Skarp kritik af Norges kronprinspar

Netop som den svenske konge står midt i et stormvejr af skandaler, bliver Norges ellers populære kronprinspar ramt af kritik. De får skyld for at tage politisk standpunkt til fordel for de økonomisk velbjærgede i samfundet.
Kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit må kappe deres bånd til World Economic Forum, WEF, mener den fremtrædende republikaner, lokalpolitiker og samfundsdebattør Erik Lundesgaard.
Efter finanskrisen fremstår World Economic Forum som en rigmandsklub
Lundesgaard
"Efter finanskrisen fremstår World Economic Forum som en rigmandsklub. Før fremstod organisationen anderledes på den globale politiske scene, men i dag ser situationen helt anderledes ud, fordi verdens største banker, som højest sandsynligt har været delagtige i krisen, er centrale aktører i WEF," siger den 31-årige cand. polit. til avisen VG.
Tordnende kritik
Han tordner også mod kronprinsparret på sin blog, hvor han ligeledes kritiserer deres engagement i World Economic Forum. Lundesgaard påpeger blandt andet, at det kommende regentpars ambition er at bekæmpe fattigdom, "og finanskrisen har gjort det langt vanskeligere at være fattig, både i USA og Europa."
Lundesgaard vurderer, at Haakon og Mette-Marit kunne tjene Norge langt bedre ved at klippe nogle flere røde silkebånd over.
Lær af Sonja og Harald!
"Hvis man ser på, hvordan kronprinsparret har valgt at forme deres rolle, må man konstaterer, at de driver politisk arbejde. Noget af det, de beskæftiger sig med, bør overlades til udenrigsministeren," siger han til VG og påpeger, at de unge kongelige kunne lære noget ved at skele til kong Harald og dronning Sonja.
Kongehuset: Ingen kommentarer
Kongehuset ønsker ikke at svare Lundesgaards kritik, men da han i foråret var ude med riven efter prinsesse Märtha Luise og hendes englevirksomhed i en kronik, fik han en rasende Ari Behn i telefonen. Prinsessens mand uddelte en regulær skideballe.