Kvinder viser deres kropshår frem: - Ja, det rager folk

Hidser man sig op over behåring, er det problematisk, mener ekspert.

- Fint, I gror jeres hår ud, men hvad fanden rager det os andre?

- Jeg brækker mig.

Sådan lyder nogle af de mange beskeder i kommentarsporet, efter 22-årige Olivia Nørgaard Nedergaard viste sine kropshår frem i en video på tv2.dk. 

Hun gjorde det for at normalisere, at kvinder lader håret gro - et emne, som efterfølgende har fået flere hundrede til tasterne for at skrive både negative og positive kommentarer. Så mange, at Olivia Nørgaard Nedergaard nu selv har valgt at trække sig helt fra debatten.

Men hun er ikke den eneste, der mener, at det er på tide, at hårene vises frem.

To sygeplejestuderende, 23-årige Johanne Bach og 25-årige Camilla Lindholm, kalder sig tilsammen for Kvindekollektivet, og de har sat sig for at dele ‘ægte billeder' på de sociale medier i håb om at bryde tabuer, fortæller de i 'Go' morgen Danmark'.

Folks kommentarer viser, at der er brug for det, lyder det.

Derfor viser de hårene frem

Ligesom Olivia Nørgaard Nedergaard løftede armene og talte om de små lyse hår, der gror i hendes armhuler, viser Johanne Bach og Camilla Lindholm deres ubarberede armhuler frem på sociale medier.

De mener, at debatten er et udtryk for, at vi danskere generelt er "kropsbehåringsforskrækkede".

- Det rager folk, fordi vi har en masse normer i vores samfund, der gør, at rigtig mange mennesker føler sig underlagt skønheds- og kropsidealer. Man bliver sindssygt usikker på sig selv, fordi man føler, man skal leve op til noget bestemt, siger Camilla Lindholm.

Johanne Bach er enig.

- Kropsbehåring falder uden for den norm. Så har man kropsbehåring, bliver man ofte set på som ulækker, fordi folk ikke ser det som noget normalt, lyder det.

Og ifølge en forsker er det ikke grebet ud af den blå luft, at moderne mennesker har et anspændt forhold til kropsbehåring.

Ekspert: - Kvinden skulle være særligt ren

Ideen om, at kvinden skal være hårløs, går meget langt tilbage i vores kultur.

Sådan lyder det fra kønsforsker og lektor i kultur- og sprogmødestudier ved Roskilde Universitet Christian Groes.

Han mener, at det kan forklare, hvorfor nogle reagerer voldsomt på at se en kvinde med hår under armene.

- Det har været set som noget beskidt eller ulækkert, fordi det skiller sig ud fra og tilsmudser det, vi har lært som ‘det feminine’. Og selv om det bare er hår, kan det, når folk møder det, blive set som en form for forurening af det, vi kender som feminint, lyder det.

Christian Groes forklarer, at idealet for kvinden før i tiden var, at hun skulle være særligt ren, uskyldig og fin, og at hårvækst blev opfattet som noget beskidt eller ulækkert.

- Så hvis man formår at pille ved de her grundidéer, så er det næsten en revolution, fordi det er en del af en universel struktur. Ingen hår under armene går meget langt tilbage. Derfor er det en vanskelig kamp at tage. Men det er prisværdigt, at nogen forsøger, siger kønsforskeren.

Men hidser man sig op over behåring, er det problematisk, fordi det fastholder de gamle opdelinger i, hvad der skal være maskulint og feminint, lyder det fra Christian Groes. I stedet for at harcelere eller slå det hen, skal man reflektere over det.

Ellers vil de gamle normer ikke ændre sig, slutter han.

Her ses et af de billeder, som Johanne Bach har delt.
Her ses et af de billeder, som Johanne Bach har delt. Foto: Johanne Bach

Vil ændre folks opfattelse af hår

Johanne Bach og Camilla Lindholm er enige.

Det var nøjagtig derfor, de to sygeplejestuderende selv stod frem og viste deres kropsbehåring, lyder det.

Målet er, at det kan være med til at ændre folks opfattelse af deres eget hår på kroppen.

Johanne Bach og Camilla Lindholm viser deres kropshår frem på instagramprofilen Kvindekollektivet.
Johanne Bach og Camilla Lindholm viser deres kropshår frem på instagramprofilen Kvindekollektivet. Foto: @Kvindekollektivet

- Vi håber, det bliver mere acceptabelt, så man kan vælge at lade håret gro eller ej for sin egen skyld og ingen andres. Vi vil gerne, at det skal nå ud til unge mennesker, der er usikre, fordi de føler, at de er forkerte, hvis de ikke barberer sig. Det vil vi gøre op med, lyder det fra Camilla Lindholm.

Ligesom Olivia Nørgaard Nedergaard får de mange kommentarer - flest positive, men også negative.

Kommentarer såsom: “Billigt at vise sig selv på den måde", når de poster et billede, ser de to kvinder dog som en udtryk for, at de har ramt noget rigtigt.  

- Vi er nødt til at præsentere folk for noget, der ligger uden for normen, for at det kan blive noget, vi finder naturligt, siger Camilla Lindholm i ‘Go’ morgen Danmark’.

Se hele indslaget om Camilla Lindholm og Johanne Bachs kropsbehåring på TV 2 PLAY

Afstemning