Livsstil

Mick Jagger og Keith Richards slutter fred

Efter halvandet år med kold luft har Mick Jagger og Keith Richards sluttet fred igen.

De aldrende Rolling Stones-stjerner blev uvenner, da Richards udsendte sin meget roste selvbiografi "Livet", hvor han flere gange prikker til gruppekammeratens ego. Det var langt fra den første kurre på tråden i rockveteranernes over 50 år lange venskab, men iagttagere frygtede, at Jagger var så fornærmet, at The Rolling Stones' fremtid var truet.

Selv om Rullestenene netop har måttet opgive en planlagt verdensturné i anledning af deres 50-års jubilæum, kører gruppen videre med de to kamphaner i front og der er udsigt til en turné i 2013 i stedet. Der er også et nyt studiealbum på vej og Jagger stridsøksen endnu engang er begravet.

Lukket ude

Sangeren fortæller, at både han og Richards ser frem til at komme på landevejene igen. Desuden erkender han, at guitaristen ikke kunne handle anderledes, når han ville skrive sine erindringer ærligt: "Når du har haft en så lang karriere som vores, må du huske både højde- og lavpunkterne. I 1980erne kommunikerede Keith og jeg for eksempel ikke særlig godt. Jeg blev engageret i den forretningsmæssige side af Stones og det er tydeligt i bogen, at Keith følte sig lukket ude", siger Jagger i en samtale med musikbladet Rolling Stone og fortsætter: "Det er en skam, at det blev sådan, men nu er nu og det er på tide, vi ser fremad".

Venskabet intakt igen

Richards erklærer sig enig og understreger, at venskabet er intakt igen: "Mick har ret. Han og jeg har talt meget sammen i det seneste år og på en måde, vi ikke har gjort ekstremt længe. Det betyder rigtig meget for mig", siger guitaristen.

De to Stones-koryfæer har kendt hinanden siden slutningen af 1950erne, hvor de begge voksede op i London og kom i berøring med hinanden via den spirende bluesrockscene.