Livsstil

Sådan undgår du panik på din bryllupsdag

Du har tænkt på dit bryllup siden du var en lille pige og nu nærmer dagen sig med hastige skridt. Får tanken om, at 60 mennesker øjne kun hviler på dig, når du går de 20 meter ned af kirkegulvet til at gå i panik eller føler du pludselig løkken stramme om din hals, når du øver dig på at sige 'JA' højt og tydeligt? Så er du vist ved at blive grebet af panikkens fangarme.

Bryllupsplanlægger Signe Marie Jeppesen har set alle tegnene og kan spotte en brud i panik på lang afstand. Her giver hun sine bedste råd til at undgå den velkendte bryllupspanik, så du kan nyde den store dag.

Søvn og masser af vand

er vigtigt for at kroppen kan fungere, og får du nok af begge dele, fungerer hjernen også bedre. Du kan overskue mere og du kan undgå den stress, der rammer de fleste brude op til deres bryllup. Og så er det altså helt normalt, at en brud når at få en rigtig god gammeldags tudetur i ugen op til hendes bryllup.

Uddeleger opgaverne. Jo mere du får andre til at lave og ordne for dig, des mindre er der at gøre for dig selv. Brug hellere tiden på at forkæle dig selv hos kosmetologen og massøren, så du undgår sorte rande under øjnene og uren hud, som de fleste stressede mennesker døjer med.

Vær ærlig over for dig selv. Hvis du ikke kan magte et kæmpe udstyrsstykke af et bryllup med 200 gæster til reception og 100 til middag, så lad være med at gøre det. Skær enten en masse gæster fra, som måske alligevel ikke betyder så meget for jer, og planlæg enten et lille intimt bryllup, eller få fat i en bryllupsplanlægger, der kan overskue tingene for dig og trække i alle trådene.

Vær i god tid.

Få så meget gjort tidligt som overhovedet muligt. For eksempel er det vigtigt at få brudekjolen i hus hurtigst muligt. Mange ved ikke, at det tager mellem 3 og 5 måneder for en kjole at komme hjem hvis den skal bestilles, og da skrædderne også skal bruge tid på at tilrette den, så den passer perfekt på selve dagen, er det bedst at finde og købe sin kjole et halvt år før brylluppet. De fleste brudekjoleforretninger kan du lade din kjole hænge indtil dagen før brylluppet, når du har prøvet at den passer perfekt. Når du så henter den, er den dampet og strøget en gang mere. Den endelige bordplan kan I dog først lave en uges tid før brylluppet. Der er altid nogle gæster, der melder fra i sidste øjeblik eller godt kan komme alligevel selvom de havde meldt fra, og så går der kuk i det hele, hvis den er lavet for 4 uger siden. Så lad være med at spekulere over alle de ting, der skal vente og koncentrér jer om det, der skal gøres lige nu.

Lav lister. På mange af bryllupsportalerne kan du finde lister over ting, der skal gøres og hvornår de skal gøres. Print listerne ud og brug dem som hjælp til at overskue det hele.

Slap af, Bryllupsmonster. Når I har sagt ja til hinanden og festen er i gang, er der ikke noget at gøre alligevel. Læn dig tilbage, nyd det hele og grin ad det, hvis ét eller andet ikke går helt som planlagt. Du kan aldrig få denne dag igen, så nyd den i fulde drag, mens du er i den.

Signe Marie Jeppesen er bryllupsplanlægger og indehaver af brudesalonen Kennedys. Du kan læse mere om hende ved at klikke på linket i boksen øverst på siden.