Strengere krav til legetøj i fødevarer
Legetøjet skal være pakket ind, så børn ikke kan sluge det.
Små legetøjsoverraskelser i chokoladeæg, morgenmadsprodukter eller Happy Meal kan være farlige for børn. De kan komme til at sluge de kemiske plastikdele, og i værste fald kan legetøjet sætte sig fast og blokere luftvejene.
En ny EU-bekendtgørelse, som netop er trådt i kraft, strammer derfor reglerne for at producere fødevarer, som indeholder legetøj, skriver 24timer.
Fremover bliver det ulovligt at putte uemballeret legetøj ind i en fødevare, og emballagen skal have en størrelse, der gør, at den ikke kan sluges eller blokere for, at barnet kan få luft. Derudover skal fødevarer mærkes, så man tydeligt kan se, at der er legetøj inde i fødevaren.
"Nogle af de produktgrupper, man har haft med i overvejelserne, da man lavede det her i EU-sammenhæng, er for eksempel legetøj i cornflakes-pakker, Kinder-æg eller is med legetøj indeni," forklarer Mette Cramon, der er kommunikationskonsulent i Sikkerhedsstyrelsen.
Fornuftigt at adskille legetøj og fødevarer
Hun oplyser, at Sikkerhedsstyrelsen vil informere branchen om de skærpede krav.
"Hvis der er fødevare- og legetøjsproducenter, som bruger emballage med nogle dimensioner, der kan blokere luftvejene, så går jeg ud fra, at de går ind og ændrer på deres produktion," siger Mette Cramon til 24timer.
Klaus Melvin Jensen, der er talsmand for Aktive Forbrugere, er glad for, at der nu er kommet strammere regler på området:
"Der er god fornuft i at holde legetøj og fødevarer adskilt og advare om indholdet på pakken. For det er ikke alt sammen produceret på en måde og med et indhold, som er betryggende," siger Klaus Melvin Jensen til 24timer.
Kinder-kapsel i et stykke
Stephanie Illgner, der er nordisk marketingschef hos Ferrero, som producerer Kinder-æg, forklarer, at virksomheden har forbedret deres emballage, så den er mere sikker for børn:
"Vi lavet kapslen om, så den nu kun består af én del, der ikke kan sluges. Vi har arbejdet med forbedring af legetøjet i mange år, og vi udfører test af vores produkter. Derfor er vores legetøj meget sikkert."
Tidligere undersøgelser har vist, at omkring 2.000 børn under 14 år i EU hvert år kommer til skade som følge af legetøj i fødevarer.