Livsstil

Vil du sende en fattig familie på ferie?

Dobbelt så mange familier har søgt om hjælp til ferien end normalt. Go'morgen Danmark og Dansk Folkehjælp starter nu et hjælpeforum.

Har du et sommerhus, du ikke selv skal bruge en uge i sommerferien? Eller ligger du inde med et gavekort til Djurs Sommerland, som du aldrig får brugt? Så kan du hjælpe fattige familier til at kunne holde sommerferie i år.

Go'morgen Danmark og Dansk Folkehjælp, der er Danmarks største formidler af feriehjælp, har oprettet hjælpeforummet 'Go'Folkehjælp', hvor folk, der vil hjælpe og folk, der har brug for hjælp, kan finde hinanden.

Tanken er, at man melder sig, hvis man kan tilbyde en eller anden form for hjælp til de danskere, der ellers ikke har råd til at holde sommerferie. Det kan være, at man har et sommerhus, der står tomt i en uge eller bare en weekend, eller man har et gavekort til Djurs Sommerland, Tivoli eller Legoland, som man alligevel ikke får brugt. Eller måske et telt og en gammel cykel. Alle bidrag i form af naturalier er velkomne.

Du finder Go'Folkehjælp på Facebook, hvor man enten kan tilbyde sin hjælp eller søge om hjælp. Følg linket i boksen til højre.