Livsstil

5 råd: Få styr på dit barns medieforbrug

TV, internet, musik, computerspil og konsolspil fylder rigtig meget i børns hverdag. Faktisk så meget, at en ny undersøgelse slår fast, at børn i alderen fem til 16 år i gennemsnit bruger otte timer foran skærmen om dagen.

Det lyder umiddelbart af rigtig meget, og selv om en række anerkendte danske forskere har meldt ud, at det stigende forbrug er helt i orden, så er der alligevel grund til bekymring.

Det mener i hvert fald familievejleder Lola Jensen:

"Det er ikke selve mediet, der er et problem, men den tid, der bliver brugt foran det. Der er simpelthen for lidt tid tilbage til at bearbejde dagens indtryk, når man sidder så længe foran en skærm. Børns dannelse foregår, mens de leger - herigennem bearbejder de dagens indtryk", siger Lola til tv2.dk.

Lola opfordrer til, at forældrene holder øje med deres børns medieforbrug - og hvordan gør du så helt konkret det? Lola giver dig fem gode råd:

1. Afpas skærmtiden til barnets alder:

Først og fremmest er der stor forskel på at være fem og 16 år. Et barn på fem år skal max. sidde foran en skærm en time om dagen. For de lidt større børn er grænsen to timer, og når de når teenagealderen skulle de gerne selv kunne styre det. Og husk at de helt små børn slet ikke skal sidde foran en skærm.

4 tegn på, at dit barn er en medie-junkie

Dit barn kan være afhængig af medier, hvis det har et eller flere af disse symptomer:

1.Medieforbruget går ud over uddannelse, lektier, job, privatliv, familie, venner, motion og fritidsinteresser.

2.Evnen til ansvar, planlægning og opmærksomhed svækkes.

3.Andre forstyrres eller generes af barnets medieforbrug.

4.Barnet viser tegn på stress, dovenskab eller depression. Det kan vise sig som ømhed eller smerter i kroppen.

Kilde: Udviklingshuset.dk

2. Følg med og vær kritisk:

Som grundprincip skal man ikke bruge skærmen som barnepige, men på den anden side, skal man også kunne overleve som familie - og her kan det altså blive nødvendigt at ty til TV eller computer, mens mor eller far laver mad eller lignende. Kig dit barn over skulderen, når han ser TV eller spiller computer, og sørg så for at få skiftet kanal eller spil, hvis det er påkrævet.

3. Planlæg skærmtiden:

Læg en ugeplan sammen med dine børn, så de på forhånd ved, hvad de må se. Hvis det ikke virker med langtidsplanlægning, så aftal fra dag til dag. Spørg helt konkret: 'Hvad vil du se i dag' og 'hvad vil du spille i dag'. Og hold dig så til den aftalte tid. Ved computer- og konsolspil kan du sætte et æggeur på den aftalte tid.

4. Læg en fælles linie:

Tag emnet op i børnehaver og i de små klasser. Børnene skal have de samme vilkår, ellers bliver det sværere at holde fast i tidsbegrænsningen.

5. Erstat skærmtiden med socialt samvær:

Man skal være sammen med andre mennesker for at få den sociale dannelse, der er nødvendig for at blive et helt menneske. Sørg derfor for, at både du og mennesker i barnets omgangskreds, laver en masse sammen med dit barn.

Er der en sammenhæng mellem det høje medieforbrug og det stigende antal ADHD-diagnoser blandt børn? Hør hvad Lola mener i videoen øverst på siden.