Sådan snyder du cykeltyven
Nye tal fra Danmarks Statistik viser at 71.797 cykler forsvandt sidste år, men det er kun et fåtal af cykeltyverierne, der bliver opklaret trods de mange anmeldelser.
På landsplan blev der i 2011 kun rejst 663 sager om cykeltyveri, så tyvene har forholdsvis frit spil, når de går på jagt efter nye cykler.
Ifølge Forsikringsoplysningen bliver der ikke ført statistik over hvilke mærker, der især er i cykeltyvenes søgelys. Når der tikker en anmeldelse ind indtaster selskaberne det som 'cykeltyveri' uden at angive mærke.
Riccardo Krogh Pescatori, der er konsulent i Forsikringsoplysningen og privat selv er cykelentusiast, har dog en klar fornemmelse af, hvilke mærker der er i høj kurs.
Stjæler mellemklasse-cykler
"Jeg ved af erfaring, at der bliver stjålet rigtig mange 'Avenue'-cykler i mellemprisklassen, fordi de designmæssigt laver nogle populære cykler, som bruges til hverdag. 'MBK'-cykler er der også efterspørgsel på," siger han.
Pescatori peger også på mærker som 'Track' og 'Scott', der laver dyrere cykler - både indenfor mountainbikes og racere.
Han påpeger, at det især er cykler i mellemklassen til omkring 5000 kroner, som er i størst fare for at blive stjålet, da de bliver brugt overalt som transport og efterladt på stationer og andre usikre steder.
"Mange cykler bliver f.eks. stjålet om natten, fordi der lige er én, der skal bruge den til at komme hjem. Amatørtyvene stjæler som regel de 'nemme cykler', som ikke er sikret tilstrækkeligt. Men der er også de organiserede cykeltyve, som på kort tid kan fylde en hel varevogn," siger Riccardo Krogh Pescatori.
Beskyt din cykel
Den organiserede kriminalitet er sværere at gardere sig mod, fordi tyvene er bevæbnet med vinkelslibere og andet værktøj, der kan bruges til at klippe kæder og låse over på få minutter. De opererer alle steder, og kan også finde vej til aflåste cykelkældre, hvis de har spottet de lidt dyrere cykler.
Men der er måder, hvorpå du kan mindske risikoen for, at netop din cykel bliver snuppet. Selvom det kan virke meget logisk, så er der alligevel mange, som ikke efterlever de gode råd.
*Tænk lidt længere. Det kan godt være man lige har brugt 5-6000 kroner på en ny cykel, men brug 500 kroner ekstra på at sikre dine cykel bedre med en god og kraftig kædelås eller bøjlelås, der gør det mere besværligt for tyven. Man kan også sikre sig med en wirelås, som kan foldes ud og køres gennem begge hjul.
*Sæt forhjulet fast til et stativ, eller noget andet der ikke lige kan rykkes, når du parkerer den.
*Undgå hurtigspændingsbeslag på hjul og saddel. En rutineret cykeltyv kan hurtigt ribbe cyklen, så du kun står tilbage med et forhjul, der er bundet fast til stativet.
*Lås altid cyklen - også når du lige forlader den et øjeblik, når du skal i kiosken.
*Undgå så vidt muligt at lade cyklen stå udenfor. Sørg for at få den ind i garagen eller ned i cykelkælderen. Der er den trods alt i mindre fare for tyveri.
*Stil kun din cykel ved togstationer og busstoppesteder, hvis det er absolut nødvendigt. Her er risikoen for tyveri særlig stor.
*Frist ikke tyven med løse genstande. Tag dine lygter, pumpe og kurv med dig.