Livsstil

Læger fraråder tv for børn under to år

Børn under to år bør ikke se nogen former for tv, der pacificerer barnet, advarer amerikanske børnelæger.

Den amerikanske organisation for børnelæger AAP fraråder forældre at lade børn under to år se fjernsyn. Det kan skade barnets udvikling, lyder advarslen.

I stedet for at lade spædbørn se tv, bør forældrene tale mere med barnet og opfordre til selvstændig leg, lyder det i et sæt retningslinjer, som børnelægerne netop har offentliggjort.

Børn lærer at tale senere

AAP har før advaret mod, at børn under to år ser fjernsyn, men denne gang siger børnelægerne også, at forældrenes tv-vaner kan være skyld i, at et barn lærer at tale senere.

"Denne opdaterede politik kommer med yderligere beviser på, at medier - både i forgrunden og baggrunden - har en potentielt skadelig effekt og ingen kendte positive effekter på børn under to år", skriver AAP.

"Derfor gentager AAP sin anbefaling, der fraråder mediebrug i denne aldersgruppe", skriver børnelægerne.

Der skal skabes en sund medie-diæt

Retningslinjerne henviser ikke til interaktive videospil, men til passivt skærm-kiggeri på smartphone, computer og tv.

Børnelæge Ari Brown siger, at denne opdaterede advarsel er nødvendig, da der er sket en eksplosion i dvd-videoer til 0-2-årige og fordi, at 90 procent af alle forældre indrømmer, at deres spædbørn ser en eller anden form for elektronisk medie.

"Det er tydeligt, at ingen lytter til denne advarsel", siger hun.

"Jeg mener, at vi er nødt til at lære at håndtere denne allestedsnærværende tv-verden og skabe en sund mediediæt", siger Brown.