Derfor fejrer vi Valentinsdag

Ved du, hvorfor vi i dag, den 14. februar går amok i røde roser, chokolader og hjerter?
Har du købt roserne til din elskede? Eller skrevet et kærligt brev eller e-mail, hvor du fortæller om dine følelser? Eller er du en af dem, der hader den amerikanske højtid, som bare er noget kommercielt pjank?
I virkeligheden er Valentinsdag slet ikke en amerikansk opfindelse. Den går derimod helt tilbage til 1600-tallets England, hvor man begyndte at sende små valentinsdigte og kærlighedsbreve til sin udkårne.
Kærlighedens helgen halshugget
Men årsagen til, at vi fejrer Valentinsdag skal man helt tilbage til det gamle Rom for at finde. Valentinsdag er nemlig opkaldt efter Sankt Valentin af Rom.
I én beretning om Valentin fortælles det, at han led martyrdøden i år 269 efter Kristus. Kejser Claudius havde forbudt de romerske soldater at gifte sig, og præsterne måtte derfor naturligvis heller ikke vie dem.
Men præsten Valentin fortsatte med at vie dem og han blev arresteret og dømt til døden. Valentin knyttede under sin fængsling efter sigende venskab med sin fangevogters blinde datter, som han mirakuløst gav synet igen. Inden han blev halshugget 14. februar, skrev han et afskedsbrev til sin veninde, og underskrev det "fra din Valentin", og den gestus har nu fået en romantisk fortolkning.
"Traditionen med valentinskort og -breve stammer fra England, hvor de første valentinsbreve var håndlavede. Men allerede i 1800-tallet begyndte man at kunne købe særligt brevpapir og kort til valentinsdag, nogle endda med duft," fortæller Anne Marie Rechendorff fra Forsknings- og formidlingsafdelingen hos Post & Tele Museum, der blandt andet huser en mindre samling kærlighedsbreve.
Mit navn det står med ...
Valentinsbrevet er ifølge Anne Marie Rechendorff i slægt med gækkebrevet, der også har undertoner af romantik eller "bindebrevet", der indeholdt en lille gåde eller en opgave, der skulle løses.
"Såvel valentinsbrevet som gækkebrevet og bindebrevet kunne bruges til at afprøve følelser, uden at det var alt for forpligtende og alvorligt," siger Anne Marie Rechendorff til Post Danmarks husstandsomdelte 'Med Rundt'.
"Sender man en valentin - hvilket vil sige et kort eller en gave vedlagt et kort - så må man ikke underskrive med sit navn. Men kortet må gerne på anden vis røbe afsenderens identitet."