Livsstil

Få styr på hysteriske børn

Alle børnefamilier kender problemet. Barnet får et hysterisk anfald ud over det sædvanlige, ligger og sparker i gulvet, mens tårerne pisker og halsen skriger af fuld kraft.

"I min verden er der ikke noget, der hedder hysteriske børn, for jeg plejer at sige, at det altid er de voksne, der har skabt vilkårene," lyder en af familievejleder og foredragsholder Lola Jensens læresætninger.

Ifølge Lola Jensen, der bl.a. er kendt fra Go'morgen Danmark, sker det typisk, at barnet kommer helt op i det røde felt, når forældrene mangler overskud efter en lang og hård dag på jobbet. Når far og mor er trætte, 'glemmer' de at stille krav til barnet, og det kan få konsekvenser.

"Nogle gange kan man som voksen godt komme til at gøre og sige tingene lidt for hurtigt, og så er det, at barnet kan blive meget vredt. Når man har haft travlt hele dagen på arbejdet, så nænner man ikke at stille sit barn nogle krav, når man kommer hjem, og det er man altså nødt til. Det handler om at turde lære barnet nogle vigtige værdier, såsom evnen til at magte en skuffelse, evnen til at magte en udsættelse af behov og evnen til at magte en afvisning. De værdier skal børnene bruge, når de vokser op og skal begå sig i samfundet," forklarer Lola Jensen til tv2.dk.

Når man har haft travlt hele dagen på arbejdet, så nænner man ikke at stille sit barn nogle krav, når man kommer hjem, og det er man altså nødt til

Lola Jensen, familievejleder

Brug ikke for mange ord

Det første råd til forældrene, der ikke ved, hvordan de skal håndtere deres hysteriske barn er kort og kontant: Ti stille!

Børn skal nemlig ikke have for mange ord, når de bliver hysteriske. Der skal ikke snakkes for meget, der skal ikke hænges fast i emnet, der skal ikke bruges ironi. Med andre ord skal man lade barnet være vred i fred.

"Hvis lille Malene er sur over, at hun ikke kan få en banan, så lad være med snakke om den banan, og hvorfor hun ikke må få den. Til gengæld er det smart at bruge afledningsmanøvrer. Hvis hun er meget vred, kan man for eksempel få hende til at 'hjælpe dig'. Spørg eventuelt hvem der vil være med til at lave aftensmad, og så er der en god mulighed for at hysteriet stopper langt hurtigere. Barnet finder ud af, at hun er alene om at være vred, og at den voksne allerede er gået videre med noget andet," siger Lola Jensen.

Men selv om man altså skal ignorere hysteriet med ord, så påpeger den erfarne børneekspert gennem 26 år, at man stadig skal vise med sit kropssprog, at man er til stede.

Brug en timeout

Hvis man sidder under et måltid, og hysteriet bryder ud mens stakkels lillebror på halvandet år også spiser, er det en god idé, hvis den ene voksne tager hysteriske storesøster med ind på værelset, indtil hun falder ned. Det er hvad Lola Jensen kalder en timeout. Det må ikke sidestilles med en straf, men skal udelukkes ses som en pause.

"Når lille Malene er faldet til ro, er det vigtigt, at man ikke tager emnet op igen ved f.eks. at sige: 'Se, der var ingen grund til, at du blev så vred over banan', for det kan bare få det hysteriske anfald til at starte forfra. Tal om alle mulige andre emner minus banan og undgå også sætningen 'bliv nu ikke vred igen', for så bliver hun det," forklarer Lola.

Hvis barnet får et hysterisk anfald i en butik, så er det brugbart med en timeout. I det tilfælde er det bedst, hvis man tager barnet med udenfor og sætter sig i bilen eller finder en bænk, hvor man kan mærke, at der ikke er 87 tilskuere. Så finder man hurtigere roen.

Gå ikke på listefødder, men stå fast

Efter et hysterisk anfald kan de voksne have tendens til at gå på listefødder bagefter, for at undgå en ny konflikt. Men det er ifølge Lola Jensen en forkert attitude.

"Hvis det f.eks. handler om aftensmaden, så siger du til barnet, at hun skal sætte sig på sin egen stol. Det kan være, at det var det, der startede konflikten første gang, men hvis man så forbarmer sig og lader hende sidde på ens skød, mens hun spiser, så har barnets skandale givet pote. Det er forkert," siger Lola, men slår også hurtigt fast, at forældrene selvfølgelig ikke skal se det som en kamp, men at man lærer sit barn at nogle grænser er det nødvendigt, at de voksne må sætte

Hvis barnet efter et hysterianfald bliver ved med at stille et urimeligt krav, så råder Lola Jensen til, at man tager hele turen med en ny time-out forfra. Også selv om det kun er to minutter siden, den sidste skandale stoppede.

"Børn lærer derved, at der er grænser og de lærer, at de voksne har nogle ting, som de er nødt til at sige nej til. Børn er slet ikke beregnende og udspekulerede. Det er noget, de lærer med tiden, når de bliver ældre, igen kun hvis de voksne skaber muligheden herfor".