Livsstil

Guide: Spar penge på børnetøjet

Børnetøj er dyrt, i hvert fald hvis du går efter de lækre, dyre mærker. Hvis du vælger at handle børnetøjet brugt på nettet, kan du dog med lidt snilde få budgettet til at gå stort set i nul.

De dyre mærker har nemlig en høj gensalgsværdi, så hvis du gider at investere lidt tid i salgsarbejdet, kan du hurtigt tjene penge, som du så kan købe nyt (brugt) tøj for.

HR-assistent Pouline Hesseldahl har tre børn, og i løbet af sine tre barsler har hun fundet fidusen til, hvordan man får børnetøjsbudgettet til at hænge sammen.

Sæt det hele i system

"Det, jeg gør, er, at jeg sorterer tøjet, når børnene er færdige med at bruge det. Jeg sorterer, hvad der skal gå i arv, hvad der skal smides ud, og hvad der skal gives væk. Resten lægger jeg i en flyttekasse, og så bruger jeg en gang i mellem en halv søndag på at tage billeder og lægge det på nettet," forklarer Pouline Hesseldahl, der helst handler på Trendsales.dk

Hun guider dig her i gennem secondhand-børnetøjsmarkedet med syv sikre råd:

1. Vær ærlig - lad være med at gøre tøjet mere nyt og lækkert, end det er.

2. Vær grundig - kom med så mange detaljer som muligt, så får du heller ikke så mange spørgsmål fra eventuelle købere.

3. Gå efter de dyre mærker med høj gensalgsværdi, når du køber tøj, som vil sælge igen. Det kan være mærker som Ver De Terre, Soft Gallery, Bonpoint eller Molo.

4. Undlad at sælge tøj, der er forvasket, alt for slidt eller plettet.

5. Undlad at sælge tøj fra H&M og Name it - portoen bliver for dyr i forhold til, hvad du får for det.

6. Hvis du alligevel brænder inde med mange af de billigere mærker, kan du vælge at sælge en masse samlet - f.eks. en sækfuld for 200 kr. Så kan det svare sig.

7. Læg tøjet på nettet, så det passer til sæsonen. Når du opdager, at tøjet er blevet for småt, så gem det helst en sæson, så du rammer det rigtige salgstidspunkt.