18-årig trodser handicap: - Det giver et håb

Rebecca Larsen giver håb til de mange børn, som overlever en kræftsygdom, lyder det.

Øjnene sidder lidt tættere end normalt, og både hørelsen og synet er nedsat.

Ved første øjekast er det tydeligt for enhver at se, at noget er anderledes ved 18-årige Rebecca Larsen.

Hun er født med cancer i øjnene, og den strålebehandling og kemoterapi, hun fik som barn, har misdannet hendes ansigt. Det har gjort hendes syn så dårligt, at hun har meget svært ved at se detaljer selv på nært hold.

Men alt dette har den 18-årige valgt at trodse.

Hele sit liv har hun insisteret på at leve en normal ungdom, og i dag fremstår hun som et eksempel på, at man ikke behøver at lade sit handicap stå i vejen for det liv, man vil leve.

Det har åbnet mange døre, fortæller Rebecca Larsen i 'Go' morgen Danmark'.

Rider i fuld galop med nedsat syn

En af de ting, som Rebecca Larsen har valgt at dyrke, er heste.

Selvom hendes syn er så nedsat, at hun på to til tre meters afstand kun kan se de detaljer, som en normalsynet kan se på 60 meters afstand, buldrer hun afsted på hest, og hun elsker det.

Her ses Rebecca Larsen, da hun blev klubmester i dressur.
Her ses Rebecca Larsen, da hun blev klubmester i dressur. Foto: Privatfoto

I mange år har Rebecca Larsen dyrket både spring, galop og dressur på højt niveau.

Målet er at blive optaget på det danske paralandshold.

- Jeg tænker selv, at mine forældre nogle gange må have lukket øjnene. For de ved godt, hvor dårligt jeg ser, så det må være ekstremt nervepirrende at have et barn som mig, der er så aktiv, siger Rebecca Larsen.

Hun kan ikke rigtig se. Men det gør ikke så meget. Hun styrer med sine sanser, og hesten klarer resten, forklarer hun.

Rebecca Larsen har valgt at trodse sit handicap. Hun er født med cancer i øjnene, og den strålebehandling og kemoterapi, hun fik som barn, har misdannet hendes ansigt.
Rebecca Larsen har valgt at trodse sit handicap. Hun er født med cancer i øjnene, og den strålebehandling og kemoterapi, hun fik som barn, har misdannet hendes ansigt. Foto: Rikke Lykke Thelin / Photos By Vrixen

50 procent af de børn, der overlever kræft, får følgeskader

  • I alt får 200 danske børn hvert år kræft. Børnene får typisk meget aggressive kræftsygdomme, og derfor er behandlingen oftest tilsvarende hård.
  • I dag helbredes fire ud af fem danske børn med kræft.
  • 50 procent af børnekræftoverleverne har dog skader og handikap som en følge af behandlingen og sygdommen.
  • Følgeskaderne kan være alt fra nedsat hukommelse og indlæring, mistet syn, organskader, nedsat fertilitet og til en øget risiko for at udvikle en ny kræftsygdom.

Kilde: Børnecancerfonden

Børn har brug for forbilleder

Historier som 18-årige Rebecca Larsens er vigtige at få frem.

Sådan lyder det fra Marianne Benzon Nielsen, der er direktør ved Børnecancerfonden.

Desværre er den relevant for rigtig mange danske børnefamilier.

- Det giver dem et håb om, at man kan få et godt liv, selvom man måske har nogle udfordringer, som ens jævnaldrende ikke har, siger Marianne Benzon Nielsen..

- Så det er jo helt fantastisk, det Rebecca gør. Hun har en livsvilje, der er meget, meget stor og inspirerende, lyder det fra direktøren.

Som enhver anden 18-årig

Den kræftform, Rebecca Larsen blev født med, har navnet retinoblastom - en sjælden, arvelig og ondartet lidelse, som dog typisk rammer børn inden for det første leveår.

Her ses Rebecca Larsen i 2004, da hun fik kemobehandling, sammen med sin nyfødte lillesøster.
Her ses Rebecca Larsen i 2004, da hun fik kemobehandling, sammen med sin nyfødte lillesøster. Foto: Privatfoto

Det er en børnecancer, der opstår i øjets nethinde, og som man behandler med stråling. Overlevelsen er cirka 95 procent, og de fleste bevarer synet i varierende grad afhængig af tumorernes beliggenhed.

For Rebecca Larsens vedkommende er hun raskmeldt.

Dog har strålebehandlingen haft konsekvenser for hende.

En af dem er, at knoglerne i den øverste del af hendes øjne ikke er udviklet korrekt. En anden konsekvens er synet og hørelsen, som hun har mistet en del af, fortæller hun i 'Go' morgen Danmark'.

Se hele Rebecca Larsens historie fortalt i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY.

Rebecca Larsen ved godt selv, at hun ikke ser 'normal' ud, men den 18-årige lever et liv, der er næsten ligesom sine venners, lyder det.

Hun går i 3.g på handelsskolen i Næstved på Sydsjælland.

I skolen får Rebecca Larsen hjælp til at læse, hvad der står på tavlen, eller undertekster i film, men ellers klarer hun det meste selv.

Rebecca: - Folk skriver, hvad de vil

Hun er aldrig blevet mobbet eller drillet, men engang imellem falder der en kommentar på de sociale medier.

Eksempelvis på datingappen 'Tinder'.

Og kommentarerne kan gøre ondt. Også selvom folk ikke skriver dem i ondskab.

- Der er der nogle folk, der tolker anderledes end andre, og Tinder er måske også en lidt overfladisk app, hvor folk er mere fri til at skrive det, de vil - modsat, hvis man møder dem ansigt til ansigt. Men selvfølgelig er det ikke rart at få sådanne ting at vide, siger Rebecca Larsen.

- Men jeg må acceptere, at det følger med. For der vil altid være fordomme, slutter hun.