Farlige bleposer: Undgå kvælningsfaren

Bleposer er praktiske til bortskaffelse af brugte bleer, og der er derfor ikke noget at sige til, at mange småbørnsforældre er begejstrede for de små poser.
De flotte ord vil da heller ingen ende tage, når bleposeproducenterne selv skal beskrive deres produkt: Poserne er både miljøvenlige, nemme og kompakte i størrelsen, de reducerer bakterieforekomst, og så er de tilsat duftstoffer, så du undgår ubehagelig lugt.
Men der er måde med begejstringen. Siden 2001 er 11 babyer i England og Wales nemlig blevet kvalt i en blepose, og Børneulykkesfonden og Sikkerhedsstyrelsen opfordrer nu forældre til at være opmærksomme på den fare, der er forbundet med den populære plastikpose.
En helt almindelig plastikpose
Bleposen fungerer som en helt almindelig plastikpose, og det er vigtigt, at man er bevidst om det:
"Ved at tage nogle simple forholdsregler og have fokus på forebyggelsesdelen, kan man som forældre undgå den kvælningsrisiko, der er forbundet med at have bleposer liggende i nærheden af babyer og småbørn," fortæller Henriette Madsen, leder af Børneulykkesfonden.
Og det er heldigvis forholdsvis enkelt at forebygge ulykker med bleposerne. Læs med nedenunder her, hvor Nini Andersen fra Børneulykkesfonden giver dig tre gode råd:
1) Vær opmærksom på at bleposen er meget mindre og lavet i noget tyndere materiale end en almindelig plasticpose. Det betyder, at bleposen let kan dække svælget på babyer og små børn.
2) Undgå at opbevare bleposer i en vugge eller barnevogn, som fx under madrassen eller placeret i et hjørne.
3) Bleposer ved puslebordet skal være utilgængelige for babyer og småbørn. Især babyer under seks måneder har ikke en motorik, der gør, at de selv kan selv fjerne en pose, der ligger over ansigtet.