Sharon Stone skal forføre Harry Potter-stjerne

Sharon Stone skal udfolde sine talenter som forfører igen og denne gang kunne hun med lethed være mor til sit offer. Det bliver nemlig Harry Potter-stjernen Tom Felton.
Den 24-årige skuespiller har sagt ja til at medvirke i den erotiske thriller "Attachment", hvor han kommer i seng med Stone. Hun påtager sig hovedrollen som en gift lærerinde, der har svært ved at holde fingrene fra sine elever. En af dem spilles af Felton, som Stones figur får et heftigt éngangsknald med.
Forholdet stopper imidlertid ikke her, for eleven begynder at forfølge sin sexede lærer.
Drago Malfoy
Dermed vender Felton tilbage til det skurkagtige rollefag fra Harry Potter-sagaen, hvor han spillede den onde Draco Malfoy.
"Attachment" er Stones forsøg på et comeback i den genre, hvor den nu 54-årige skuespillerinde slog stort igennem med "Iskoldt begær" og "Sliver" tilbage i 1990erne.
Indspilningen begynder om et par måneder med Tony Kaye i instruktørstolen.