Livsstil

Her er forårets smarteste frisurer

Dagene er blevet lysere, solen kigger frem, og kulden er så småt på retur. Foråret er på vej, og hvis du har lyst til at gå den i møde med et nyt look, er der inspiration at hente her. Dennis Knudsen fortæller, hvordan dit hår skal se ud dette forår, hvis du vil være med på noderne

"Det korte hår er absolut in i øjeblikket. Gerne med tunge, graduerede kanter. Men det skal være en korthårsfrisure, som kan styles på flere forskellige måder. Alle hårtyper kan bære en korthårsfrisure. Hvis du har krøller, kan du glatte det ud med et fladjern, hvis du ønsker et glat look. Eller du kan forme det, så det får en bølgeeffekt," siger Dennis Knudsen til tv2.dk.

Men det er ikke kun bølgeeffekten i korthårsfrisuren, som er et hit dette forår, det gælder faktisk for krøller i alle afskygninger.

"Bølger i håret er in - hvis du har lidt fald i håret, er det nemt at lave et par bølger. Permanenten er også ved at få et comeback, så krøllerne begynder at tage fat, kan man sige," siger Dennis Knudsen.

Ukontrollerede lange lokker

Hvis du ikke er vild med tanken om at klippe dit lange hår af, og få dig en trendy korthårsfrisure, kan du heldigvis godt være med på forårsmoden alligevel.

"Langt hår skal have et rodet, ukontrolleret look. Det skal have lidt vildskab over sig, så det ligner, at du har været ude i stormvejr, eller netop er stået op af sengen. Brug saltvandsspray og mudvoks. Sammen giver produkterne noget råhed og struktur til håret," siger Dennis Knudsen.

Knald på farverne

Forårets hårfarver er ikke for sarte sjæle. Leverpostejsfarven er dømt ude og farvepaletten er taget i brug.

"Lige nu skal hårfarverne være crazy colour. Gult, grønt, blåt, pink - der kommer virkelig knald på. Specielt den yngre målgruppe bevæger sig derhen, men vi ser også mænd, som begynder at tage den farverige trend til sig," siger Dennis Knudsen.

Hvis du gerne vil pifte din hårfarve lidt op, men ikke har mod på den grønne kulør, bør du i stedet holde dig til et helt naturligt look.

Få flere hårtips

Dennis Knudsen har netop lanceret dvd'en "Alt om hår", hvor du blandt andet kan få gode råd til hvordan du styler dit hår og bruger hårextensions. Læs mere på www.dennisknudsen.dk

"Få reflekser, som skaber naturligt og sundt spil i dit hår. Men reflekserne skal være i farver, som ligger tæt op ad din naturlige hårfarve. Hvide striber i mørkt hår går ikke," siger Dennis Knudsen.