Udlændinge smager dansk slik for første gang: - Det værste jeg nogensinde har puttet i min mund

Danskerne indtager andenpladsen over det mest slikspisende folkefærd. Men visse sliktyper er vi ret alene om at holde af.

- Åh Gud, hvad er det? Jeg tror, det er det værste, jeg nogensinde har smagt. Så voldsom lød dommen fra australieren Georgia Brodie, da vi på TV 2 bad hende og en række andre udlændinge smage på dansk slik.

For i Danmark adskiller vi os fra resten af verdens folkeslag på en lang række punkter: Vi er ikke bare blandt de lykkeligste i verden og blandt et af de lande, der har lavest social ulighed. Vi er også et af de få steder, hvor man elsker saltlakrids.

Onsdag 7. november er der premiere på det nye program ’Sukkerchok’ på TV 2 FRI og TV 2 PLAY. Her skal en række danskere lave deres eget slik. Og netop derfor satte vi os for at finde ud af, hvad udlændinge egentlig synes om det slik, vi elsker her i Danmark.

Sådan lavede vi slik-testen

Vi præsenterede Georgia Brodie (Australien), Lucas Ryan (Australien), Enrico Ceretta (Italien) og Marissa Messick (USA) for flere typer populært slik i Danmark. 

De smagte følgende: 

Matadormiks, Heksehyl, Tivolistang, Skumbananer, Lakridspiber, Anthon Berg Chokolate Likørflasker, Miniskildpadder, Konfekt med frugtsmag, Tyrkisk Peber-slikkepinde, Flødeboller, Super Flyers, Super Piratos, Flødeboller, Kongen Af Danmark, Chokolademandler og Salmiakpulver-slikkepinde

Georgia Brodie, Lucas Ryan, Marissa Messick og Enrico Ceretta, der kommer fra henholdsvis Australien, USA og Italien, og som alle er 21 år, blev blandt andet præsenteret for Heksehyl, Lakridspiber, Matadormix og Tyrkisk Peber.

Det var især vingummierne i Matadormix-posen, der faldt i god jord hos testpanelet.
Det var især vingummierne i Matadormix-posen, der faldt i god jord hos testpanelet. Foto: Kasper Søby

Danskernes favoritslik bliver godkendt

Det første, vi smed på bordet, var slikblandingen, der flere gange er blevet kåret som danskernes favorit.

- Jeg går efter en rød. Den er ikke så vild. Den er slet ikke dårlig, lød det fra Marissa Messick, da hun fiskede en rød vingummi op fra en pose Matadormix.

Både Matadormix og Skumbananer faldt i god jord hos testpanelet, men så begyndte deres smagsløg at blive mere og mere udfordrede. 

Så meget slik spiser danskerne

Danskerne spiser i gennemsnit 8,1 kilo slik om året, hvilket giver os en andenplads over de mest slikspisende lande i Europa, kun overgået af Finland. Det viser en undersøgelse lavet af brancheforeningen Sugar Confectionary Europe fra 2013.

Det betyder, at vi spiser mere end dobbelt så meget som en gennemsnitlig EU-borger, der spiser 3,9 kilo.

Hjemme i danskernes slikskåle finder man ofte saltlakrids, et stort hit. Men da vi gav de fire unge et Heksehyl i hånden, var det ingen succes.

- Åh nej, det er midten. Det er forfærdeligt. Kan folk virkelig lide det? lød det chokeret fra australieren Lucas Ryan, da han smagte Heksehylet.

- Betaler folk virkelig penge for det her? lød det forbløffet fra amerikanske Marissa Messick, der var rystet over smagen på Heksehyl.
- Betaler folk virkelig penge for det her? lød det forbløffet fra amerikanske Marissa Messick, der var rystet over smagen på Heksehyl. Foto: Kasper Søby Jensen

Det kræver overvindelse at spise lakrids

De fleste kender følelsen af saltlakrids, der nærmest eksploderer i munden, men det er lige præcis den følelse, der ikke er særlig rar for mange udlændinge, forklarer Michael Bom Frøst, lektor på Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet og forsker hos forsknings- og formidlingscentret Smag For Livet.

Hvilket slik spiser de mest af i andre lande?

  1. Danmark: Matadormix fra Haribo
  2. USA: M&M’s
  3. Kina: Hsu Fu Chi (blanding af jelly beans, vingummi, slikkepinde mm.)
  4. Brasilien: Bubly fra Lacta (chokoladebar med små stykker af Oreo)
  5. Sydafrika: Lunch Bar fra Cadbury (chokoladebar med peanuts og karamel)
  6. Rusland: Orbit Gum (tyggegummi)
  7. Saudi Arabien: Galaxy caramel (chokoladebar)
  8. Indien: Dairy Milk fra Cadbury (mælkechokolade)
  9. Australien: Dairy Milk fra Cadbury
  10. England: Dairy Milk fra Cadbury 

Kilde: Bloomberg Businessweek 2012

- Det kræver en overvindelse, når folk fra andre steder i verden bliver præsenteret for det. Stærk lakrids føles jo nærmest som at få en rutsjebanetur eller blive rusket rundt, forklarer han og fortsætter:

- Der er meget få andre steder, hvor salmiaksmagen findes. Der er få produkter i Japan, der kan smage lidt af det, for eksempel syltede blommer. En rigtig lagret ost, der har smagen af ammoniak og salt, kan også nogle gange give lidt af den samme smag. Men der er ikke rigtig andre steder end i Norden, Nordtyskland og Beneluxlandene, at man har fundet på at spise salmiaklakrids.

Politisk ukorrekt slik forbavser

Men det var ikke kun smagen af lakrids, der chokerede de fire unge udlændinge. Da de i nogens øjne politisk ukorrekte lakridspiber blev serveret, spærrede australske Georgia Brodie øjnene op.

- Jeg er overrasket over, at det er tilladt, at de må have den her form, sagde hun, inden hun tog en bid og tørt konstaterede, at hun ikke er stor fan af lakrids.

I 2013 kom Lakridspiber på alles læber, da det i et EU-direktiv blev foreslået at forbyde slik, der lignede tobak. Forslaget vakte stor debat i Danmark, men Lakridspiberne blev ikke forbudt.
I 2013 kom Lakridspiber på alles læber, da det i et EU-direktiv blev foreslået at forbyde slik, der lignede tobak. Forslaget vakte stor debat i Danmark, men Lakridspiberne blev ikke forbudt. Foto: Kasper Søby

Smag er noget, vi lærer

Vores smagspræferencer er kulturelt bestemt, og det er sandsynligvis derfor, at ingen i testpanelet bryder sig om den meget salte lakrids. Det forklarer Susanne Højlund, lektor i antropologi ved Aarhus Universitet og partner i Smag for Livet.

- Smag er grundlæggende noget, vi lærer. Den enkle forklaring er, at hvis man er blevet præsenteret for nogle gode oplevelser med lakrids som lille, så vil man automatisk kunne lide det som barn, siger hun.

Slikket, de ikke kan beholde i munden

Hverken Lakridspiber, Heksehyl eller Super Piratos var populært. Men de fremkaldte dog langtfra samme voldsomme fysiske reaktioner som det sidste stykke slik, testpanelet satte tænderne i: Tyrkisk Peber - i denne test i form af slikkepind.

- Sådan her skal slikkepinde ikke smage! Åh, det er meget salt! Åh Gud, det er så ulækkert, lød det hostende og spruttende fra Enrico Ceretta, der ligesom sin sidemakker Georgia Brodie valgte at spytte slikkepinden ud i den nærmeste serviet, han kunne finde.

Ingen i testpanelet kunne holde ud at beholde den meget stærke Tyrkiske Peber-slikkepind i munden.
Ingen i testpanelet kunne holde ud at beholde den meget stærke Tyrkiske Peber-slikkepind i munden. Foto: Kasper Søby

Selvom de fire unges smagsløg blev sat på lidt af en prøve under den danske sliksmagning, var de ikke helt afskrækkede, da vi bad dem vurdere dansk slik.

- I har 60 procent god slik. Men slap lige lidt af med salten, lød rådet fra Lucas Ryan.

Mens italieneren Enrico Ceretta konstaterede:

- Man er nok nødt til at vokse op med det her for at kunne lide det, tror jeg.

Børn frarådes lakridser

Men kunne der være en chance for, at saltlakrids kommer til at gøre et indtog i udlandet og bliver et stort hit?

Sandsynligvis ikke, vurderer Michael Bom Frøst. En stor udfordring er nemlig, at al saltlakrids, der indeholder mere end to procent salmiak, frarådes børn og derfor ikke er helt oplagt at sælge til udlandet og børn.

- Man skal ikke have for meget, når man er barn. På den måde er der ikke så mange børn, der bliver udsat for det, forklarer han.

De unges favoritslik var i øvrigt Konfekt Med Frugtsmag fra Carletti.

Se danskere konkurrere om at lave det bedste og flotteste slik i 'Sukkerchok' på TV 2 PLAY eller onsdage klokken 20.40 på TV 2 FRI.

Afstemning