Sådan gør I vielsesringene personlige

Sommertid er lig med bryllupstid og går I også rundt og spekulerer over, hvordan vielsesringene skal se ud, er her nogle gode råd til, hvordan man gør dem personlige og helt sine egne.
Danskerne bruger flere og flere penge på deres vielsesringe, og en af grundene kan være, at de går efter et mere personligt look. Det mener smykkeekspert Charlotte Møbjerg Ansel-Henry.
"Tendensen går mod mere og mere personlige vielsesringe. Ringe som er fyldt med historie og symbolik," fortæller Charlotte Møbjerg Ansel-Henry til tv2.dk.
"Der investeres oceaner af tid, tanker og penge på at få designet de helt rigtige ringe som afspejler netop parrets fælles historie, deres stil og den rejse de skal på sammen."
Hun forklarer, at udtrykket i de personlige ringe er lidt grovere i det end før set, men stadig med det typiske materiale af guld, rødguld eller hvidguld.
"De er grovere, fordi de er lidt bredere end normalt, det er meget in i øjeblikket, og så er de fladere end normale vielsesringe," siger Charlotte Møbjerg Ansel-Henry.
Men hvordanfår man så en helt personlig vielsesring? Smykke-eksperten lister her nogle gode råd:
1.
Husk at du skal have ringen i rigtig mange år, så selvom den generelle mode dikterer store flashy cocktailringe,, så husk på, at det er en vielsesring, som skal kunne passe til alle outfits og alle anledninger.
2. Undgå for mange flagrende detaljer som kan genere og for eksempel hænge fast - ringen skal være behagelig at have på og du skal kunne bruge den i hverdagen i mange år.
3. Hvis man ikke selv har en lille designer i maven kan man sagtens finde færdigstøbte ringe, og med få midler gøre ringene personlige.
Det kan for eksempel ske ved:
- Indgravering:
Den billigste måde at gøre ringen personlige er at få dem indgraveret. Tænk lidt kreativt og i stedet for at få graveret den klassiske dato og navn, så tænk i ord, tal, monogram eller få for eksempel graveret jeres fingeraftryk i eller på ringen.
- Sten:
Sten har mange forskellige betydninger. Find jeres fælles sten og det, som den symboliserer, kan være jeres fælles sten. Det siges for eksempel, at diamanter betyder Uskyld og troskab, og Safir betyder Klogskab og fantasi.
Selvom diamanterne har været forbeholdt kvinder, så hælder tendensen nu også mod "sten til mænd". Mændene vil også være med på beatet og have ædelsten i deres vielsesrige. Typisk vælger de lidt alternative sten som for eksempel sorte diamanter, smaragder eller safirer. Men ellers er det diamanter, der er de foretrukne sten i vielsesringe og indgår stort set i alle kvinders vielsesringe.
- Eget guld:
Brug for eksempel eget guld fra oldemor eller et gammelt smykke - og tilfør ringen den historie, som det omsmeltede smykke allerede indeholder.
Tænk over materialet
De fleste vielsesringe udføres i guld. Guld er et slidstærkt og holdbart ædelmetal som ikke forgår. Derfor anbefaler Charlotte Møbjerg Ansel-Henry, at man bruger der som materieale, eller et andet holdbart materiale.
"Og selvom du er vild med læder-tendensen, så egner læder sig måske ikke som vielsesring," siger smykkeeksperten.
Hun forslåer dog også vielsesringe i træ som en mulighed.
"Dog er træ et organisk materiale så sandsynligheden for, at træet skal udskiftes efter en årrække, er relativ stor," siger Charlotte Møbjerg Ansel-Henry.
Gør det for en billigere pris
Vielsesringe i guld fås ifølge smykkeeksperten fra cirka 8000 kroner og opefter.
Hvis budgettet er stramt, men I alligevel ønsker jer guldringe, har smykkeeksperten også et par tips til, hvordan man kan gøre det lidt billigere.
-Spar på diamanterne: Man kan altid isætte diamanter efterfølgende, og endda gøre ringene endnu mere personlige ved at tildele hver ny diamant en betydning. For eksempel en ring ved et års bryllupsdaggen, det første barn eller noget lignende.
-Brug eget guld: Gamle smykker som du ikke bruger kan smeltes om og bruges til jeres vielsesringe.
Udover at du sparer udgiften, tilfører det ringen endnu mere personlighed og historie.
-Køb og design ringene over nettet. Du kan både spare tid og penge ved at få vielsesringene designet via internettet. Der findes flere forskellige firmaer som designer personlige vieslesringe via internettet. Blandt andet www.coacopenhagen.com , hvor dialogen foregår online. Desuden er de billigere, fordi der ingen fordyrende mellemled er.
-Lavere karat. Vælg for eksempel ringe i 14 karat i stedet for 18 eller 22 karat. Prisen er lavere, og det kan ikke ses med det blotte øje om ringen er i 14 eller 18 karat.
-Vælg sølv i stedet for guld: Sølv er nu engang billigere end guld - derfor kan du vælge at få designet ringene i sølv og alligevel opnå et hvidguldslook´, da det ligner lidt.
Klik på videoen foroven og få flere gode råd til, hvad man blandt andet skal købe i morgengave til brylluppet