke nogen nævneværdig forskel.

Derfor blev han en del af et forskningsprojekt, hvor forskere fra Børne- og Ungdomspsykiatrisk Regionscenter Risskov har afprøvet en kombination af to eksisterende terapiformer.

Tue Lauridsen Munchs tics har været forskellige livet igennem. Som barn havde han en periode, hvor han slikkede sig så meget om munden, at han fik sår.
Tue Lauridsen Munchs tics har været forskellige livet igennem. Som barn havde han en periode, hvor han slikkede sig så meget om munden, at han fik sår. Foto: Privatbillede

Selvom man umiddelbart skulle tro, at et tic er fuldstændig ufrivilligt, er det faktisk ikke tilfældet. For det er muligt at lære at tilbageholde dem, hvis man træner på den rigtige måde – og det er lige netop det, Tue Lauridsen Munch har gjort.

- Når der er et tic på vej, kommer der en ubehagelig følelse, hvor det føles, som om dine muskler trækker den vej, de gerne vil, fortæller han og forklarer, at han derfor tidligere har været tilbøjelig til at give efter for trangen.

Sådan er det dog ikke længere, for ved hjælp af træningen, der kaldes kombinationstræning, har Tue Lauridsen Munch lært at modstå trangen til at udføre ticsene.

Modarbejder trangen

Ligesom 53 andre børn og unge, der har deltaget i projektet, er Tue Lauridsen Munch blevet trænet i at gøre det modsatte af det, ticsene vil have ham til.

- Hvis øjet gerne vil flytte sig til venstre, skal jeg prøve at fokusere på et bestemt punkt og blive ved med at kigge på det i stedet for, fortæller han.

Og det er en strategi, der har båret frugt.  

To tredjedele af de børn og unge, der har gennemgået terapiforløbet, har efter tre måneder 25 procent færre tics, end de havde tidligere. For nogle er forskellen endda endnu større.

Og det er ikke bare mængden af tics, der rent faktisk bliver ført ud i livet, der er blevet mindre. For Tue Lauridsen Munch og de andre børn føler også sjældnere trang til at udføre dem.

Det skyldes, at så længe, man giver efter for et tic, tilfredsstiller man hjernen, som dermed bliver ved med at lave den tic.

- Hvis du kan udholde trangen, vil der komme færre tics, hvorimod der vil komme flere, hvis du giver dig selv lov til at ticse, fortæller Tue Lauridsen Munchs mor, Joan Lauridsen Munch, der til dagligt arbejder som sygeplejerske.

- Det er faktisk ligesom med slik. Hvis du kan udholde lysten til det søde i en periode, vil den langsomt forsvinde.

En gladere dreng

Mens Tue Lauridsen Munchs adhd-medicin ikke hjalp på hans flere hundrede daglige småbevægelser, har terapien derimod gjort en afgørende forskel for den 13-årige dreng.

I dag opstår trangen højst 100 gange om dagen, men ofte er det langt mindre end det, og det har stor betydning for hans livskvalitet.

- Tidligere havde Tue så mange kramper i musklerne i armene, at han fik så ondt, at han var grædefærdig. Han havde svært ved at koncentrere sig i skolen, og han var i det hele taget bare ked af det og stresset, fortæller hans mor.

- Efter han har været i behandling, har han fået meget mere overskud, har lettere ved at koncentrere sig og kan bedre holde ud at være sammen med sine venner. I det hele taget er han bare blevet meget gladere.

I dag er han heller ikke nær så bange for at få trang til tics, som han var tidligere.

- Det gælder bare om at acceptere det. Så slapper man mere af, og så bliver det også bedre. Terapien har virkelig hjulpet mig, siger han.