Nyt gluten-studie overrasker eksperter: - Vægttabet var helt, helt uventet for os

Professor er overrasket over sin egen kortlægning af effekterne af en kost med mindre gluten.

Skærer man kraftigt ned på brød, pizza, pasta og anden glutenholdig mad, vil man nok få en bedre mavefornemmelse og et beskedent vægttab.

Det skriver Politiken onsdag.

52 danske og internationale forskere har efter seks års studier for første gang på verdensplan påvist, at spiser man mindre glutenholdig kost, kan det have flere positive effekter. Det er kost som hvede, rug eller byg.

- Det nye er, at når i øvrigt raske mennesker spiser mindre glutenholdig mad, så får deres tarmbaktier en anden sammensætning. Og bakterierne begynder at fungere anderledes.

- Det betyder helt konkret, at der bliver produceret mindre luft i tarmene, siger professor og forskningsleder Oluf Borbye Pedersen fra Novo Nordisk Fondens Metabolismecenter ved Københavns Universitet.

Hjælper på maven

Professoren er leder af og seniorforfatter til det nye studie. Det er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature Communications.

Han understreger, at det ikke er gluten, der er problemet, men de kostfibre, der er i glutenholdig mad.

- Det har ikke så meget med gluten i sig selv at gøre, men med indholdet af de kostfibre, der er i glutenholdig kost, siger professoren og siger yderligere, at man dermed kan punktere myten om, at det er gluten, der giver nogle mennesker problemer.

Det vigtigste ved studiet er ikke nødvendigvis vægttabet, men den større tarmsundhed

Oluf Borbye Pedersen, professor og forskningsleder

Således kan det forandre sammensætningen af ens tarmbakterier, så man vil føle sig mindre oppustet, have mindre luft i maven og endda få et uventet vægttab på næsten et kilo efter otte uger. 

- Vægttabet var helt, helt uventet for os, siger professor og forskningsleder Oluf Borbye Pedersen til Politiken.

Studiets primære formål var at undersøge, om sammensætningen og funktionen af nogle af tarmenes hundredvis af forskellige bakteriearter ændrer sig, hvis man udskifter en fiber- og glutenrig kost med en fiberrig, men glutenfattig kost.

- Det vigtigste ved studiet er ikke nødvendigvis vægttabet, men den større tarmsundhed, man kan opnå ved en fiberrig low-gluten-kost. 

- Rigtig mange mennesker har nemlig mave-tarm-problemer, ondt i maven, er oppustede eller har meget gasdannelse i maven, siger Oluf Borbye Pedersen.

Ifølge professoren lider mindre end én procent af den autoimmune sygdom cøliaki. Det betyder, at de reelt ikke tåler gluten. Op mod hver femte voksne har konstant problemer med mave og tarm i et eller andet omfang.

- En af årsagerne kan være det store forbrug af glutenholdigt brød, pasta og pizzaer med kostfibre overvejende fra hvede og rug, siger Oluf Borbye Pedersen.

Undersøgelsen peger på, at den fiberrige kost næsten uden gluten medfører det beskedne vægttab, fordi tarmbakterierne øger forbrændingen af kalorier.

- Det ser ud til, at noget af den overskydende energi, som din krop ikke skal bruge, bliver brændt af som varme i stedet for at blive deponeret i fedtvævet, siger Oluf Borbye Pedersen til Politiken.

Sundhedseksperternes 10 kostråd

Frugt, grønt og bær

Spis mindst 600 gram grøntsager, bær og frugter om dagen.
Det svarer til seks håndflader eller håndfulde og er for mange det vigtigste råd.
Et godt trick til at få mest muligt grønt indenbords er ved at drikke en såkaldt greenie – en smoothie med masser af grøntsager.

Brug 'T-tallerkenen'

Foto: JESSICA EMILY MARX / Scanpix Denmark
Spis gerne tre hovedmåltider og benyt dig af 'T-tallerkenen'.
Det vil sige en halv tallerken (to håndfulde) med grøntsager, bær og frugter, en kvart tallerken (en håndfuld) med sundt protein og en kvart tallerken (en håndfuld) med stivelse og sundt fedt.

Mad fra bunden

Foto: Bax Lindhardt / Scanpix Denmark
Spis mad, hvor du faktisk ved, hvad ingredienserne er.
Hvis du selv tilbereder maden, bliver det nemmere at følge anbefalingerne – og du får måske en helt ny smag for madlavning oveni.

Sluk tørsten

Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark
Drik vand og te, som du ønsker det. Kaffe med måde.

Drik alkohol med måde

Foto: TV 2
Det vil sige i gennemsnit en lille genstand i døgnet eller hvert andet døgn.
For nogle vil det være bedst helt at lade være.

Ned med sukkeret

Foto: Shutterstock / Shutterstock
Hold virkelig igen med tilsat sukker, og prøv gerne en periode helt uden.
På den måde kan du finde ud af, hvor meget du egentlig spiser, og hvordan din krop reagerer på forskellige mængder. Derefter kan du nyde det med omtanke.

Sundt protein

Foto: Shutterstock / Shutterstock
Spis en håndfuld sundt protein til hvert hovedmåltid.
Sunde kilder er for eksempel fisk, rogn, bælgfrugter, æg, fjerkræ, vildt, magert kød, syrnede mejeriprodukter og bælgfrugter.

Sunde fedtstoffer

Foto: Shutterstock / Shutterstock
Få sundt fedt via dagens måltider.
Gode kilder er eksempelvis nødder, mandler, frø, kerner, fisk, æg, rogn, skaldyr, avocado, oliven og syrnede mejeriprodukter.

Stivelse

Bælgfrugter. Foto: 'Go' morgen Danmark' / 'Go' morgen Danmark'
Få som udgangspunkt en halv til en hel håndflade af hele, uforarbejdede stivelsesholdige fødevarer til hvert hovedmåltid.
Eksempelvis rod- og bælgfrugter, kartofler, fuldkorn og søde kartofler.

Balance

Foto: CARINA HECKSCHER / Scanpix Danmark
Kalorier tæller selvfølgelig. Hvis du spiser for mange, selv i form af sund mad, vil du tage på. Hvis du skal tabe fedt, skal du være i kalorieunderskud.