Livsstil

Fem ting, der ikke må gå galt på din bryllupsdag

Det er langt fra alting, du kan styre, når du skal holde dit bryllup - vejret, gæsternes alkoholindtag og deres, måske deraf følgende, pinlige taler er bare nogle af de ting, der ligger uden for din indflydelse.

Men der er omvendt nogle ting, der bare skal klappe på den store dag; nogle ting, der for alt i verden ikke må gå galt - og som du rent faktisk godt kan styre og have hånd i hanke med.

Bryllupsplanlægger Signe Marie Jeppesen har om nogen fingeren på pulsen af tidens bryllupper, og hun fortæller dig her, hvilke fem ting, der bare ikke må gå galt på din bryllupsdag. Heldigvis er alle fem ting nogle, du kan planlægge dig ud af i forvejen - læs med her:

Husk ringene, forlover!

Det er en klassiker, og ét af brudens værste mareridt: At stå der i kirken med fingeren klar - og så har forloveren glemt ringene... Hvis du vil være sikker på, at forloveren husker ringene, så køb en lille fin satinæske, der er lavet til det samme, og put ringene heri - denne æske skal han nok huske.

Pas på brudekjolen

Du har iført dig et sæt lækkert undertøj, skoene er på, og håret sat med slør og det hele. Din mor hjælper dig i brudekjolen, og bagefter opdager du, at en lille flig af din neglelak er gået af. Du griber neglelakken, skruer låget af... og taber flasken ned ad kjolen, så en lang stribe lyserød neglelak nu er tilført som en ekstra detalje. Husk derfor, at det aller-aller-allersidste, du gør, er at tage kjolen på.

Vær forberedt på et hosteanfald under vielsen

Det er sket, og det vil ske igen: Bruden får et hosteanfald under vielsen og kan kun nikke sit ja. Sørg for, at familien på første række har et førstehjælpskit med i form af pastiller, vand og lommetørklæder.

Sæt kagen i skyggen

Vielsen er overstået, gæster og brudepar ankommer til receptionen i haven, og bryllupskagen skal skæres for. Men fyldet er surt, marcipanroserne smeltet, og kagen er skæv som tårnet i Pisa. Husk derfor, at kagen skal stå på køl så længe som muligt, og når den stilles op, så stil den i skyggen.

Husk traditionerne

Bruden skal bære noget nyt, noget gammelt, noget lånt og noget blåt under vielsen. Og så lige en lille rød ting. Husk at putte en mønt i skoen også, så I ikke kommer til at mangle penge i ægteskabet.

Signe Marie Jeppesen er bryllupsplanlægger og indehaver af brudesalonen Kennedys. Du kan læse mere om hende ved at klikke på linket i boksen øverst på siden.