Livsstil

Se hvordan babyer mestrer iPads

Det kan godt være, at du efterhånden føler dig ret skrap til at bruge din nye iPad. Men den nye teknologis sande troldmænd er og bliver børnene.

Det må mange forældre sande i disse år, hvor smartphones og tablets bliver en stadig større del af hverdagen.

På youtube vrimler det med små filmklip, der viser helt små børn, der i den grad har tjek på mor og fars nye iPad. Helt små børn lærer let at spille forskellige spil, mens de lidt ældre lærer sig selv at læse med forskellige apps.

I et af filmklippene ser man for eksempel en lille pige, der fint mestrer touchskærmen på en iPad - men da hun får stukket et af mors modemagasiner i hånden, forsøger hun frustreret at få papirsiderne til at reagere som en touchskærm.

"For mit barn er et magasin en iPad, der er gået i stykker," konkluderer pigens mor sidst i filmklippet.

Lift-out Puzzles

Går ud på at flytte forskellige genstande rundt på skærmen og finde den rette placering. Appen er på dansk, er enkel i sin udformning og appellerer til de mindste.

Målgruppe: 1- 3 år

Tozzler

Tozzler er en app, som både appellerer til drenge og piger. Her er udfordringerne store, og selv børnehaveklassebarnet vil blive udfordret.

Målgruppe: 1 - 6 år

Jon og Max

Jon og Max er den første bog-app i lydret Dingo-serien fra Gyldendal. Ordene er nøje udvalgte ud fra det fonologiske princip. Der er mange gentagelser, ingen konsonantklynger og små korte ord.

Målgruppe: Begynderlæseren

ABC Balloner

Gennem et helt simpelt spil lærer barnet bogstaverne at kende.I ABC-balloner lærer børn alfabetet på en sjov og underholdende måde.

Målgruppe: 3 - 5 år

Kilde: Rikke Pal, app-entusiast og skolelærer

Højest en time om dagen

Det falder sundhedsplejerske Helen Lyng Hansen for brystet.

Hun driver brevkassen netsundhedsplejersken.dk, og her får hun mange henvendelser fra forældre, der er bekymrede for, om deres børn bruger for meget tid med deres smartphones og tablets.

Mere en end halv time for de små børn og en time for de store må det helst ikke blive til dagligt, mener hun.

"Børn har brug for at få aktiveret og stimuleret alle deres sanser. Det får de ikke med en iPad," siger hun og fortsætter:

"De skal bruge kroppen, så de udvikler sig motorisk, og de skal lege med mor og far," siger hun.

Lærte at læse og skrive som 5-årig

Rikke Pal, der er skolelærer og app-entusiast, er knap så bekymret. Hun står bag hjemmesiden mors-apps.com, hvor hun anmelder forskellige apps til børn - alt fra spil til lærings-apps.

"Vi ruster jo vores børn til fremtiden. Ellers havde jeg ikke selv givet mine børn på to og fem år en iPad i julegave," siger hun og understreger, at det er forældrenes ansvar, at børnene ikke sidder klistret til skærmen dagen lang.

"Læring bliver til en leg. Min datter på fem år kan læse og skrive, og det kan hun helt klart i kraft af, at hun har leget med en iPad. Hun har lært sig selv at læse."

Helen Lyng Hansen mener da heller ikke, at udviklingen udelukkende er negativ. De forskellige apps skal bare bruges med omtanke, og forældrene skal ikke opfordre deres børn til at lære at læse, før de kan stable klodser i et tårn.

"Hver ting til sin tid," siger hun.