Livsstil

Støvsugning og børnepasning gør far glad

Mere tid sammen med børnene og støvsugeren gør fædre gladere og mindre stressede, viser en britisk undersøgelse.

Så er der godt nyt til alle hårdtarbejdende mødre, der forsøger at nå det hele med børneopdragelse, karriere, indkøb, madlavning og rengøring. Fædre er nemlig gladere, når de laver mere husligt arbejde, har mere tid sammen med børnene og en kone, der bruger lige så lang tid på arbejdet som dem selv.

Den bedste måde at afstresse en far på er ifølge den britiske avis The Guardian, at dele alle de hjemlige pligter med ham i stedet for at stryge hans skjorter for ham, lave hans morgenmad og sørge for at børnene er velopdragne, så han ikke behøver bøvle med uvorne unger.

Universitetsfolk fra Lancaster University management school har i samarbejde med organisationen 'Working Familien' undersøgt, hvordan 1.000 mænd forener arbejdsliv og familieliv, og undersøgelsen viser, at 82 procent af de adspurgte fædre, der alle har fuldtidsarbejde, gerne ville have mere tid til familien.

"Måden vi er familie på ændrer sig. Og ikke kun fordi mødrene arbejder ude, men også fordi både moderen og faderen vil have et tæt forhold til børnene. Det er helt klart, at de forventninger fædre har om hvor meget tid og på hvilken måde de er sammen med familien, ændrer sig. Fædre vil gerne have mere tid med deres børn og de tager også nu en større del af børnepasningen," siger Caroline Gatrell fra Lancaster University til guardian.co.uk.

Nummer et og tre stresser

Undersøgelsen viste også, at mænd i høj grad er "seriøst stressede", men de mænd og fædre, der lavede meget husligt arbejde, var mindre stressede end dem, der ikke deltog på hjemmefronten. Antallet af børn påvirker også stressniveauet hos mændene. To børn er det helt optimale antal, hvis man skal undgå for meget stress. Både et og tre børn er til gengæld med til at øge presset.

"Førstegangsfædre er ofte helt uforberedte på, hvad det vil sige at have et barn, og hvordan det påvirker familielivet. Når barn nummer to kommer til verden, ved de, hvad de kan forvente. Men nummer tre er en ny, stor forandring, fordi det presset på økonomien bliver større," siger Caroline Gatrell.

Forskerne håber, at de foreløbige resulater af undersøgelsen, der løber over to år, kan være med til at ændre arbejdsgivernes holdning om, at kvinderne gerne vil gå hjemme hos børnene mens mændene arbejder igennem på kontoret, når det ifølge undersøgelsen er sådan, at kvinder gerne vil arbejde og mænd i stigende grad gerne vil have mere tid til børnene og familien.