Livsstil

Her stortrives bakterierne i dit hjem

Temperaturen er steget, blå anemoner skyder frem, og den første stork er landet.

Men foråret er mere end bare sollys, højt humør og amoriner i luften. Det er den tid på året, hvor vi smøger ærmerne op og tager fat. Det er tid til 'Forårsrengøringen' og kampen mod de lurende bakterier, der invaderer dit hjem.

Når man går i gang, er det selvfølgelig meningen, at hele hytten skal gøres grundigt rent, men det er ifølge lektor og ekspert i rengøringskemi, Michael René, særligt vigtigt at fokusere på køkken og badeværelse. Et tredje vigtigt fokuspunkt er lidt overraskende entreen.

Michael René forklarer hvorfor:

"Man hiver konstant jordbakterier med ind over dørtæskelen, og så risikerer man at fordele det rundt i resten af hjemmet. Der skal ikke meget til, før de pludselig ender i køkkenet. Forestil dig så, at du taber et stykke knækbrød. Det samler man måske op og børster lidt af, før du spiser det uden at tænke videre over det. Er man så uheldig, at knækbrødet lander i en jordbakterie, risikerer man dog at blive syg med opkast og diarré, som kan vare to til fem dage," siger Michael René fra Professionshøjskolen Metropol.

Man kan selvfølgelig være mere påpasselige med støvsugningen i entreen, men det essentielle ved hovedrengøringen er, at man kommer ind i steder, hvor man normalt ikke får gjort rent. Det er som regel - og logisk nok - de steder, man ikke kan se, der trænger mest til en kærlig rengøringshånd. Det kan for eksempel være inde i skoskabet, på lister og paneler bag døre og skabe osv.

En usynlig fjende

En anden bakterie, man skal passe på, er tarmbakterien, som man også kan blive syg af. Det kan være ved manglende hygiejne efter toiletbesøg og så er der også set tilfælde, hvor tandbørsten kan blive inficeret med luftbårne tarmbakterier, hvis den står for tæt på toilettet.

Gulvet inde på toilettet kan nemt blive et sandt eldorado for bakterier, da de kun kræver to ting for at stortrives - lidt væske og lidt at spise

Michael René, lektor og ekspert i rengøringskemi, Professionshøjskolen Metropol

Men fækalie-partiklerne er ikke den eneste usynlige fare, der hersker på dit toilet. Tager man de mikrobiologiske briller, så er der også andre usete fjender, hvor bakterierne har endog meget fine forhold.

"Så snart der er kalk på toilettet eller på badeværelset, så får man en meget ujævn overflade med mange små gemmesteder til nye bakterier. Det er derfor en rigtig god idé at kalke grundigt af. Gulvet inde på toilettet kan nemt blive et sandt eldorado for bakterier, da de kun kræver to ting for at stortrives - lidt væske og lidt at spise. Ligger der i forvejen noget skidt mellem de våde fliser på badeværelset, er der altså så godt som gjort indflytningsklar for bakterierne," siger Michael René.

Han råder til at man bruger citronsyre, afkalkningsmiddel eller et universalrengøringsmiddel til at afkalke med. Før man begynder at afkalke er det en god idé at fugte fliserne på gulvet og i brusekabinen med vand, så fugemassen også bliver våd. Hvis man ikke gør det vådt først, så kan man komme til at afkalke fugemassen mellem fliserne, og det er jo ikke meningen.

Et spabad for bakterier

I køkkenet er det især køleskabet, der er det mest væsentlige hovedområde. Det kan godt være, du kører en klud henover hylderne i ny og næ, men nu er det tid til virkelig at komme i dybden med rengøringen. Det gælder om at få rengjort drypbakken, der sidder bagest i køleskabet og praktisk talt fungerer som et spabad for bakterier på luksusophold.

Tip til den gode forårsrengøring

Som regel kan de fleste universalmidler i en spand med vand klare det meste, men der er nogle træsorter, som de ikke gør ordentligt rent. Så må man i stedet have fat i en brun sæbe

Når man går i gang med rengøringen, så er der en generel regel. Start oppefra og ned. Start f.eks. med lamper og skabe

En anden regel er at arbejde sig ud af lokalet. Det vil sige at man starter i det fjerneste hjørne og arbejder sig hen mod døren.

Sæt noget god musik på og tag noget behageligt tøj på, som man kan bevæge sig i

Prøv at gøre det til en familieting, så det ikke kun er mor eller far der står og skrubber

Slut dagen af med en god middag om aftenen eller en anden form for belønning

(Kilde: Michael René)

"Et klassisk eksempel er, hvis man køber nogle porrer. Dem er der typisk ikke plads til i grøntsags-skuffen, så man smider dem ind på den nederste hylde, hvor den rammer bagvæggen, hvor drypbakken sidder. Så er der måske lidt jord fra supermarkedet, og på den måde har man pludselig jord, bakterier, lidt snavs og lidt gammel mad. På den måde opstår der optimale vækstbetingelser for bakterierne, og så går det stærkt," siger Michael René.

Han mener, at man bør man gøre grundigt hovedrent fire gange om året - en gang for hver årstid.