Livsstil

Modeugen er ikke en lukket fest - du er også inviteret

Designere, kendisser, stylister og fashionistaer i alle afskygninger indtager i morgen København, når dørene bliver slået op til Copenhagen Fashion Week. Så tænker du måske, 'hvad kan jeg som almindelig dødelig bruge det til?'. Hertil er svaret 'en hel del faktisk!'.

Når man bare er en ganske almindelig kvinde med en ganske almindelig interesse i mode, kan det måske umiddelbart være svært at forestille sig, hvad man egentlig kan bruge Copenhagen Fashion Week til. Men faktisk er modeugen ikke bare for de professionelle, den er også for dig og mig.

Med et væld af muligheder udenfor catwalkene og de etablerede shows er København ifølge modekonsulent Uffe Buchard nemlig den modeby i verden, der tilbyder flest aktiviteter for os 'almindelige' mennesker:

"Jeg er overbevist om, at København er den modeby i verden, hvor der er flest aktiviteter for de, der rent faktisk bruger moden - forbrugerne. Dermed er Copenhagen Fashion Week bestemt ikke en "lukket fest" men derimod et inspirerende fyrværkeri af muligheder for alle modeinteresserede," siger Buchard til tv2.dk.

Fashion Festival

Sideløbende med den professionelle modeuge afholdes nemlig også Copenhagen Fashion Festival, der tilbyder alverdens aktiviteter for alle os amatører, der er interesserede i mode, design, shopping og gode tilbud.

Festivalen udgiver et magasin, hvor samtlige aktiviteter er listede. Magasinet er at finde i butikker og uddeles gratis på strøg og gade. Du kan derudover finde programmet på festivalens hjemmeside, som du finder via linket i boksen til højre.

Nu hvor du således er inviteret til fashionabel fest i København fra i morgen og fem dage frem, hvor modeugen løber af stablen, så er det bare med at kridte skoene og komme afsted - men til hvad? Når der er så mange muligheder, kan det jo godt være svært at vælge.

Vi tilbyder derfor en hjælpende hånd til at guide dig gennem modeugens mange events. Nedenfor giver Uffe Buchard således sit bud på nogle af de næste fem dages moderelaterede events, som han synes, lyder sjovest.

Modeshows og stilletløb

Uffe Buchard anbefaler at kigge forbi Kronprinsensgade i indre København fredag aften, hvor gaden spærres af og beklædes med græs, mens de mange chikke butikker afholder modeshow for alle nysgerrige shoppere.

Hvis du er til meget mere modeshow end det, vil gigantiske storskærme på de store pladser rundt omkring i byen live-streame forskellige shows. Således kan man simpelt hen se næste sommers mode samtidig med redaktørerne på første række.

Hvis du er mere til selv at være i spotlightet, kan du ligeledes fredag aften deltage i 100 meter stiletløb. 100 kvinder kan deltage i løbet, hvor førstepræmien er et par stiletter fra Balenciaga. Og som Buchard, der er sikker på, at løbet bliver " tårevædende morsomt at overvære", udtrykker det, "så giver man vel gerne et par brækkede ankler for sådan et par."

Szhirley og Eva Kruse tager forkskud på stlletløbet

Gå ikke glip af et rent shopping-inferno

Hvis du ønsker at tilfredsstille dit shoppe-gen og samtidig komme hjem med andet end brækkede ankler, så er fredag aften i København i sandhed noget for dig. Her bliver hele byen ifølge Buchard omdannet til et rent shopping-inferno, når arrangementet Fashion Night Out sprænger alle rammer.

Således holder alle butikker i hele byen åbent til sent og tilbyder samtidig et væld af forskellige sjove og anderledes shopping-oplevelser. Hvis ikke der er drinks og dj's, så er der måske rabat på varerne eller konkurrencer eller noget helt fjerde forudser Buchard.

Alt i alt kan Copenhagen Fashion Festival prale af 200 events i løbet af blot fem dage, så der burde være noget for enhver smag.